Prøv avisen
Kronik

Kødets opstandelse og det evige liv

"Opstandelsen kan ikke bevises, det hævder vi ikke. Men vi har lov at tro på, at den fandt sted," skriver Stine Munch, Nana Hauge og Merete Bøye i dagens kronik.

Hvis det kristne evangelium blot er livspoesi, der fortæller om håb i det håbløse, så har vi et problem. For hvad er en kristendom, der ikke tror på Jesus som den opstandne Kristus, men kun som den døde tømrersøn fra Nazaret, andet end en fanklub for en mand, der har været død i 2000 år?

NU HAR VI SIDEN JULEDAG hørt en masse om pastor Per Ramsdal fra Sydhavns Sogn i København, som ikke kan tro på, at Jesus fysisk stod op af graven, fordi det bliver for overnaturligt for ham.

Pastor Thomas Høg Nørager fra Stefanskirken i København uddyber og fortæller os, at historien om Jesu Kristi opstandelse fra de døde er livspoesi, der fortæller om håb i det håbløse, mening i det meningsløse og lys selv i det dybeste mørke.

Og så er det ellers uinteressant, om Kristus virkelig er opstanden eller ej. Opstandelsen er nemlig ifølge pastor Thomas Høg Nørager en slags magi, som kun bogstavtro præster abonnerer på, hvorved de for øvrigt ”kaster vrag på en fortolkningstradition, der har varet siden oldkirkens dage”. Hvilket ifølge Nørager er ”det virkeligt bekymrende”.

I kølvandet på dels Per Ramsdals dels Thomas Nøragers udtalelser i Morgenavisen Jyllands-Posten og Kristeligt Dagblad er der blandt flere debattører opstået en enighed om, at de, der tror på kødets opstandelse, er enten positivister, fundamentalister eller bogstavtro - eller ”fysisk troende” som en debattør i Kristeligt Dagblad kalder det et sted.

Denne position anses for at være næsten lige så slem som at være ateist. Det er ”ingen sag at være positivist, hvad enten man er det som ateist eller fundamentalist, begge fløje er enige om at insistere på bogstavelighed og formulerer en tro, som gør det svært for tænkende mennesker bare at overveje tro”, skriver Birgitte Stoklund Larsen i Dansk Kirketidende.

SKAL DET MON FORSTÅS SÅDAN, at de, der tror på kødets opstandelse og det evige liv, alle er fundamentalister og endnu værre - positivister?

Og hvis ja, hvad kan indholdet så være af en sådan kristendom, hvor man har taget livet af det evige liv? Thomas Høg Nørager mener, at ”når det fortælles os, at Kristus er opstanden, så er det livspoesi, der fortæller om håb i det håbløse, mening i det meningsløse og lys selv i det dybeste mørke”.

Og det lyder vel nok kønt, men der er nu noget svageligt over en sådan kristendom, som er tømt for alt indhold, der ligger ud over, hvad vi kan sige os selv. En kristendom, der ikke tror på Jesus som den opstandne Kristus, men kun som den døde og begravede tømrersøn fra Nazaret. Hvad er det, andet end en fanklub til ære for en mand, der har været død og begravet i 2000 år?

Der er desuden den hage ved det, at hvis ikke opstandelsen fandt sted, så er påskefortællingen ikke nogen smuk og poetisk historie. For så er det slet og ret historien om, hvordan det gode, redelige og kompromisløse menneske, Jesus fra Nazaret, blev pint, hånet, henrettet og lagt i sin grav, og dermed punktum. Det gode tabte, og det onde vandt. Så er der ikke meget lys i mørket.

Nogle mener, at det er totalt uinteressant, om Kristus virkelig stod op af graven. Men hvordan kan man lægge så stor vægt på betydningen af noget, som aldrig har fundet sted?

Det er rigtigt, at kristendom ikke er mirakeltro. Det er ikke miraklet i sig selv, der er det vigtigste, men forkyndelsen, som underet bærer. Men der skal dog være et tegn at tyde og forkynde ud fra. Man kan ikke adskille begivenhed og betydning i kristendommen. Altså: Hvis der ingen opstandelse har været, giver det ingen mening at fortælle om, at opstandelsen har betydning for mennesker i dag.

Hvis lyset blev endegyldigt slukket for Jesus, da han døde på korset, hvordan kan man så ud fra påskeberetningen forkynde, at der er lys i mørket for mennesket? Enten skal det forkyndes, at Kristus stod op af døde. Eller også skal det forkyndes, at han ikke gjorde. I kirken forkyndes det mest ufattelige: at han gjorde det.

HER MÅ VI SKYNDE OS AT SIGE, at det skulle ligge os endog meget fjernt at hævde, at alt i Bibelen skal forstås bogstaveligt. Man kan ikke forstå ret meget i Bibelen bogstaveligt, og det har fra redaktørernes side heller aldrig været meningen, at man skulle dét. Det Nye Testamente rummer både sandhed og løgn, og det er kun naturligt, eftersom historien om Jesus bliver fortalt mange år efter, den har fundet sted, af flere forskellige, almindelige, fejlbarlige mennesker.

Men dén historie, de allesammen vil fortælle, handler i en nøddeskal om et menneske, Jesus fra Nazaret, der blev født af en kvinde, og at dette menneske var Guds søn. Ja, at Gud selv i Ham var blevet menneske. Han blev født - ikke nødvendigvis lige nøjagtig i år nul, ikke engang nødvendigvis i Betlehem; levede - ikke nødvendigvis helt nøjagtig på den måde, der gengives i evangelierne; og døde på et kors - ikke nødvendigvis lige på en fredag.

Men derefter stod han op fra de døde. Dérom er alle evangelisterne enige, og det er dem alt om at gøre at fortælle netop denne ene ting: at Herren er opstanden, han er virkelig opstanden! Og fordi han stod op, skal også du og jeg engang virkelig stå op fra vores grave.

Hvis han kun billedligt talt stod op fra de døde, det vil sige som en smuk og poetisk bekræftelse af alle de gode og rigtige ting, han sagde og gjorde, inden han blev brutalt klynget op på et kors under alle folks hån og spot, hvad skulle det dog så vedkomme mig eller dig?

Så er han dog ligefuldt død og begravet, ligesom alle andre ting i verden også bliver det. Så bliver påskefortællingen til historien om, at det gode har tabt. Historien om, at der intet håb er, ingen trøst. Historien om, at alt er tomhed, og at døden - den sidste fjende - har sejret.

MED JESU OPSTANDELSE står og falder det hele. Er Jesus virkelig opstanden, så har det gode sejret og kan aldrig mere tabe, og så kan vi mennesker tro på det gode. Er han ikke opstanden, så har det gode ingen magt, og så er det bare med at dukke sig, når ondskaben invaderer vores tilværelse, for hvorfor kæmpe mod så overvældende en overmagt?

Mennesker kan ikke stå op fra de døde. Det vidste man allerede lang tid før den moderne videnskab, og Bibelens forfattere var ikke idioter. De var udmærket klar over, at opstandelse fra de døde var umulig. Og kristendommen er ikke en svævende hokuspokus-religion, der påstår, at naturlovene i al almindelighed er til at omgå.

Kristendommen afskriver ikke fornuften og forstanden, tværtimod. Men kristendommens under går over al forstand. Ikke udenom, men over. Kristendommen overbyder og kortslutter forstanden med sin helt uforståelige påstand, at Jesus er opstået fra de døde.

De første opstandelsesvidners beretning om den tomme grav blev afskrevet som ”løs (kvinde?)snak”. For det kan man jo ikke. Men det gjorde Kristus. Det er påskens evangelium. Det er det kristne evangelium: at Han er opstanden, og det helt uafhængigt af vore fatteevne, dybtfølte tro eller indsigt og mange sproglige krumspring.

Opstandelsen kan ikke bevises, det hævder vi ikke. Men vi har lov at tro på, at den fandt sted. Og det er ikke sådan, at vi er ladt alene. For vi er ikke efterladt faderløse. Vi skal ikke selv præstere troen på dette under. Troen fik vi skænket, da vi blev døbt, og vi får den fornyet, når vi går i kirke.

Stine Munch, Nana Hauge og Merete Bøye er alle præster og redaktører af det teologiske tidsskrift nytbabel.dk