Der er ikke noget som gåder, der fanger ens interesse. Denne gåde lyder: Hvorfor er den første kristne billedkunst usynlig i kunsthistorien? Den dukkede op som ud af det blå i det 4. århundrede, da kejser Konstantin indførte trosfrihed i Romerriget og siden gjorde kristendommen til den officielle religion. Hvordan kunne det gå til, at dette nye billedsprog var så motivisk og teologisk mangfoldigt og nuanceret, når en kristen billedkunst havde været ikke-eksisterende indtil da?
LÆS OGSÅ: Da Kristus blev menneske i kunsten
Svaret er, at der var en kristen billeddannelse allerede fra det 2. århundrede. Det bliver blot overset, når de store linjer i kunstens historie tegnes op. Egentlig underligt, når man tænker på, at kirken snart efter blev den altdominerende magtfaktor i kunsthistorien i middelalderen.
Men den kristne billedkunst tog form i en tid, der i kunsthistorien ses som en forfaldsperiode. Romerrigets prangende videreførelse af den græske kunst var kulmineret. Måske var det upassende for den sidenhen så forfinede, kirkelige kunst at have så tvivlsom en oprindelse. I den dominerende kunsthistorie fra renæssancen til i dag er begyndelsen blevet sprunget over og den kristne kunst født i skikkelse af den imponerende mosaikkunst i de byzantinske kirker i Rom, Ravenna og Konstantinopel. Hvad der måtte have været af tilløb dertil, lod man arkæologerne tage sig af.
De første kristne menigheder skabte kun i begrænset omfang noget, der kan kaldes kunst. De forventede, at Jesus ville komme tilbage snart. Den kendte verden ville få en ende, og der var ikke grund til at skabe blivende ting. Da Jesu genkomst udeblev, og de kristne måtte orientere sig mod livet på Jorden, oplevede de modgang i form af kristenforfølgelser. Der var hverken socialt eller materielt overskud til at give den nye tro et visuelt udtryk.
Det gammeltestamentlige billedforbud ses ofte som en nøgle til at forstå den manglende billeddannelse i oldkirken. Men arkæologien er rig på fund fra århundrederne omkring Jesu fødsel, der viser en figurativ jødisk billedkunst som for eksempel gulvmosaikker fra synagoger.
Billedforbuddet var ikke rettet mod alle figurative gengivelser, men var snarere en afstandtagen til nabokulturernes gudeskulpturer. I Nærorienten og Grækenland myldrede templerne med statuer, der blev tilbedt som guddommelige i sig selv. Det var dette, jødedommen tog afstand fra. En afstand, de første kristne arvede, idet de hævdede, at den kristne Gud er suveræn netop ved at være åndelig og ikke knyttet til en fysisk form.
I Romerriget var kejserkulten dominerende. Alle skulle tilbede kejserens billede, som om han var en gud. Jødernes religion blev betragtet som særlig gammel og fin, derfor var de fritaget fra kejserkulten. Men de kristnes tro var ny, og de havde ikke dette privilegium. Afvisningen af kejserkulten blev tværtimod en farlig del af det at være kristen. De kristne skilte sig ud, var utilpassede og blev lette ofre for forfølgelser.
Arkæologiske fund fra det 2. århundrede viser, at de kristne begyndte at give troen et visuelt udtryk. Det er ikke billedkunst i vor forstand, hvor værket har sit eget selvstændige, æstetiske udtryk, men derimod brugskunst. Som udsmykninger på dagligdags ting som olielamper og signetringe sneg tidens populære motiver sig ind, omtolket til kristne symboler.
Det var for eksempel fisken, ankeret og hyrden. Fisken blev et yndet kristent symbol af flere grunde: Jesu første disciple var fiskere, der var fisk med i Jesu bespisningsundere og i det græske ord for fisk, ixthys, dannede forbogstaverne sætningen: Jesus Kristus, Guds søn, frelser.
Ankeret var et velkendt symbol for håb. Hyrdemotivet var oplagt at omtolke for de kristne, fordi Jesus kaldte sig selv for den gode hyrde. Det fredfyldte hyrdemotiv, pastoralen, var elsket i samtiden, og de kristne tog det til sig som et håbefuldt billede på frelsen midt i deres farefulde virkelighed. Ved at omtolke tidens populære motiver sikrede de kristne sig anonymitet, samtidig med at de fik deres identitet styrket.
De kristne samledes omkring måltider og gudstjenester i hjemmene hos de velhavende i menigheden. Sådanne husmenigheder var de første kirker. Der kan have været kristne billeder i hjemmene, men næsten intet er bevaret.
I Dura Europos, en by ved Eufrat-flodens bred i det nuværende Syrien, er der fundet både en synagoge og en lille husmenighedskirke beliggende i samme gade, begge med figurative fresker på væggene fra begyndelsen af det 3. århundrede. Kun fordi byen sandede til og blev forladt, er bygningerne bevarede. Alle andre husmenighedskirker er gået til i tidens løb. Højst gulvmosaikker er bevarede.
Kirkehistoriken Euseb (cirka 260-340), der levede i Cæsarea i Palæstina, beskriver, hvordan han på besøg i menighederne så billeder af Jesus og apostlene. De var malet på små træplader og stod på alterbordene. Ingen af disse er bevarede i dag. Men man må tro, at de har lignet de samtidige egyptiske mumieportrætter.
Det var almindeligt at have dødeportrætter på husaltre i ikke-kristne hjem. Springet til små billeder af Kristus og lokale kristne martyrer er oplagt. Disse småportrætter var måske begyndelsen til de tidligste ikoner.
De stærkeste vidnesbyrd om en kristen billeddannelse er gravudsmykningerne. I Rom findes der over 60 underjordiske katakomber, gravpladser. Romerne begravede deres døde uden for bymurene af pladsmæssige og hygiejniske grunde. Det gjorde de romerske kristne også. Til at begynde med kunne kristne grave ikke skelnes fra andre. Men i det 3. århundrede dukkede de kristne symboler som hyrden og fiskene op.
Efterhånden bevægede man sig ind i fortællende billedforløb og bibelske scener som Jonas og havuhyret, Jesu bespisningsundere og helbredelser, dåbsmotiver og måltidsscener. Det er simple, næsten primitive udsmykninger malet direkte på den våde kalk, på lofter og vægge og udført af særlige grupper af arbejdere, der også udgravede gangsystemerne og varetog gravlæggelserne. Bedemandslav kan man kalde dem. Disse udsmykninger var lejlighedskunst med lav status, ligesom olielamperne var brugskunst.
Efterhånden voksede den kristne befolkningsgruppe i Rom og fik et socialt og materielt overskud. Samtidig udviklede teologien sig blandt andet ved en række store kirkemøder, koncilier. Det kom til at sætte sit præg på udsmykningerne i katakomberne. Lofts- og vægmalerierne blev mere omfattende, af højere kvalitet og med større vægt på det teologiske indhold.
Den tidligste kristne billedkunst var således en gravkunst. Det skyldtes i begyndelsen, at den kristne kunst netop spirede ud af hverdagens nødvendigheder. Men at gravkunsten var en ideel ramme for den kristne billeddannelse er ikke tilfældigt. De kristne så sig selv som anderledes i forhold til de ikke-kristne og deres gravskikke.
Selv kaldte de katakomberne for dormatorier, sovesale. Døden var blot et blund. Troen på Kristus som frelseren, på opstandelsen og det evige liv fik de kristne til at udfolde et sandt overflødighedshorn af billeder på katakombernes vægge, og gravkunsten blev et særkende for de kristne. Dér kunne de sætte billeder på deres tro som netop en opstandelsestro.
I det 4. århundrede var gravudsmykningerne så teknisk avancerede og indholdsmæssigt righoldige, at et selvstændigt kristent billedsprog og en æstetik var udviklet. Så da kejser Konstantin satte de første kristne byggerier i gang, var et nyt billedunivers klar til at indtage kirkerummene. Springet var taget fra brugskunst til kirkekunst.
Sandra Kastfelt er sognepræst og BA i kunsthistorie