Nationalmuseets hjemmeside fortæller sobert om Jellings Unesco-monument fra 970. Sætningerne ”her optræder navnet Danmark for første gang” og ”her præsenteredes den kongeslægt, som sidder på tronen i dag” afspejler dog den forvirring, som overalt præger historien om Danmarks ”tilblivelse”.
Navnet ”Danmark” optrådte allerede i Alfred den Stores Orosius-oversættelse fra 890’erne, som refererede den norske købmand Ottar for, at han fra Norge i fem dage sejlede med Denemearc og dets øer til venstre. De sidste to dage havde han tillige på højre side Jylland og Sillende med øer inden Hedeby, som hørte til syddanerne. Det vil sige, at danernes land var Halland, Skåne, Sjælland og Angel, mens man modsætningsvist kan slutte, at jyderne ikke var daner.
Om kongeslægten fremgår det af de ældste kilder, at Danmark bestod af flere kongeriger. Dette billede mødtes stadig i de senere landskabslove og i 1100-tallets tronkampe mellem enkeltlandenes konger, som lovede lensed til den tyske kejser. Som modargument manipulerede kredsen omkring stormandsbispen Absalon åbenbart ”skik fra gamle dage” ved at forlænge Lejre-slægten til at regere et samlet Danmark allerede inden kejser Augustus.
I 1800-tallets nationalromantik gik dyrkelsen af disse sagnkonger over gevind. Kildekritikken fra professorerne Kristian Erslev og Curt Weibull var berettiget, men snart blev alt vendt på vrangen. Uden andet grundlag end to Jellingsten, som slet ikke taler om kongesæde, erklærede den radikale professor Erik Arup i sin ”Danmarks Historie” i 1925: ”Sikkert er det, at Gorm omkring 950 var konge, og at hans kongesæde var Jelling”, og ”allerede deri synes at ligge, at den kongemagt, der siden Hugleiks dage (500-tallet, red.) havde været i Danmark, var begrænset til Jylland”.
Med henvisning til Adam af Bremen, Arups foretrukne kilde, blev Gorms far, Hardeknud, til ”Svends søn fra Norge”. Arups historie mødte mange indsigelser fra kollegerne – Erslev skrev, at Arup ”kunne blive tryllebundet af sin egen gætning”. Arup blev toneangivende på grund af et nyt historiesyn, som pegede frem mod materialismens afskygninger, mens kongernes historie blev nedtonet.
Historikerne påstod, at Lejre aldrig havde eksisteret – det lignede ikke Uppsala og Jelling. Hovedet på sømmet blev, da Arups discipel, Niels Lukman, gjorde Lejres helte til centraleuropæiske og hunniske konger. Nogle sagn var utvivlsomt inspireret sydfra, men både han og Arup glemte at bruge de nye kritiske principper på egne alternativer. Oxford-forskeren Christoffer Tolkien kaldte også Lukmans brug af navnesammenligning for forældet, leg med ord og ”pervers”.
Kildekritikken medførte i sin tid en illusion om, at man kunne udskille de ”sikre kendsgerninger” og ignorere svagere kilder. Historiefagets metoder fik næsten alle forskere til at flygte fra vikingetidens kritikfølsomme kilder, så på forunderlig vis fik Arups Jelling og Lukmans fremmede konger lov til at stå uantastede. Lejre var død som en sild.
I 1998 sendte den svenske historiker, Henrik Janson Arups kilde, Adam af Bremen, til tælling. Senere bredte sig en skepsis med hensyn til Erik Arup, men ingen turde gøre op med hans tolkninger, bortset fra småkritiske detaljer. Den samtidige tyske bisp Thietmar kaldte cirka i 1018 Lejre for danernes hovedby og religiøse center, hvilket støttedes af mindst seks usikre nordiske kilder. Som eneste kilde fortalte Sven Aggesen om Harald Blåtands kongsgård i Jelling, men arkæologien viser nu, at den blev bygget i 968 som en del af monumentet. Der er intet spor af en ældre kongsgård ved Jelling trods ihærdige eftersøgninger, hvorimod kongshaller fra 500-1050 siden 1986 er væltet op af jorden i Lejre – uden at historikerne reagerede.
Arup begrundede sin Svein fra Nortmannia med et Adam-afsnit, som er anskuelsesundervisning i misforståelser, fordi tyskeren angiveligt byggede på mundtlige oplysninger fra Sven Estridsen 100 år efter – det advarede Niels Lund imod i 2018. I afsnittet blev Hardeknud til Hardegon og Sigtrygg til Sigerich, og begivenheden blev placeret en generation forkert, så Adams Svein kan ikke tilsidesætte de senere danske kilder. Arup oversatte i øvrigt hjemstavnen som Norge, selvom Nordmannia var frankernes betegnelse for hele Norden og de oversøiske besiddelser.
En nøgle findes i den tidlige Roskildekrønike fra 1130’erne, hvis oversætter noterede, at forfatteren nok sammenblandede forlæg fra flere kongelister. Mellem Erik Barn og Hardeknud opstod tre kristne konger, som skulle vise Ansgars resultater i Danmark. Saxo greb dem med kyshånd til at forlænge kongerækken, men Adam kendte dem ikke. Ingen fulgte Aggesens råd om nøjere granskning. Sætter vi Adam, Roskildekrøniken, Aggesen, Saxo og sagaerne op side om side, hvorefter vi fjerner de tre ukendte kristne konger, flytter Erik Barn til frankernes placering i Godfreds linje og erstatter Svein med Sivert, bygger de alle på samme kongerække.
Den lyder Sievert – Hardeknud – Gorm, hvor Sievert kunne staves Sivardus, Sigifred eller Sigurd. Det kunne en tysker let misforstå som Svein. Denne Sigurd Ormøje var ifølge de nordiske kilder søn af Regnar Lodbrog. Regnars far (Sievert/Sigifred II) blev sat som underkonge på Sjælland af sin morbror Godfred. Han blev dræbt i magtkampene i 812 ifølge frankerne, som kaldte ham nevø af Godfred. Frankerne skrev om deres modpart Godfred og hans sønner ved grænsen. De nordiske kilder fulgte derimod Lejre-kongerne, fordi denne slægtsgren blev den fortsættende kongeslægt. Slægten gav kongerne adkomst i et hedensk kongedømme, så det bør ikke undre, at der bag alle røverhistorierne har ligget samme kongerække, som kun forblev intakt i sagaer fjernt fra de kristne manipulationer.
I 890’erne blev Hedeby erobret af ”svenskere”, som muligvis begyndte at udkonkurrere et rigt Ribe-rige på tværs af Jylland. En 1300-talssaga fortalte, at jarlen/kongen, Klak-Harald, med Gorm aftalte en generobring af danernes tidligere Hedeby og ægteskab med hans datter, Thyra. Det kan forklare de tre drottning Thyra-runesten mellem Ribe og Jelling, de nye rige gavefund på Ribe- egnen og den strategiske placering af det senere monument ved Hærvejen i Thyras rige.
Thyra sikrede sin næstældste søn magten i morfaderens jyske rige. Den Harold, som ifølge Adam i 936 gav Hamburg-kirken tilladelse til udøvelse af kristendommen, kan være svigerfaderen, hvorfor Gorms modvilje mod kristendommen ikke kunne hindre udnævnelsen i 948 af tre bisper i Jylland, hvor kristendommen vandt frem. De tre kristne konger i Roskildekrøniken kan være Thyras forfædre, som blev blandet sammen med Gorms. Det seneste afsnit og Regnars forfædre er naturligvis tolkning af usikre kilder og arkæologi.
De fem sammenlignede kilder giver den mest sandsynlige kongerække og et mere logisk forløb. Der er ingen seriøse alternativer. Alt tyder på, at Jellingmonumentet og repræsentationshallen blev placeret demonstrativt på vandskellet nær Hærvejen i Thyras rige mellem jyder og tyskere af en sjællandsk daner-slægt, som ville vise sin nye magt. Det er et spektakulært arkæologisk mindesmærke for Danmarks kristning og samling, en Unesco-beskyttelse værdig.
Det er sandsynligt, at det var Lejre, der var stamsæde for den omrejsende hedenske kongeslægt, der overtog hele landet. Kongesædet endte ved kristningen kun otte kilometer derfra – i Roskilde, som Adam skrev. I betragtning af de trecifrede millionbeløb, som postes i udgravning og formidling af de to projekter, bør historikerne tage deres forgængeres postulater om Lejre op til revurdering.