Der bor en elefant på institut for tværkulturelle og regionale studier i København. En stor og grå og velnæret én. Den står og lytter med under alle forelæsningerne, og den har sågar sneget sig ind på professorernes kontorer. Den er i rummet, men ingen taler om den, for den har sådan et kedeligt navn: historisk-kritisk forskning i islams tidlige historie. Den har også sin gang på universiteterne i Aarhus, Odense og Roskilde, men heller ikke her taler de om den. Man kender problemet, men taler ikke om det – i al fald ikke offentligt.
Enhver, der har islam som sit forskningsfelt ved, at der er problemer med kilderne. Men på universiteterne taler man bare ikke om det. Eller: Man omtaler det – og taler så om noget andet.
Jakob Skovgaard-Petersen gjorde det i forbindelse med udgivelsen af hans seneste bog. Han nævnte det – og talte så om noget andet: Der er et slip på hele 200 år mellem de ældste muslimske kilder og de begivenheder, de skildrer. Alt, hvad vi for eksempel ved om Muhammed og Koranens tilblivelse, er først nedskrevet 200 år efter, at det – måske – skete.
En lille lignelse kan illustrere problemet. Lad os forestille os, at der i 2021 udkommer en bog på forlaget Vandkunsten, hvori forfatteren hævder, at der for 200 år siden levede en karismatisk profet på Bornholm, som modtog åbenbaringer direkte fra Gud, og som nær havde erobret hele Danmark, hvis ikke han desværre var død i Ølstykke kort før den endelige sejr. Ingen i verden kan bekræfte forfatterens historie. Der er overhovedet ingen kilder fra 1800-tallet, der kan underbygge den. Men forfatteren har en trumf i ærmet. Han hævder at have indsamlet titusindvis af mundtlige overleveringer fra dengang blandt nulevende bornholmere.
Så spinkelt er kildegrundlaget under islams tidlige historie faktisk. Alle kilder til profetens liv, Koranens tilblivelse, de tidlige kaliffer, erobringskrigen i Mellemøsten, Nordafrika og Spanien hidrører fra sene skriftlige kilder, der for en stor del oven i købet hævder at bygge på mundtlige overleveringer. Dette er grunden til den mærkelige kendsgerning, at ingen i samtiden for eksempel kender Muhammed, men 200 år senere ved man – på baggrund af mundtlige overleveringer, at Muhammed afholdt sig fra hvidløg og løg, at han ved en begravelse bad præcis 72 bønner, og at han umiddelbart før sin død bad om en tandstikker. Arabiske nomader har angivelig gået og memoreret lange juridiske instrukser fra profeten, indforståede diskussioner mellem profeten og hans betroede mænd, intime detaljer om profetens privatliv, samt detaljerede beskrivelser af slag og breve fra profeten selv.
Dette højst tvivlsomme kildemateriale bør få enhver historiker til at sidde uroligt i stolen. Men det er her, elefanten kommer ind i billedet. Mange interessante og relevante aspekter ved islam arbejder man med på institut for tværkulturelle og regionale studier, såvel som på universiteterne i Aarhus, Odense og Roskilde. Men ikke dette grundlæggende problem. Man har stiltiende købt historien – og det i en sådan grad, at det i den offentlige debat ofte kan være svært at skelne en islamforskers ord fra en imams.
Vist har historisk-kritisk arbejde i mange år haft et støvet omdømme. Holdningen på bjerget synes lige nu at være, at denne form for forskning hører en anden tid til. Den historiske sandhed finder vi alligevel aldrig, hævdes det. Historien er et spørgsmål om forskellige konstruktioner og diskurser. Men helt ærligt: At vi aldrig kan trænge ned til den fulde historiske sandhed, kan dog vel ikke være en undskyldning for slet ikke at prøve? I mange år har det været almindeligt blandt etablerede islamforskere at udskamme alle, der forsøgte sig ad denne vej, som ”revisionister” - et skældsord, der skal sætte de pågældende i bås med konspirationsteoretikere og sølvpapirshatte. Men jeg synes da, det er al ære værd at ”revidere” de hævdvundne positioner. Er det ikke netop recepten på god forskning?
Sandheden med stort S om Koranens tilblivelse eller islams opståen finder vi ikke, nej, men kunne det dog ikke være en ambition – ikke mindst for en universitetsforsker – at blive klogere på begge dele? Er Koranen for eksempel de ord, som ærkeenglen Gabriel gav til Muhammed mellem år 610 og 632? Er den Koran, vi i dag kan læse i Ellen Wulffs danske oversættelse, magen til kalif Uthmans allerførste Koran fra 654? Det er jo de sene muslimske kilders påstand. Men holder den vand? Og hvis den er utæt, hvorfor er der så ingen islamforskere, der siger det højt?
I universitetsforskningen har man i mange år næret en endog meget stor tiltro dels til de arabiske beduiners påståede erindringskunst og dels til de sene muslimske kilders troværdighed. Og troværdige er de da også – som kilde til deres egen tid. Men som kilder til begivenheder i 600-tallet må de tages med mindst et halvt kilo godt dansk køkkensalt.
Forskere andre steder i verden hælder i dag til, at de muslimske forfattere måske slet ikke skrev historie i vores moderne betydning af ordet. Sat på spidsen: Muhammed kom ikke til verden i den arabiske ørken i 570. Han kom til verden 2000 kilometer derfra i Bagdad omkring år 800 som et led i det nye såkaldte abbasidiske dynastis bestræbelser på at cementere dets magt ved hjælp af en arabisk skabelsesmyte som modsvar til Bibelens og de kristnes.
Og lad mig nu bare nævne det vildeste: Måske var også Koranen først afsluttet som skrift så sent som omkring år 800. En forsker, Raymond Dequin, har beskæftiget sig med den angivelig ældste muslimske kilde, Ibn Ishaks ”Sira”, som vi i dag kun kender gennem senere middelalderlige håndskrifter. Han har bidt mærke i, at når Ibn Ishak citerer fra Koranen, så svarer det ikke ganske til den Koran, vi kender i dag. Inden for længere sammenhængende passager mangler han enkelte vers, som er med hos hans senere kolleger, når de citerer fra samme passager. Kunne det tænkes, spørger Dequin, at disse vers så først er indføjet så sent som sidst i 700-tallet eller 800-tallet? Med andre ord: Mens Ibn Ishak og hans senere kolleger skriver om Muhammed som Koranens ophavsmand – arbejder de på at samle Koranen?
Det lyder vildt, ja, men andre forskere, for eksempel Elisabeth Puin og Daniel Brubaker har i deres arbejde med gamle koranhåndskrifter dokumenteret, hvordan der er foretaget talløse ændringer i dem. Enkeltord er tilføjet. Hele sætninger er skraveret bort og skrevet om. Tekster har fået ny mening gennem senere tilføjede vers. Med Brubakers egne ord er der i ”tusindvis” af disse rettelser. Dette synes i det mindste at pege på, at Koranen har været igennem et langt og omfattende skriftligt redigeringsarbejde.
Som glad amatør har jeg i mere end 10 år fulgt de nye strømninger inden for forskningen. Jeg har i min begejstring udgivet en lille bog, ”Muhammed”, hvor jeg præsenterer nogle af forskernes hypoteser på dansk grund. Jeg har længe næret det håb, at forskere herhjemme ville beskæftige sig med de nye tanker og måske ligefrem vove sig frem med en seriøs vurdering.
Så, kære islamforskere, jeg forlanger bestemt ikke, at I skal være enige i de nye teorier. Men jeg synes, at jeg og andre har ret til at forvente, at I tager det historisk-kritiske arbejde op til seriøs vurdering.
Passer det, hvad kollegerne skriver ude i verden? Og passer det ikke, så dokumentér det venligst, og belæg det med gode grunde! Selv ser jeg sådan på det, at hvis blot fem procent af det, de skriver, er sandt, så må islams tidlige historie skrives om. Så kom nu, islamforskere, ud af busken!