I ÅR ER DET 20 ÅR SIDEN, at DR's monopol på tv for alvor blev brudt. Den 1. oktober 1988 så TV 2 dagens lys, og et nyt, væsentligt kapitel i dansk mediehistorie begyndte.
Der er skrevet mange nye kapitler i den historie siden, hvor en af de vigtigste tendenser er den, at vi ikke længere kan tale om massemedier, men skal tale om en masse medier. Internettet, mobiltelefonen, kabel-tv, digital-tv, digitale dab-radioer og stadig flere aviser er nogle af de nye medieformer, som fylder vores hverdag, og som gør, at danskernes medievaner er under opbrud og forandring.
Danmarks Kirkelige Mediecenter udgiver i dag en håndbog i kommunikation med titlen: "Kirken og en masse medier". Bogens formål er at inspirere og hjælpe de mange tusinder, der hver eneste dag arbejder med at kommunikere kirke og kristendom: ansatte og frivillige i sogne, menigheder og kirkelige organisationer. Mennesker, der alle brænder for at kommunikere det, de tror på og er engageret i, til andre mennesker.
Når du skal tænde op i pejsen eller lave et bål, er der tre elementer, der skal være til stede, før det lykkes: materiale, ilt og temperatur. Hvis man fjerner et af de tre elementer i brandtrekanten, går ilden ud: Vand køler temperaturen ned, brandtæppet kvæler ilden, så den ikke får ilt, og ilden slukkes, hvis man fjerner brændet.
På samme måde er det med god kirkelig kommunikation. Den består også af tre af hinanden afhængige elementer, som alle skal være opfyldt, før din kommunikation som afsender lykkes: budskab, modtager og medie. Man skal gøre sig klart, hvad der skal kommunikeres (budskab), hvem man kommunikerer til (målgruppen) og hvilke kommunikationsformer, der virker i forhold til modtageren (medie).
Det kan måske lyde banalt, men et faktum er, at rigtig megen kirkelig kommunikation ikke lykkes, fordi man som afsender glemmer at overveje de tre dele af kommunikationstrekanten. Eller sagt på en anden måde: Blot fordi et arrangement er nævnt i kirkebladet, omtalt på hjemmesiden og måske annonceret i lokalavisen, er det ikke givet, at dem, du har tænkt skulle have informationen, har opdaget den.
Vi er med andre ord som kirke udfordret på kommunikationen en udfordring, der kun er blevet større og mere kompleks, i takt med at medielandskabet er karakteriseret ved "en masse medier."
Og det er netop disse mange medier, som den nye håndbog i kommunikation tager ved hornene. Kommunikationstrekanten er indgangen til den nye mediehåndbogs univers, hvor sognet Sogneby står for skud gennem en lang række konkrete eksempler.
Bogen består af to dele: Første del er en værktøjskasse, hvor en række grundbyggesten bliver introduceret: godt sprog, interviewteknik, det gode billede, layout og grafisk kommunikation og modeller til at lave kommunikationsplaner. Anden del zoomer ind på selve medierne: hjemmesider, kirkebladet, kontakt til pressen og meget andet.
Ambitionen med bogen er, at den dels kan komme med nogle meget konkrete bud på, hvordan kirkelig kommunikation bliver bedre, og dels at den kan være med til at sætte gang i en refleksion over, hvad god kirkelig kommunikation er. Derfor er bogen krydret med en række klummer, skrevet af erfarne kommunikationsfolk, der også har noget på hjerte over for det kirkelige.
Således opfordrer biskop Jan Lindhardt kirkefolkene til at gøre sig umage med deres kommunikation og skriver i sin klumme: "Synliggørelse er nøgleordet. Papir, net, skærme, linser, mikrofoner, rygter fra mund til øre og ikke mindst begejstring er midler hertil".
Og Kristeligt Dagblads redaktør, Erik Bjerager, skriver: "Medierne spiller en kolossal rolle i danskernes hverdag, og hvis ikke kirken tænker det rigtigt ind i sin egen hverdag, går den glip af en helt afgørende mulighed for at få mange flere i tale".
Lotte Hansen, kendt som spindoktor og medvirkende i DR 2-programmet "Jersild & Spin" skærer det ud i pap, når hun skriver: "I skal turde formulere klart, hvad I har på hjerte, det kræver at kirken med sig selv ved, hvad den gerne vil, og hvad den vil være kendt for. Så let og så svær er god kommunikation".
KERNEN OG MÅLet er altså det samme: at kommunikere det gode budskab om kristendommen. Men midlerne eller medierne er nogle andre end for bare få år siden. Mediebilledet er for alvor under udvikling. "Mediebilledet er lige nu karakteriseret ved høj hastighed, strukturelle revolutioner og sociale ambitioner", som Preben Mejer fra Innovation Lab beskriver det i sin klumme i håndbogen.
83 procent af alle danskere har adgang til nettet næsten alle via en bredbåndsforbindelse. To ud af tre bruger internettet dagligt, og 95 procent af os har en mobiltelefon. De nye medier har i løbet af de seneste 8-10 år holdt deres indtog i vores hverdag. Hvordan ser det så ikke ud, når vi kigger 10 år frem? Vi står med andre ord midt i en spændende udvikling, hvor kommunikation går fra at være noget på få massemedier til at være noget, der foregår på en hel masse (nye) medier.
I vores kirkelige kommunikation er det vigtigt, at de nye medier ikke må blive et mål i sig selv, men at vi holder fast på, at de er et middel til at kommunikere vores budskaber. Hvis de bliver et mål i sig selv, stjæler de let billedet fra det, der er den egentlige opgave.
Men som et virkemiddel er de nye medier meget anvendelige og giver os som kirke nogle helt nye muligheder. Der er de seneste år blevet gjort en del erfaringer med brugen af de nye medier i kirkeligt regi både omkring teknologi og teologi: samtaler via cyberkirken.dk og gudstjenester i den virtuelle verden Second Life, sms-bønner og -velsignelser ved ungdomsgudstjenester, hjemmesider, der bliver til rygraden i sogne og kirkelige organisationers kommunikation, børnehjemmesiden barnetro.dk og den nye folkekirkelige tv-kanal, tvtro.dk, med mange timers gratis tv, man kan se, hvor og hvornår man vil.
Eller koncepterne kommunikazion.dk (der kommer til efteråret 2008) og konfirmazion.dk, som vi på Danmarks Kirkelige Mediecenter har udviklet med støtte fra Den Folkekirkelige Udviklingsfond. Her bliver sms og internettet tænkt ind i den kirkelige kommunikation og undervisning som et supplement og en understøttelse af det eksisterende møde mellem mennesker i for eksempel gudstjenesten, konfirmandlokalet eller hos FDF'erne, når de har mødeaften.
Der er mange grunde til, at vi skal turde kaste os over de nye, digitale medier. Nogle af dem er, at det er en enkel og billig måde at nå mange på en gang men også at nå den enkelte helt privat. De nye medier åbner op for en helt ny form for privat dialog hævet over tid og sted.
Derfor behøver den kirkelige kommunikation ikke længere at være en envejskommunikation, men kan blive en dialog. De nye medier er sociale, og indholdet bliver skabt i fællesskaber mellem mennesker. De nye medier taler til vores sanser gennem musik, levende billeder, berøring, duft og så videre.. og så giver de digitale teknologier helt nye muligheder, når vi kontakter medierne eller producerer et kirkeblad. For netop i samspillet mellem de nye medier og deres kommunikationsformer og kirkens traditionelle medier, kan der ske spændende ting.
Uden kommunikation havde vi ikke nogen kristendom og kirke. Gudstjenesten, de kirkelige handlinger, undervisning og sjælesorgssamtalen er nogle af de klassiske kirkelige kommunikationsformer.
Men også medier, der kan nå mange mennesker, har i rigt mål været brugt. Gennem historien er der mange eksempler på, hvordan kirken har taget de nye kommunikationskanaler til sig og mange eksempler på, hvordan kirken har været drivkraften i udviklingen af kommunikationen. Det vigtigste eksempel på det er vel sammenfaldet mellem opfindelsen af bogtrykkerkunsten og reformationen.
Jeg tror, vi står på tærsklen til en lige så stor og spændende epoke, hvor vi som kirke kan kommunikere det, vi har på hjerte via mulighederne, som en masse nye medier og kommunikationsformer giver os.
Simon Kangas Larsen er direktør for Danmarks Kirkelige Mediecenter og præst
Bogen "Kirken og en masse medier håndbog i kommunikation" udkommer i dag, den 24. april, i forbindelse med Danmarks Kirkelige Mediecenters årsmøde. Bogen er skrevet af medarbejdere fra mediecentret og udgives i samarbejde med Landsforeningen af Menighedsråd