Prøv avisen
Kronik

Konfirmander på Fattiggården

Når museet og kirken, med hver deres fundament, bringes sammen i oplysningens og dannelsens øjemed, kan det blive særdeles frugtbart og gøre nutidens mennesker klogere på det historiske, kulturelle og kristne fundament, vi står på

I KIRKER OG MUSEER mødes mennesker og får indsigt i den verden, som var, er og kommer, og reflekterer over deres egen væren i verden.

I et samarbejde mellem Strib Kirke og Danmarks Forsorgsmuseum omkring en temadag som et led i konfirmandundervisningen har erfaringer vist, at der kan opstå noget ganske særligt indsigtsgivende for både museum, kirke og ikke mindst konfirmander, når disse verdener bringes sammen, og store spørgsmål debatteres.

Når museet og kirken med hver deres fundament bringes sammen i oplysningens og dannelsens øjemed, kan det blive særdeles frugtbart – ikke mindst for de mennesker, i dette tilfælde konfirmander, som inviteres ind i processen som aktive deltagere.

Museet har afsæt i det historiske univers, og kirken i det bibelske, men vi er fælles om den centrale opgave at tale om og formidle betydningsbærende tanker og budskaber, som kan bringe mennesker til at vokse.

EN KØLIG VINTERDAG I ÅR gjorde en gruppe kommende konfirmander deres entré på Danmarks Forsorgsmuseum. Et museum, som i Nordens bedst bevarede fattiggård i Svendborg formidler historien om forsorg før og nu for især samfundets mest udsatte.

Som led i deres konfirmandundervisning skulle klassen fra Strib sammen med deres præst og en formidler fra museet bruge dagen på Fattiggården for at debattere store spørgsmål. Hvad vil det sige at være menneske? Hvad er ens identitet sammensat af? Og hvordan hænger disse to spørgsmål egentlig sammen?

Bag Fattiggårdens bastante mure og under den forstemmende pigtråd begyndte dagen med, at klassen sang ”Jens Vejmand” – stående ved siden af bunken af knuste skærver i Fattiggårdens arbejdsgård.

For de forventningsfulde unge mennesker, hvoraf de fleste allerede var i gang med planlægningen af en festlig konfirmationsdag i overflod, begyndte der at tegne sig nogle vigtige kontraster. Mellem fattigdom og rigdom, mellem før og nu, mellem ”os” og ”dem” og mellem frihed og indespærring. Undervisningen var flyttet fra de vante og trygge rammer i sognegården til det stærkt stemningsfulde fattiggårdsmiljø, og der blev kaldt på refleksion og eftertanke fra starten.

DAGENS ARBEJDE BEGYNDTE i Fattiggårdens ”Klistersal”, hvor fortidens indlagte tilbragte mange arbejdstimer med at folde og klistre blandt andet brune papirsposer sammen. Her blev konfirmanderne sat til at tage stilling til og nedskrive, hvad de synes var vigtigst ved at være menneske. På 12 små kort skriblede de hver især, efter lidt tankevirksomhed, for dem betydningsbærende begreber ned for eksempel: fællesskab, minder, tillid, håb. Bagefter blev de stillet opgaven: ”Hvad er så vigtigt ved at være lige netop dig?”. Her svarede eleverne ud fra egne liv og hverdag: ”Min familie, min sport, en ting, jeg bruger hver dag, min klasse.” Alle fandt frem til 12 vigtige ting for dem.

Så gik turen rundt i den gamle Fattiggård. Fra baderummet,hvor man blev skrubbet og afluset, til spisesalen med ”Spisereglementet fra 1902” på væggen, hvor man stadig kan se, hvad de indlagte har spist: gule ærter hver tirsdag og godt kogt klipfisk hver onsdag. Og så til Fattiggårdens ”fuldebrumme” – en isolationscelle, hvor man blev låst inde, hvis man havde drukket eller bare været trodsig og fræk.

Undervejs i udstillingen om Fattiggården og de udstødtes og udsattes historie stopper vi op nogle gange. For som del af dagens undervisning skal eleverne aflevere nogle af deres personlige kort udvalgte steder, og her må de hver især overveje, hvilke der er vigtigst af de små kort: ”Kan jeg for eksempel undvære min frihed, hvis jeg beholder fællesskab? Er mit eget værelse af større betydning end mit kæreste minde?”. Ved hvert stop skal to kort, som repræsenterer henholdsvis de universelle begreber knyttet til det at være menneske, og to kort med de personlige kort, afleveres. Valgene træffes med udgangspunkt i deres eget liv og bliver sat særligt i relief her bag tremmer og pigtråd.

Turens sidste stop for konfirmanderne er museets udstilling om ”Hus Forbi”. En udstilling, som formidler historien om udsatte og hjemløse i vores egen tid og tydeliggør, at spørgsmålet om frihed, muligheder og afkald ikke bare hører hjemme i ”gamle dage”, men stadig er nærværende og aktuelt.

Da dagen på Fattiggården rinder ud, står hver elev tilbage med de kort i hænderne, som de ikke ville aflevere, men har holdt fast på. På kryds og tværs kigger de på hinandens tilbageværende kort, og de spørger ind til, hvorfor de andre nu har valgt, som de gjorde, og enkelte har overskuddet til at reflektere over, hvorfor de selv har valgt som de har. På turen tilbage til Strib og de vante virkeligheder var der stille i bussen. Det kan være krævende at gå på museum, så de unge mennesker var trætte og med garanti også mætte af tankevirksomhed.

VED DEN FØLGENDE konfirmandundervisning i sognegårdens vante rammer viste det sig, at turen til Fattiggården har gjort indtryk. Et stort endda. Eleverne huskede tydeligt stedet, historierne og skæbnerne – og deres egne overvejelser. Mange havde endda tænkt flere tanker og meddelte, at de nu egentlig gerne ville vælge anderledes. Andre understregede, at de nu var blevet endnu mere sikre på, hvad der var det vigtige for dem som menneske. Andre igen delte, at de var noget uforstående over de andres (fra)valg. Som én meddelte: ”Det er i hvert fald ikke mig, der har afleveret håbet!”.

Forløbet viste med al tydelighed den dynamiske vekselvirkning, som med den rette tilgang kan skabes mellem kirkens og museets universer med afsæt i de unges overvejelser og nærmest eksistentielle samtaler om det, som er det vigtige i livet for dem – formuleret ud fra samtaler igangsat i Fattiggårdens historiske kontekst og fysiske rammer.

I ET NYSGERRIGT PARTNERSKAB mellem en præst og en historiker, begge med interesse for formidling, øjnede vi muligheden for bruge museumsrummet til at bygge bro mellem de unges egne erfaringer og det evangelium, de skal møde fra så mange vinkler som muligt i deres konfirmandundervisning. Og de unge gjorde med al sandsynlighed museets rum og historier mere ”højloftede” ved ærligt og modigt at bringe deres egne liv og tanker ind på museet. På den måde drejede samtalen ikke bare sig om det, der var, men i høj grad om det, som er og bør være.

Bekymrede røster kan måske spørge, hvad kirken har at gøre på et museum? Eller om museer overhovedet har til opgave at lægge rammer til kirkelig undervisning. Som vi har forsøgt at illustrere her, mener vi, at de to har fine muligheder for både at supplere og rykke ved hinandens virkeligheder og måder at gøre tingene på.

Og det gælder ikke alene Danmarks Forsorgsmuseum og Strib Kirke. For mulighederne er med al sandsynlighed til stede for mange museer og kirker rundt i landet, som ud fra hver deres kulturhistoriske og kristne sammenhænge kan bidrage til vigtige eksistentielle samtaler.

I vores fælles bestræbelse på at gøre nutidens mennesker klogere på det historiske, kulturelle og kristne fundament, vi står på, og dermed klogere på både sig selv og de andre, har vi gjort os vores første og – synes vi selv – stærke og frugtbare erfaringer og glæder os til at afsøge flere muligheder for, hvordan kirken og museet kan bringes i samspil og befordre hinandens måder at gøre tingene på.