Konfirmanders kirkelige kompetence

Præsten er oppe mod en overmagt, når det gælder at aktivere konfirmandernes engagement i kirken. Ikke så meget på grund af den manglende opbakning hjemmefra, men lige så meget på grund af kirkens officielle bestemmelser. Derfor er der brug for

Kan man tale om, at konfirmander har en kirkelig kompetence? Det skulle man gerne kunne, når konfirmationsdagen oprinder. I hvert fald hvis kirkelig kompetence betyder det helt banale at kunne begå sig under en gudstjeneste, så man kan finde ud at rejse sig op og sætte sig ned på de rette tidspunkter. Det er unægtelig en meget nøjsom form for kompetence. Mere rimeligt er det at lade kirkelig kompetence gå på evnen til at tage medansvar for det stedlige kirkeliv, d.v.s. tage medansvar for, at der er en menighed til at holde gudstjeneste og til at bære kristendommen ud i verden. På den måde forudsætter kirkelig kompetence et engagement i kirkens sag. Problemet er nu, at konfirmander i almindelighed møder op til konfirmationsforberedelsen uden noget for-håndsengagement hjemmefra i kirkens sag. Det er så præstens opgave at gøre de unge engagerede, men her er præsten oppe imod en overmagt. Jeg tænker ikke så meget på den manglende opbakning fra de unges hjem, som jeg tænker på den manglende opbakning fra kirkens officielle bestemmelser om konfirmationsforberedelse. Min påstand er, at præsten er ladt i stikken fra systemets side. Lad os først se på den kgl. anordning om konfirmation. Heri anskues konfirmationen først og fremmest som en rettighed, en bestemt gruppe mennesker har. Karakteristisk nok indledes med en paragraf, der anlægger »den kirkelige forbrugers« synsvinkel på konfirmationen: ¤ 1. Adgang til at blive konfirmeret har enhver, der er døbt med den kristne dåb, har modtaget forberedelse til konfirmation og er fortrolig med den kristne børnelærdom og folkekirkens gudstjeneste. Det er altså adgangen til konfirmationen, som her slås fast. Men hvad konfirmationsforberedelsen går ud på, siges der ikke noget om. Senere kommer dog en slags formålsparagraf: ¤ 4. Konfirmationsforberedelsen bygger på dåben og sigter på at styrke konfirmandens fortrolighed med den kristne børnelærdom og folkekirkens gudstjeneste. Denne tale om »bygger på dåben« og »sigter på at styrke« er dog ganske ukonkret og uforpligtende. Hvis man tror, at der i denne paragraf ligger et krav om, at konfirmanderne skal gå i kirke for at blive fortrolig med folkekirkens gudstjeneste, så må man tro om. Intetsteds i hele anordningen foreskrives noget konkret om deltagelse i menighedens gudstjeneste. Derimod foreskrives en undervisning i konfirmandstuen af et bestemt omfang, nærmere betegnet 48 lektioner. Budskabet i den kgl. anordning bliver således, at det er vigtigere, hvad der foregår i konfirmandstuen, end hvad der foregår i kirken. Reelt har præsten den kgl. anordning imod sig, når det gælder at kræve gudstjenestedeltagelse af konfirmanderne! Men lad os nu gå til selve konfirmationen. Vi tager udgangspunkt i, at konfirmationen foregår under en gudstjeneste. Den foregår altså i menighedens midte, og hvis man ikke vidste bedre, kunne man forestille sig, at konfirmationen gik ud på at markere de unges nyvundne status som kompetente medlemmer af menigheden. Man kunne tænke, at folkekirkens konfirmationsritual på en eller anden måde ville markere konfirmandernes kirkelige kompetence. Men det gør ritualet ikke. Det lukker sig snævert om konfirmanderne og deres forhold til Gud. Som følge deraf har vi i folkekirken fået en konfirmation, der i grunden blot går ud på at spise konfirmanderne af med lidt velsignelse oppe ved alteret. Lad os se nærmere på det autoriserede ritual. Som indledende øvelse er foreskrevet et par led, som dog er valgfrie. Præsten kan holde en tale til konfirmanderne, men kan også lade være at gøre det. Præsten kan bede en forbøn for konfirmanderne, men kan også lade være at gøre det. Med denne indledende valgfrihed er ritualets uforpligtende grundpræg allerede markeret. Men vi går videre. Trosbekendelsen er obligatorisk. Præsten skal sige den i kor med konfirmanderne (og eventuelt menigheden). Så kommer igen et valgfrit led, nemlig præstens personlige tilspørgsel af hver enkelt konfirmand. Præsten kan foretage personlig tilspørgsel eller vælge ikke at gøre det. Vælger præsten det første, skal tilspørgslen foretages på en af to måder. Enten: A) Præsten tilspørger hver enkelt konfirmand: N.N. Forsager du Djævelen og alle hans gerning og alt hans væsen? Ja! Tror du på Gud Fader, den Almægtige, og på Jesus Kristus, hans enbårne Søn og på Helligånden? Ja! Eller: B) Præsten tilspørger hver enkelt konfirmand: N.N. vil du konfirmeres i den kristne tro? Ja! I begge tilfælde er tilspørgslen ganske uforpligtende. Det er klart, at konfirmanderne svarer ja til troen på Faderen, Sønnen og Helligånden, når hele holdet netop har fremsagt trosbekendelsen i kor. Det er også klart, at konfirmanderne vil konfirmeres, og at det selvfølgelig skal være i den kristne tro. Ordene flytter ingenting. Tilspørgslen er tom patos. Den tjener udelukkende til at give hele handlingen en fernis af højtidelighed. Men som nævnt kunne personlig tilspørgsel helt droppes, hvilket imidlertid blot understreger, at den personlige tilspørgsel ikke var alvorligt ment. Alvorlig ment er derimod den såkaldte konfirmationsvelsignelse, som er obligatorisk, om end der er tre velsignelsesformler at vælge imellem. Indholdsmæssigt er de temmelig ens. Alle tre velsignelsesformler henviser udtrykkeligt til dåbens nåde, den ene endda med kraftig genbrug af ord fra dåbsritualet. Dåbens velsignelse skal altså bekræftes og friskes op. Dåbens velsignelse skal så at sige »bringes op på fulde omdrejninger«. Det er i hvert fald, hvad man ud fra ritualets ordlyd må lægge i den velsignelse, som præsten meddeler hver enkelt konfirmand under håndspålæggelse. Såvidt gennemgangen af folkekirkens konfirmationsritual. Konklusion: Folkekirken vil både for meget og for lidt med konfirmationen. Kirken vil for meget, når konfirmationen gøres til en overbygning på dåben. For dåben har absolut ikke brug for nogen overbygning. Kirken vil for lidt, når konfirmationen gøres til en sag alene mellem konfirmanderne og Vor Herre. For konfirmationen finder nu engang ikke sted ved en særgudstjeneste, men ved menighedens ordinære gudstjeneste. Menighedens tilstedeværelse må derfor have afgørende betydning for konfirmationen. Der er brug for et nyt konfirmationsritual. Der er også brug for en ny kgl. anordning om konfirmation, men jeg tror, at nytænkningen kommer lettest på gled, hvis man begynder med ritualet. Og jeg har faktisk prøvet at give et bud på et nyt ritual. I det følgende skal jeg beskrive, hvori det nye består, og så i øvrigt henvise til, at ritualforslaget i sin helhed kan findes på Internet. Det står at læse i kap. 12 i min bog »Om dåben« på adressen http://home11.inet.tele.dk/klinting/daab.html. Bibelen har fået en central plads i mit ritualforslag. I starten af konfirmationshandlingen skal der læses fire markante bibeltekster. De skal læses af fire personer fra menigheden - så vidt muligt fire konfirmander fra det foregående år. Første læsning er 1. Mosebog kap. 12,1-4a og handler om Abraham, der får besked om at forlade sin slægt og drage til et ukendt land, som Gud vil vise ham. Gud vil velsigne ham, og Abraham skal være en velsignelse. Anden læsning er fra bjergprædikenen, nærmere betegnet Matthæusevangeliet kap. 6,19-24, hvor Jesus siger, at ingen kan tjene to herrer, og at vi ikke kan tjene både Gud og mammon. Tredje læsning er Johannesevangeliet kap. 15,1-5. Jesus bruger et gartnerbillede på hans forhold til disciplene, nemlig forholdet mellem et vintræ og dets grene. Grenene skal bære frugt, men det kan de kun, når de er forbundet med stammen. Fjerde læsning er 1. Petersbrev kap. 2,9-10, hvor den kristne menighed karakteriseres som »en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk«. Altså den tekst, der gerne henvises til, når talen er om »det almindelige præstedømme«. Altså fire tekster med rigtig bid i. Disse fire læsninger ved fire konfirmander af tidligere årgang anskueliggør, at der er knyttet kirkelig kompetence til at være konfirmeret. Man kan få betroet noget så fornemt som at læse Guds Ord op i menighedens påhør. Bortset fra det tjener de fire læsninger til at understrege, at menigheden altid lever af Guds Ord også ved en konfirmationsgudstjeneste. I et ordentligt konfirmationsritual skal der være en tilspørgsel, som er obligatorisk. I mit forslag lyder den således: N.N. Vil du vedgå arv og gæld til den kristne menighed? Ja! Vil du sammen med den ære Guds navn af hele dit hjerte, i ord og i gerning? Ja! Herefter kommer så konfirmationsvelsignelsen: Præsten: Så giv Gud dit hjerte og mig din hånd! (Konfirmanden giver præsten håndtryk og knæler derefter.) Præsten: Den korsfæstede og opstandne Mester, vor Herre Jesus Kristus, som kalder dig til tro og til tjeneste, han velsigne dig og bevare dig. Fred være med dig. Amen. Som det ses, refererer velsignelsen til det troskabsløfte, som konfirmanden netop har aflagt, og som går på at ville kendes ved menigheden på godt og ondt, og sammen med den at ville ære Guds navn i ord og gerning. Derimod er der ingen reference til dåben. Det er, fordi konfirmationen her er opfattet som en myndighedsrite og ikke som en dåbsbekræftelsesrite. Det er konfirmandernes kirkelige kompetence, det drejer sig om. Pointen er, at konfirmanderne ikke konfirmeres for deres egen fornøjelses skyld, men for menighedens skyld, ja i virkeligheden for Guds Riges skyld. n sognepræst