I den debat, der har været om konfirmationsforberedelsens placering efter skolereformen, er det flere gange blevet påpeget, at her er tale om et dannelsesprojekt, der indgår som et væsentligt supplement til skolens arbejde. Men hvorledes kan det siges, at konfirmandforberedelsen har et dannelsessigte? Det skal der her søges svar på, for hvis det er sandt, at altså konfirmandforberedelsen hører med til skolens dannelsesprojekt, så er den noget væsentligt, som bør sikres en god plads inden for skoletiden. Det skal også vises, at dannelsesbegrebet i konfirmationsforberedelsens perspektiv er mere end en traditionel kulturel forbindelse, men at den også udvider dannelsesbegrebet og giver det et bredere sigte.
Hos Immanuel Kant kan man finde regnestykket: Etik plus kristendom lig lykke. Ser man nærmere på Kants dannelsesforståelse og dens forudsætning om viden som en nødvendighed for at have frihed og undgå uvidenhedens trældom, vil man kunne opstille regnestykket: Oplysning plus etik plus kristendom lig med dannelse. Her ses kristendom som en nødvendig del af Kants forestilling om dannelse.
En kendt dansk journalist og bladtegner bemærkede engang til sin noget yngre hustru, der var indskrevet på studenterkursus: ”Nå, nu skal du lære det, vi andre godt ved i forvejen.” Han mente, at studentereksamenen, som den var dengang, var en formidling af den dannelse, han selv og andre gode borgere syntes, de havde, og som de opfattede som en nødvendighed for deres virksomhed.
Skal man forstå dannelse som et skoleprojekt, kan man give journalisten ret. Det var meningen med den gammeldags studentereksamen, at den skulle afslutte skoleforløbet, idet eleverne blev bibragt en vis dannelse. Her var visse fag, især historie, kunst og sprog en vej ind i den dannelse, hvis mål det var at gøre eleverne til frie, selvstændige og reflekterende mennesker. De skulle forstå deres baggrund i historie og kultur. Den engelske betegnelse for det (liberal arts) skal forstås som en tilgang til selvstændig tænkning, selvforståelse, social duelighed og fællesskabsfølelse.
Konfirmationsforberedelsen passer ind i dette mønster. Kristendom er nemlig en væsentlig forudsætning for den måde, vi tænker på. Den er indlejret i vores kultur som udtrykt i kunst, jura, historie, fælles idealer med videre.
Alt dette har at gøre med det gamle begreb ånd, der har større spændvidde end det moderne udtryk spiritualitet. Ånd er noget mere udefinerligt kendt fra guldalderens talesæt og udspringende fra kristendommen. Hermed skal det siges, at eftersom kristendom er en integreret del af vores kultur (tænk bare på litteratur og dramatik), så er den en del af os selv og den verden, vi lever i. Da den dannelsesmæssige viden er den for friheden nødvendige selverkendelse, må altså også viden om kristendom ses heri. Alt dette er øjensynligt nok. Der er en kulturel forbindelse fra kristendommen til vores bærende idealer og vores dannelse.
Man kommer her til at tænke på højskolen, for den er efterhånden den eneste institution, der virkelig arbejder med dette område. Læreruddannelsens tidligere KLM-fag (Kristendom, Livsoplysning og Medborgerskab) er reduceret efter den nye reform, så lærere står svagere på området. Det grundtvigske syn på uddannelse som livsoplysning er netop baseret på et menneskesyn, hvor gudsforholdet er en nødvendig bestanddel. Konfirmationsforberedelsen som supplement er her tydelig.
Men dette kan uddybes yderligere. Det ligger i det jødisk-kristne menneskesyn, at gudsforholdet er indbygget i os, så vi ikke kan forstå os selv uden at tage dette i betragtning. En sekulær udlægning af dette af psykologisk eller filosofisk art vil pege på de uforligelige modsætninger eller modsigelser, vi alle bærer rundt på som en del af vores natur. Det gælder for eksempel viden om vores egen død og den omstændighed, at vi ikke kan leve vores bevidste potentiale ud. Den jødisk-kristne opfattelse ses i bibelordet om mennesket som skabt i Guds billede og Augustins ord om det urolige hjerte, der alene kan finde hvile hos Gud. Sekulært bekræftes dette ikke kun hos psykologien, men også af litteratur og drama om menneskets oplevelse af tilværelsens absurditet og meningsløshed uden Gud.
Det er ikke uden betydning, at de unge får kendskab til en kristen tolkning af nogle ubesvarlige spørgsmål, som selv børn ikke kan lade være med at stille: Hvorfor er jeg her? Hvorfor er der i det hele taget noget til? Her kan konfirmandforberedelsen også være et supplement eller et værdifuldt tillæg til den kristendomsundervisning, hvor skolen er forpligtet på objektivitet og hensyn til andre religioner og ikke-troende i en sådan grad, at resultatet må blive en faglig reduktion.
Behovet for et supplement gennem konfirmationsforberedelsen ses tydeligt fra den tiltagende sekularisering. Mange lærere har et syn på religionerne og dermed også på kristendommen som noget menneskeskabt eller med Feuerbachs formulering, at vi ikke er skabt af Gud, men guderne er i stedet skabt af os. Dette betyder et negativt forhold til kristendommen, idet mennesket efter denne opfattelse fremmedgøres for sig selv ved at have et indbildt centrum udenfor sig selv. Herved fremkommer den tanke, at kristendom er direkte skadelig og står som hindring for, at vi kan blive os selv i dannelsens forstand. Således forstået er kristendom en hindring for dannelse.
Digteren Jesper Jensen kunne give det udtryk ved en fordrejning af Jesu ord i dåbsritualet ved at sige: ”Lad de små børn komme til sig selv” (altså ikke til Jesus!). Men her er netop det, som trænger til et korrektiv, hvilket allerede historien har vist. Den store tyske filosof Heidegger sagde kort før sin død de bitre ord, at menneskehedens eneste chance nu var at genopfinde Gud. Problemet er, at vi ikke kan bære at være henvist til os selv alene. Heidegger vidste, hvad det havde ført med sig for eksempel politisk, at mennesket alene kunne henvise til sig selv. Egentlig selvforståelse og selvrealisation må have en tilknytning udadtil, til noget uden for os selv og mennesket som sådan.
Professor Svend Brinkmann påpeger i en artikel i Information, at de krav, der stilles til de unge, beror på den misforståelse, at de unge først og fremmest skal være ”sig selv”. Han sætter også spørgsmål ved, at man skulle kunne finde mening og retning i livet ved blot at kigge ind i sig selv. Brinkmann mener formentlig, at løsningen er af etisk art, at der skal peges på en god adfærd over for andre mennesker. Men som tidligere vist er dette ikke nok. Kant havde ret i, at vi nok kan tænke os frem til etik, men han forstod også, at dette ikke kunne stå alene. Gudsforholdet er også nødvendig, selvom kristendom er andet og mere end etik.
Konfirmationsforberedelsen kan netop vise en sådan vej, og ikke mindst vor tids åndelige spørgen viser behovet derfor. Måske er baggrunden for den ensomhedsfølelse blandt unge, der for tiden er tema i en udsendelsesrække i DR, et resultat af, at der ikke lægges vægt nok på nødvendigheden af at have en slags centrum uden for os selv. Konfirmationsforberedelsen er her ikke blot et tiltrængt korrektiv, men skal virke for, at dannelsesprojektet lykkes.
Tragedien ved nutiden er dens dennesidighed. De unge vil blive præsenteret for materialisme som sandhed, og skolen kan næppe undgå managementtænkning og idealet om konkurrencestaten. Det skal de unge ikke nøjes med. De har behov for noget mere. Lad os bare kalde det ånd.
Kant vidste, at fornuft og oplysning er afgørende for den dannelse, der betinger det moderne menneskes selvstændighed og frihed, men han erkendte også, at uden kristendom går regnestykket ikke op. Konfirmationsforberedelsen er således væsentlig for skolens dannelsesprojekt.
Anna Døssing Gunnertoft er religionspædagogisk konsulent i Aalborg Stift