MEDIER I ØST OG VEST skriver for tiden begejstret om ”det største skisma i 1000 år”, og dermed peger de på den konflikt, som for tiden pågår mellem Moskva og Konstantinopel. Men det er sensationsjournalistik af værste skuffe. For hvor ”det store skisma” i 1054, dengang Rom skilte sig ud fra den ortodokse enhedskirke, blev udløst af dogmatiske uoverensstemmelser, så er dagens konflikt om Ukraine alene udløst af higen efter magt. Det er en kirkelig armlægning om, hvem der bestemmer i Ukraines kirke, og hvem der har ret til at tildele ukrainerne autokefali.
Hvad betyder autokefali? En ortodoks kirke er autokefal, det vil sige fuldt og helt uafhængig og selvstyrende, når den selv kan vælge sin leder, og når dette valg ikke kræver godkendelse fra en højere instans. Der eksisterer i dag 14 ortodokse kirker, som både er autokefale og kanoniske. Det sidste begreb, kanonisk, indebærer, at den pågældende kirke er anerkendt af de øvrige ortodokse kirker.
DE AUTOKEFALE KIRKER er følgende: først de fire ”gamle” patriarkater: Konstantinopel, Alexandria, Antiokia og Jerusalem (oprindeligt var der fem ”gamle” patriarkater, men Rom faldt fra i 1054); dernæst de ”nye” patriarkater: Moskva, Serbien, Rumænien, Bulgarien og Georgien; og så endelig de kirker, hvis ledere ikke har titel af patriark, men kaldes metropolitter eller ærkebiskopper: Cypern, Grækenland, Polen, Albanien og til sidst Tjekkiet/Slovakiet.
Georgiens patriarkat er af meget gammel dato som autokefal kirke. Oprindeligt under Antiokias patriarkat fra 300-tallet blev den i anden halvdel af 400-tallet helt selvstændig. Serbien blev uafhængig kirke i 1219. Også Moskvas patriarkat er relativt gammelt, her fik man autokefali, uafhængighed fra Konstantinopel, i 1589. Mange af de øvrige ortodokse kirkers selvstændighed er af nyere dato, det vil sige fra det 19. og 20. århundrede.
Således har Balkan-kirkerne stort set enslydende historier: De erklærede sig på egen hånd, altså uden Konstantinopels godkendelse, selvstændige. Konstantinopel kaldte dem derfor skismatiske, men anerkendte dem så alligevel nogle år senere. Et ekstremt tilfælde er kirken i Bulgarien. De erklærede sig selvstændige i sidste halvdel af det 19. århundrede, derfor afbrød Konstantinopel fællesskabet med bulgarerne og anerkendte først deres selvstændighed i 1946. Men gennem hele den konflikt bevarede Moskvas patriarkat fuld kommunion med Bulgarien. Blot som ét eksempel på, hvor indviklede forholdene kan være i den ortodokse kirke.
Efter Første Verdenskrigs afslutning etableredes nye stater, og det fulgtes op af etableringen af nye autokefale kirker i Polen og Tjekkoslovakiet. Polens kirke ønskede ikke længere at være en del af Kijev-metropolitdømmet under russisk kontrol, så de henvendte sig til Konstantinopels patriarkat, som proklamerede den polske kirkes selvstændighed (autokefali) i 1924. Dette blev først anerkendt af Moskvas patriarkat i 1948.
Den konflikt, som nu er opstået i Ukraine er én af følgevirkningerne efter Sovjetunionens opløsning. En forløber var en tilsvarende konflikt i Estland, som i 1996 førte til flere måneders afbrydelse af kommunionen mellem Moskva og Konstantinopel.
Krisen i Ukraine er af samme karakter, men på en meget større skala på grund af landets størrelse og indbyggertal på 40 millioner. Hvis den ortodokse kirke i Ukraine i sin helhed skilte sig ud fra den russiske kirke, så ville Moskvas patriarkat miste op mod 40 procent af deres menigheder.
Dertil kommer de historiske relationer. Moskva lægger afgørende vægt på, at fyrst Vladimirs dåb i Kijev i år 988 udgjorde grundlæggelsen af ”Rus”, både den russiske stat og den russiske kirke, hvis 1000-årsjubilæum fejredes med pomp og pragt for 30 år siden, i 1988. Omvendt lægger ukrainerne vægt på, at landene har udviklet sig i forskellige retninger siden dengang.
Der er tre kirkelige enheder i Ukraine: ”den ortodokse kirke i Ukraine” (Moskvas patriarkat, kanonisk), som tæller cirka 12.000 registrerede menigheder. ”Kijev-patriarkatet” (ukanonisk), dannet i 1992. Enheden tæller cirka 5000 menigheder. ”Den ortodokse, autokefale ukrainske kirke” (ukanonisk) under ledelse af metropolit Makarios. Den tæller omkring 1000 menigheder. Er disse tre kirkelige enheder enige om noget som helst?
Ja, at det er nødvendigt at genetablere enhed for alle ortodokse i Ukraine. Men når det kommer til midlerne eller vejen til enhed, så hører enigheden brat op. For de to ikke-kanoniske enheder består vejen i, at man frasiger sig fællesskabet med Moskva for i stedet at forenes om at etablere én uafhængig, autokefal kirke i Ukraine. Det synspunkt har støtte blandt Ukraines politiske ledere; for eksempel udtalte landets præsident Porosjenko sig den 24. august i år om, at han er besluttet på ”at få tilendebragt den unaturlige og ukanoniske tilstand, at en stor del af vort ortodokse fællesskab er afhængigt af den russiske kirke”.
For Moskvas patriarkat er det omvendt sådan, at vejen til enhed er, at de skismatiske, ikke-kanoniske grupperinger vender tilbage til den eneste kanoniske kirke i landet, nemlig Moskvas patriarkat. Moskvas gør her gældende, at ”den ortodokse kirke i Ukraine” allerede har udstrakt autonomi (delvist selvstyre), og at der derfor ikke er nogen grund til at forlange autokefali (fuldt selvstyre).
Den 31. august mødtes de to ledere, patriark Kirill fra Moskva og patriark Bartholomæus fra Konstantinopel. Et vigtigt omdrejningspunkt i diskussionerne er et tomos (dekret) fra 1686, som anfører, at Kijevs (Ukraines) kirker lægges ind under Moskvas patriarkat. Moskva hævder nu, at dekretet har evig gyldighed, hvorimod Konstantinopel mener, at der var tale om en midlertidig foranstaltning, og hævder, at de fortsat er ”moderkirken” for kirken i Ukraine.
Det er på denne baggrund, det økumeniske patriarkat har besluttet at sende to eksarker (biskoppelige udsendinge) til Ukraine med det formål at forberede tildelingen af fuld selvstændighed til Kijev-patriarkatet. Den beslutning har ført til, at Moskvas patriarkat officielt har meddelt, at ethvert fællesskab med det økumeniske patriarkat hører op.
Som skitseret ovenfor, så er der i den ortodokse kirke en lang række historiske eksempler på konflikter, hvor denne eller hin kirke har erklæret sig uafhængig, hvor den efterfølgende er blevet erklæret ”ukanonisk” af alle de andre, for så til sidst alligevel at blive anerkendt. Og der er en række eksempler på, at der har etableret sig ”dobbelt-organisering” i flere lande, for eksempel Estland, hvor der både er en estisk (Konstantinopel) og en russisk (Moskva) kirke.
Man kunne gætte på, at på langt sigt vil en lignende situation blive virkelighed i Ukraine.
I Vesten har ortodokse kristne gennem mange år været tvungne til at leve i en kirkelig uorden med mange biskopper i samme by. Og tvungne til at leve i afhængighed af patriarkater langt borte. Så vi har måske særlige forudsætninger for at forstå mange ukraineres ønske om en selvstændig kirke, som ikke er underlagt en fremmed nation.
Ikke desto mindre er det er en sørgelig historie, der for tiden udspiller sig omkring kirken i Ukraine. Sørgeligt, at magtkampen mellem Konstantinopel og Moskva bekræfter mange i, at kirken i sidste ende bare er menneskeværk og ikke nogen afglans af Guds rige på Jorden. Sørgeligt, at smagen for magt endnu en gang får lov at overskygge det kærlighedens fællesskab, som er kirken.