Prøv avisen
Kronik

Konfliktmægler: Sådan håndterer du konflikt i familien

Marion Thorning, konfliktmægler og forfatter

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Når en familie fungerer, er den i bedste fald en tryg base, hvor man får dækket mange af sine behov. Men hvis der er konflikter, afløses trygheden med usikkerhed, træthed og dårligt humør, skriver konfliktmægler

Familien betyder utrolig meget. Hvis den fungerer, er den i bedste fald en tryg base, hvor man får dækket mange af sine behov. Men hvis der er konflikter, afløses trygheden af usikkerhed, træthed, dårligt humør, manglende appetit eller trøstspisning. Man vågner klokken fire om morgenen og spekulerer, og man har svært ved at koncentrere sig.

Når man bliver alvorligt ramt af en familiekonflikt, kan det få betydning for, hvordan man udfører sit arbejde, og hvordan man er i stand til at være sammen med venner, naboer, i fritidsaktiviteter med mere. Konflikter i familien berører andre end dem, man definerer som sin familie: forældre, børn, søskende, bedsteforældre, onkler, kusiner med mere.

Konflikter i en familie handler i vid udstrækning om, hvordan man evner at tilpasse sig hinanden, hvordan man taler med, til og om hinanden, hvor meget man skal og har lyst til at være sammen, og hvor meget plads der skal være til særinteresser. Hvis nogle familiemedlemmer har behov, der er i modstrid med de øvriges, opstår der gnidninger. Ord som jalousi, tillidsbrud og at være ”anderledes eller mærkelig” præger konflikterne.

Samtidig sker det ikke sjældent, at man ”arver” andre familiemedlemmers konflikter. Noget man ikke selv har oplevet, men har fået fortalt. Det kan endda være noget, der er hændt i en fjern fortid.

Det er hårdt at være part i en familiekonflikt, og samtidig er det flovt og skamfuldt, når man ikke kan finde ud af det sammen. Familien skal helst udadtil fremstå som velfungerende. Konflikter mellem kærester og ægtefæller, med og mellem børnene taler man helst ikke med andre om. Og de gamle, der ikke mere ser deres børnebørn, lider i stilhed.

Samtidig er der en tendens til, at andre mennesker trækker sig, når de fornemmer, at der er noget galt. I mange familier mangler man den funktionsknap, der skal trykkes på, når nogle i flokken har problemer. Hvis man ikke evner at støtte hinanden, kommer der sladder i krogene, og man opgiver at gøre noget i fællesskab. Konflikter isolerer mennesker, som derfor bliver overladt til at klare sig selv med risiko for alvorlige brud.

I enhver konflikt er der flere årsager, og det er helt umuligt at finde frem til, hvem der startede hvad. De stridende parter vil altid, uden undtagelse, fortælle deres egen version af sagen. Heller ikke den, der påtager sig hele ansvaret, er et sandhedsvidne. Ikke at man bevidst lyver, men fordi mennesker reagerer på en bestemt måde i konfliktfyldt farvand. Der sker tre ting: Man bliver selvcentreret, man bliver opslugt af situationen og man bliver opgivende.

Ens egne følelser kommer i centrum. Nogle beskriver, at de oplever en skræmmende mangel på evne til at være nærværende og empatisk selv i helt nære relationer.

Man ”glemmer”, at man samtidig ofte elsker eller har sympati for den, man er i konflikt med. Alt handler om, hvordan man selv har det, hvor vred og frustreret man er. Og hvor uretfærdigt man bliver behandlet.

Man kredser hele tiden om konflikten og bliver suget ned i et sort hul. Tankerne drejer om, hvad der er sket, og ikke mindst om, hvor umulig modparten er. Det man ikke taler med andre udenforstående, om, er der en tendens til, at man i stedet belaster de helt nære relationer med; al samtale ved middagsbordet handler om konflikten og modparten. Den konfliktramte har et stort behov for at blive forstået, og det kan resultere i at han skaber fjendebilleder. Modparten opfattes som årsag til konflikten, den, der er den skyldige, aggressoren.

Den konfliktramte ser ingen løsninger, intet er muligt, man har ”prøvet alt”. Man kan lige så godt give op, fordi modparten ikke vil noget som helst. Man har ingen forventninger om forståelse, fordi man ved, hvordan den anden er. Man udsender appeller til omgivelserne: ”Tænk, så sagde hun…og så blev jeg jo nødt til…det forstår du godt, ikke?”.

Omgivelserne vil helst ikke blande sig af frygt for at gøre det hele værre. Men hvis alle stikker halen mellem benene, kan parterne føle sig ladt i stikken, og der kan opstå bitterhed og vrede over at være blevet svigtet: ”Hvorfor var der ingen, der prøvede at hjælpe os, før det gik galt?”.

At blande sig på en konfliktnedtrappende måde er at tage ansvar for hinanden. Og der er tre gode håndgreb: Start med at lytte, stil derefter gode spørgsmål og slut af med at holde munden lukket, så du undgår at give dårlige råd. Den allerbedste hjælp er: Lyt. Den konfliktramte har brug for at fortælle. Han har mange og oftest modstridende følelser. Du skal ikke tage stilling, men brum som en bedstefar, sig ”tja” og ”javel” samtidig med at du læner dig tilbage og nikker. At blive lyttet til er for de fleste en stor hjælp til at få klarhed over egne følelser og tanker. Du behøver som hjælper kun at tilbyde dine ører. At lytte er ikke det samme som at give ret.

Som hjælper kan man, hvis man har mere energi, begynde at stille gode spørgsmål. Det leder til, at den konfliktramte kan begynde at ane løsningsmuligheder. Men her må man være opmærksom på, at han helst taler om, hvad modparten har gjort. Og man risikerer, at samtalen ender i sladder og fjendebilleder, så man bliver negativt påvirket og begynder at tage parti. Og måske komme til at sige ”Det skal du ikke finde dig i”. Den slags medhold leder til hævntanker, som vedligeholder eller optrapper konflikten. Her er det godt at vide, at sagen altid har to sider. Havde den anden siddet i stolen, ville historien have lydt helt anderledes.

For at undgå sladder og fjendebilleder kan man med fordel stille spørgsmål, der handler om den konfliktramte selv: ”Lad os snakke om, hvordan du har det.” Det fører samtalen væk fra modparten og over på, hvad personen selv har sagt og gjort. Det giver også klarhed over, hvor belastende konflikten er i hans dagligdag.

En ting, der ofte glemmes, er, hvordan konflikten påvirker omgivelserne. Et godt spørgsmål kan derfor være ”Hvad tror du, dine børn ville sige til det?”. Også spørgsmål om fremtiden kan være et wakeupcall: ”Hvordan vil situationen mon se ud for dig om et halvt år, hvis ikke konflikten løses?” eller ”Hvis den er løst?”.

Selv om konflikten umiddelbart kan se simpel ud, så er det bedst at afholde sig fra at komme med ”gode” råd. Man kan komme til at forværre situationen frem for at hjælpe. En indrømmelse, ”Jeg ved ikke, hvad du skal gøre”, er ærlig og oftest tilstrækkelig. Men sidder man alligevel inde med verdens bedste råd og ikke kan klare at holde det for sig selv, så kan man servere det på denne måde: ”Jeg har et fantastisk godt råd. Men jeg ved også, at du sikkert ikke kan bruge det til noget. Har du alligevel lyst til at høre det?”.

Man opdager straks, om det virkelig er det godt råd, hvis vedkommende siger ”Ja, det kan der være noget om.” Hvis rådet ikke duer, vil man formentlig få en reaktion noget i denne retning: ”Det vil slet ikke virke over for hende, hun har aldrig været…”. Og så begynder beretningen om modparten forfra.

At mærke, at familien holder sammen og støtter, så godt de kan, er en stor hjælp. At man ikke kun taler ansvarligt om de stridende, men også taler med dem. Med begge eller alle parter uden at vælge side. Først som sidst handler det om, at man bekymrer sig om hinanden og om fællesskabet.