Konfucius-renæssancen blomstrer i Kina

Den globale, nyliberale markedsøkonomi og den kulturelle frisættelse gør ligesom i Vesten voldsomme indhug i kineserens naturlige agtelse for overleverede værdier som for eksempel familien. Og Når præsident Hu i sine taler betoner værdien af det harmoniske samfund, er det Konfucius' idealer, der ligger bag, mener dagens kronikør

Når den kinesiske præsident Hu taler om værdien af det harmoniske samfund, er det ifølge dagens kronikør, Konfucius' idealer der er baggrunden.
Når den kinesiske præsident Hu taler om værdien af det harmoniske samfund, er det ifølge dagens kronikør, Konfucius' idealer der er baggrunden. . Foto: wikimediacommons.

"KONFUCIUS (551-479 f. Kr.) er for Kina, hvad vandet er for fisken," sagde kejser Taizong (627-650). Ligesom vi i Vesten har genlæst Platon og lagt fortolkningslag på fortolkningslag, er Konfucius blevet nyfortolket, revurderet, forkastet og kommet til ære og værdighed igen.

LÆS OGSÅ: Kinesiske normer kommer til at dominere verden

Hans indflydelse rækker langt ud over Kinas grænser til Japan, Korea, Taiwan, Singapore og Malaysia. I vores tid oprettes Konfucius-institutter overalt i verden, også i København Kinas svar på British Council og Alliance Francaise.

Konfucius var grundlaget for det kejserlige Kina, helt frem til Qing-dynastiets fald i 1911. Den periode, hvor Konfucius levede i Kina, fremstod tænkere og digtere, der skabte umistelige bidrag til verdens kulturarv.

I Kina ud over Konfucius Mencius og andre fortolkere af Den Vises Lære. I Indien Buddha. I Persien Zarathustra. I Grækenland Pythagoras, Sokrates, Platon og Aristoteles. I Israel en række profeter: Ezra, Nehemias, Malakias og Esajas. I dag undervises der igen i Konfucius overalt på gymnasier og universiteter i "Midtens Rige". Yu Dan udgav i 2009 en millionsællert, "Konfucius from the Heart. Ancient Wisdom for today's World". "De bliver revet væk," sagde boghandleren i den fem etager store boghandel i Nanning. Og en af verdens førende sociologer, Daniel Bell (1919-2011), skrev om "Kinas nye konfucianisme".

Filosoffen Jiang Qing taler om, at Konfucius' lære og samfundsidealer bør genindsættes som fundamentet under Kinas samfundsudvikling. Det kan ske ved et snuptag. Man kan blot skifte ordet "kommunist" ud med med "konfucius". Man så det ved åbningsceremonien for De Olympiske Lege i Beijing, da 3000 mænd klædt som Konfuciusdisciple råbte hans: "Friends have come from afar, how happy we are." (Venner er kommet langvejs fra, hvor er vi glade, red.).

South China Morning Post bragte i anledning af Chung Yeung-festivalen en artikel om konfucianske værdier. Den fortalte, hvordan man i Ningbo samledes i hundredvis klædt i gylden silke for at fejre Konfucius' to begreber ei (nåde, barmhjertighed) og xiao (sønlig kærlighed). "De ligger indvævet i vore traditioner og kultur, kilden til kinesisk omsorg og hengivenhed, værdier vi må leve op til," hedder det i artiklen. Og det fremhæves, at centralregeringen lægger vægt på traditionelle forestillinger for at opretholde "social harmoni". Hvad kulturrevolutionen slog i stykker for at forhindre indflydelsen fra gammel filosofi, er "nu, hvor de socialistiske dogmer er fejet væk, kommet til ære og værdighed".

Xiang Yunju, sekretær for Det kinesiske selskab for folkelitteratur og kunst, som fik centralregeringen med på idéen om festivalen i Ningbo, siger i artiklen om offentlighedens positive reaktion: "Vi har accepteret en masse fremmed kulturel indflydelse inden for den sidste tid, så vi har behov for at genoplive traditionel kinesisk kultur. Vi har disse traditioner, men de må moderniseres for at opleves relevante." Mange Kina-iagttagere citeres for samme oplevelse: Konfucius er på vej tilbage.

Der er opstået et etisk vakuum efter sammenbruddet af den kommunistiske ideologi. Noget skal fyldes i hullet. Nogen søger mod kristendommen, andre tilbage mod revitalisering af Konfucius, der repræsenterer et moralsk og filosofisk tankesæt, som tiltaler mange, fordi det er rundet af Kinas egen historie. Det er ikke som buddhismen og kristendommen kommet ude fra, og det står for noget centralt i Kinas kultur: høj arbejdsmoral, vægt på uddannelse, et hierarkisk system, meritokratiet "Du skal gøre dig fortjent til din position i familie og samfund" lov, orden og moralitet; og konfucianismen kan være med til at begrunde økonomisk vækst. Man skal være opmærksom på, at Konfucius næppe er forenelig med det liberale demokrati, som vi kender det fra Vesten, hvor det kun er flertallet, der bestemmer.

Men hvorvidt Konfucius har en kinamands chance, er omstridt. Vurderingerne af Konfucius og de traditionelle værdier er højst forskellige. Kan Konfucius forsyne det mere og mere individuelt tænkende og agerende Kina-menneske med en samfundsideologi, der kan slå til i en dynamisk samfundsudvikling? Sekulære filosoffer og kritiske samfundsdebattører spørger uroligt, om det ikke blot nok en gang er elitens forsøg på at legitimere autoritative, ikke gennemskuelige magtstrukturer, der kommer til at indebære underklassens fortsatte underkastelse.

Kapitalismen i form af den nyliberale markedsøkonomi og den kulturelle frisættelse gør voldsomme indhug i kineserens naturlige agtelse i forhold til overleverede værdier som for eksempel familien. Ligesom den jo også bryder Vestens tradition og værdigrundlag ned. Man taler om kulturkamp både i Vesten og Østen, men man ser hverken i Øst eller i Vest, at det er økonomismen, der opæder alt og fylder vore sind. Børskurser og varenoteringer er på i timevis på alle tv-kanaler, både i Hongkong og i Fastlandskina. Vi er besatte af en totalitær ideologi, der bryder alt ned i markedsøkonomismens navn.

Talsmænd for Konfucius forsøger som modvægt at understrege, at man i alt skal huske at efterleve Konfucius' fem forhold: mellem fyrste og minister, far og søn, mand og hustru, ældre og yngre broder og ven og ven. Disse forhold var for Konfucius af guddommelig oprindelse. De hørte med til dao, livsloven, og disse fem grundlæggende livsforhold afledtes de fem kardinaldyder, som Konfucius fremstiller som det, der binder hele samfundet sammen. Fortabes disse kardinaldyder, bryder det harmonisk samfund sammen.

Når præsident Hu i sine taler betoner værdien af det harmoniske samfund, er det Konfucius' idealer, der ligger bag. De fem kardinaldyder betegnes som: Det godgørende sindelag (ren), retfærdighed (yi), anstændighed (li), sikker dømmekraft (zhi) og ordholdenhed, troskab (xin).

Ethvert dynasti har føjet nye æresbevisninger og ærestitler til Konfucius' navn og minde. Det sidste kejserdynasti, Qing (1644-1911), som brød sammen med den borgerlige revolution, anført af Sun Yat-sen, Kinas første præsident i 1912, ophøjede i 1907 Konfucius til at være ligestillet med himmelen og jorden, det vil sige blandt de højeste i rækken af tilbedelsesværdige. I slutningen af 1800-tallet, da kejserdømmet var i opløsning, og landet hærgedes af lokale feudalherrers hære, blev der også gjort forsøg på at ophøje konfucianismen til statsreligion ud fra en drøm om at finde det faste bolværk indadtil og den smukke facade udadtil. Forsøget slog fejl. Mao gik fra 1949 til angreb mod det overtroiske, reaktionære, gamle Kina, som Konfucius kom til at stå som talsmand for, stærkest under kulturrevolutionen fra 1966 til 1976, hvor rødgardisterne hærgede og destruerede alt, hvad der mindede om den gamle verden. Konfucius stod specielt for skud, hans bøger blev brændt, statuer blev smadret, templer til hans ære blev nedbrændt. Uerstattelige værdier gik tabt. Møjsommeligt genopbygges konfucianske templer op nu overalt i landet. I mødet med den vestlige civilisation, markedsøkonomi, den materielle vækst og den frie informationsudveksling, ytringsfriheden, over nettet, understreges igen og igen behovet for en kulturel kinesisk renæssance. Konfucius får måske en ny chance, og konfucianismen har også bidraget til folkereligionen, som trives overalt.

Selv i metropolen Hongkong er hundredtusinder på gaden i forbindelse med månefesten i begyndelsen af oktober. Og spåmændene opsøges jævnligt. I et af de mange templer i Hongkong, der rummer både buddhisme, daoisme og konfucianisme, er der mere end 50 boder til spåmænd, spåkoner og sandsigere. Kina er materielt og åndeligt en byggeplads, hvor gammelt rives ned, men hvor gammelt og nyt også forenes på en ny måde. Både i fysisk og åndelig forstand bygger man pagoder oven på skyskrabere. Meget blandes sammen. Blandingen er uoverskuelig. Kina går sin egen vej.