Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Kong Salomons dom

KRONIK: Hvad er det, vi gør ved vore børn i skilsmissesager? Børn er kloge, og de ved godt, at det, de bliver bedt om, er at vælge mellem mor og far. Og det valg kan være frygteligt at skulle tage

DEN 14. JULI kunne man i Kristeligt Dagblad læse om den nye "Lov om forældreansvar", som blev vedtaget af samtlige partier i Foketinget den 10. maj.

Ordet er smukt. Forældreansvar, hvor man i sager om forældremyndighed kunne forledes til at tro, at der forhandledes om forældre-ejerskab. Derimod er jeg dybt foruroliget over understregningen af, at man i endnu højere grad vil trække børnene ind i samtaler og såkaldte børnepsykolgiske undersøgelser.

Jeg har kendt børn, der træt kaldte det daværende Overpræsidium for "torturcentret". Havde mareridt og voldsomme angstandfald over endnu en gang at skulle "tale" om mor og far. Børn elsker deres forældre. Også børn, der er incestofre, voldsofre og børn fra misbrugerhjem.

Jeg husker tydeligt en lyshåret, blåøjet dreng, hvis far åbenbart ustandseligt anmodede om udvidet samvær. Det var en solskinssommer. Jeg lå på stranden. Jeg har aldrig set ham siden. Jeg ved ikke, om hans far havde ret i, at han så sin søn for lidt. Han kan ikke have været ældre end otte år. Han talte som en resigneret, gammel mand. "Jeg kan ikke få dem til at lade være med, at jeg skal derind (Overpræsidiet). De siger, jeg skal tale frit. Nu har jeg fundet ud af at sidde og se træt ud derinde. De spørger og spørger. Hvordan skal jeg tale frit med en fremmed om min far?"

Omkring ham er der børn lidt ældre og yngre. En pige svarede:"Jeg synes næsten, det er værre, når der kommer en fremmed dame eller mand på besøg. Jeg ved, at han vil spørge mig ud om mor og far. Og vi skal være åh så fortrolige. Det hele ender med sådan en parrot, eller hvad det hedder, som de voksne skal rette sig efter. Jeg er på min tredje."

Hun lød som en kynisk kvinde op i 60'erne. Bortset fra, at ordet børnespykolgisk rapport var for svært for hende at sige, var der ikke meget at smile over i den børnesnak. Lige efter at hun havde sagt det, rendte hun ud i vandet. De andre fulgte efter. Jeg sad op og holdt øje med dem. Deres lege i vandet virkede voldsommere og deres råben ad hinanden mere fjendtligt, end ellers. I alle deres gammelkloge ord dirrede desperationen. De kom helskindet op af vandet. Pigen lagde sig og lukkede øjenene. Drengen tjattede til en fodbold.

HVAD ER DET, vi gør ved vore børn? Børn er kloge, og de ved godt, at det, de bliver bedt om, er at vælge mellem mor og far. Hvem vil de helst være mest sammen med? Der har været tale om, at børn helt ned til tre år også skal kunne trækkes ind i et undersøgelsesforløb. De tilsyneladende synske psykologer skal så aflæse dem.

Børn er ikke voksne. De får ved alle disse samtaler og undersøgelser også en magt, de ikke kan se igennem eller håndtere. Deres ord bliver udslagsgivende for, hvem der skal være bopælsforældre, som det hedder på nydansk. Deres udsagn bliver afgør-ende for, hvem de skal være mest sammen med, mor eller far. Eller den børnesagkyndiges fortolkning af, hvad der bliver sagt i en samtale på tre kvarter.

De fleste af os svarer på det, vi bliver spurgt om. Den voksne sagsbehandler får derved også en magt uden kong Salomons visdom. Hvad enten disse udvekslinger af ord foregår i "torturcentret" eller i hjemmet er børnene både magtesløse og magtfulde på en skræmmende og usund måde.

LOVEN, SOM træder i kraft den 1. oktober 2007, hedder Lov om forældreansvar. Hvor er den henne, når børnene skal trækkes endnu mere ind i afgørelserne om deres liv?

Det ser også godt ud, at der skal sættes endnu hårdere ind over for de mødre eller fædre, som forsøger at chikanere samværet med den anden forælder. Og hvordan gør man så det? Jo, spørg en hvilket som helst far eller mor, som har prøvet at klage over oplagt chikane. Endnu en gang bliver børnene i den ene eller anden sammenhæng underkastet en børnesagkyndigs vurdering. Alene ordet børnesagkyndig. Som om vi taler om varer eller maskiner, som man er sagkyndig i. Det gør ondt, når ens forældre bliver skilt, hvad enten man er 30 år, som jeg selv oplevede det, eller man er et barn.

Når man er 30 år, har man levet, har venner, måske børn selv. Og alligevel kaster det skygger ind over ens oplevelse af sin egen barndom. Og far og mor regner på en måde med, at man tager parti. Dog bliver man ikke slæbt til en samtale med en sagkyndig. Endnu har vi ikke opfundet ordet menneskesagkyndig.

Endvidere skal deleordninger være mere almindelige. Hvordan ville vi voksne, der er så heldige at have et hjem, have det, hvis vi hver anden uge eller hver 14. dag skulle pakke sammen og indtage vort andet hjem. Under alle omstændigheder kræver en sådan ordning et venskab og en nærhed geografisk mellem mor og far, at man skulle synes, at de stadig kunne være gift. Hvorfor er det i det mindste ikke de voksne, der skal flytte ud og ind?

Jeg er overbevist om, at der har været de bedste hensigter ved vedtagelsen af denne lov. Den virker blot så verdensfjern og gør os endnu mere individrettede. De voknes tid sammen med børnene afgøres ofte af, hvem der er bedst til at sælge sig selv som ansvarlig, moden, ærlig, varmhjertet og strukturet. De af os, der selv er blevet skilt, ved, at selv de mindst fjendtlige skilmisser river ens sjæl i stykker. Det er ikke det første år eller to efter en skilsmisse, at man er bedst til at fremstå sammenhængende.

For sagsbehandlerne, de børnesagkyndige, og i værste tilfælde diverse advokater handler det altid om de voksnes ret til børnene eller barnet. Ikke om ansvarlighed. Hertil vil et enigt Folketing mene, at de netop har vedtaget en ny lov med det tiltrækkende navn "Lov om forældreansvar". Den inde-bærer, at børnene i højere grad skal inddrages i beslutningerne, og så er vi tilbage ved de bedrøvede børn ved stranden. Eller de teenagere, der har opdaget magten ved deres ord over for de fremmede, der bestemmer og bruger, misbruger den for at opnå goder hos den forældre, de denne gang skal tale om. De har lært sig at blive hårde, fordi disse samtaler og undersøgelser har gjort så ondt og været så angstfyldte, at de giver igen. Det kan i værste fald føre til en livslang forfrossenhed i hjertet, som går videre til næste generation. Hvor er børnenes ret til en barndom blevet af?

HVORFOR ER DET ikke i langt højere grad og mere dybtgående de voksne, som skal underkaste sig undersøgelser? Kong Salomon skulle finde ud af, hvem et barn var født af. To kvinder påstod begge, at det var deres barn. Kong Salomon afgjorde, at barnet måtte hugges midt over, så de kunne få hver deres halvdel. Den ene kvinde gav øjeblikkelig slip. Hun ville hellere lade sit barn vokse op hos en anden kvinde, end at det døde. Vi befinder os historisk på et tidspunkt, hvor den eneste måde at klare alderdommen på var at have børn, der kunne forsørge og passe en.

Kong Salomon dømte, at barnet var født af den kvinde, der gav slip. Det var en vis "undersøgelse" af de voksne. Vi kunne lære meget af den.

Charlotte Strandgaard er forfatter. Kronikken er skrevet ud fra research-materiale til Charlotte Strandgaards nye roman, "Pandoras æske", der udkommer den 28. august, og handler om en skilsmisse for lang tid siden.