Prøv avisen
Kronik

Dan Jørgensen: Konkurrencestaten er en trussel mod vores lykke

Min egen lille og yderst uvidenskabelige undersøgelse stemmer godt overens med, hvad Institut for Lykkeforskning er nået frem til i deres forskning. Af en rundspørge foretaget i 2014 blandt turister og internationale studerende i Danmark fremgår det, at 7 ud af 10 kender til Danmarks position som verdens lykkeligste land, skriver Dan Jørgensen (S). Foto: Steen Brogaard

Dan Jørgensen, medlem af folketinget for socialdemokratiet

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Thorvald Stauning (S) sagde, at målet med politik bør være at skabe mest mulig lykke for flest mulige mennesker. I givet fald er velfærdssamfundet en stor succes. Danmark er kendt som verdens lykkeligste land. Det skal vi værne om, mener Dan Jørgensen (S)

Hvad har lykke med politik at gøre? Umiddelbart forbinder de fleste mennesker nok ikke lykke med politik. Det forstår jeg godt. For den umiddelbare lykkefølelse, som mennesker føler, handler oftest om noget andet: nære relationer, en smuk solnedgang, et godt måltid mad og så videre. Altså noget man oplever i momentet. Den form for lykke kalder forskerne affektiv lykke.

En anden form for lykke, som er mere interessant ud fra et politisk perspektiv, er den kognitivt evaluerede lykke. Det er den følelse, mennesker giver udtryk for, når de bliver bedt om at forholde sig overordnet til, hvor tilfredse de er med deres liv.

Her er danskerne sammenlignet med resten af verden et meget lykkeligt folkefærd. Det er den form for lykke, som FN hvert år måler i alle verdens lande, hvorefter de offentliggør resultaterne. Det svinger lidt, hvor Danmark placerer sig på listen. Men ofte er vi nummer ét, og vi er altid i toppen. Det har vakt stor opmærksomhed ude i verden.

Jeg går ofte tur på Kastellet i København, og her sker det næsten hver gang, at jeg bliver spurgt af turister, om jeg vil være behjælpelig med at tage et foto af dem i de smukke omgivelser. Det gør jeg gerne. I den senere tid har jeg så også benyttet lejligheden til at tale lidt med dem om Danmark og spurgt dem, hvad de egentlig ved om os danskere.

De svar, jeg har fået, har ikke overraskende været meget forskellige. ”Danskere er høje, smukke mennesker,” mente en amerikansk bedstemor fra Brooklyn. ”I spiser mærkelig mad,” fniste en japansk teenager. Min favorit var en lettere overrislet nordmand: ”Når man tænker på, hvor billige jeres øl er, er I overraskende ædru.”

Et svar fik jeg dog flere gange end noget andet: ”I er verdens lykkeligste folk.”

Min egen lille og yderst uvidenskabelige undersøgelse stemmer godt overens med, hvad Institut for Lykkeforskning er nået frem til i deres forskning. Af en rundspørge foretaget i 2014 blandt turister og internationale studerende i Danmark fremgår det, at 7 ud af 10 kender til Danmarks position som verdens lykkeligste land.

De fleste af de adspurgte har nok ikke selv konkluderet, at danskerne er lykkelige, ved at støde på os i Tivoli eller på en gåtur på Kastellet. I stedet må de have den viden med hjemmefra. De har næsten ikke kunnet undgå at støde på den i deres respektive lande.

Dækningen af Danmark som verdens lykkeligste land har været massiv. Artikler i store, ansete aviser såsom The Washington Post (”Why Are the Danes So Happy?”), The New York Times (”Denmark, Where Joy Is Always in Season”), The Guardian (”Copenhagen: the happy capital”) og India Times (”The Happiest Place In the World”) er blot få eksempler på den brede omtale, det høje danske lykkeniveau har fået i de senere år.

En af dem, der har studeret Danmark og danskernes lykke, er Dan Buettner, explorer, skribent på National Geographic og forfatter til bogen ”The Blue Zones of Happiness”. Dan Buettner har rejst kloden rundt for at undersøge, hvilke lande der har de lykkeligste befolkninger, og hvad det er, der gør dem lykkelige.

Dan Buettner indleder sin undersøgelse med at aflive en myte, nemlig den, at vi danskere skulle være lykkeligere end andre, simpelthen fordi vi har lavere forventninger til livet end andre. Den påstand er ikke velunderbygget, men bliver alligevel ofte fremført.

Faderen til tesen er Kaare Christensen fra Syddansk Universitet, der har sagt: ”Danskerne har lavere forventninger til det, der kan ske i deres liv, og er tilfredse, fordi vi derfor aldrig har oplevet den store skuffelse.”

Dan Buettner mener, at det forholder sig lige omvendt. Faktisk har danskerne utrolig høje forventninger til deres liv:

”Hver eneste dansker kan fra det øjeblik, de bliver født, forvente gratis sundhedsydelser, gratis uddannelse. Og når de begynder på universitetet, forventer de at blive betalt for at gå i skole. Hvis de har et barn, forventer de at få 10 måneders betalt forældreorlov, og de forventer en sikker pension resten af livet. Det er kæmpestore forventninger.”

Buettners konklusioner er i god tråd med den generelle konklusion i international lykkeforskning. Her konkluderes det nemlig igen og igen, at en universel velfærdsstat som den, vi har i de skandinaviske lande, i høj grad er med til at gøre mennesker lykkelige. Det skyldes, at disse samfundsmodeller bygger på tillid, tryghed, lighed og fællesskabsfølelse. Faktorer, der alle underbygger menneskers velfærds- og livskvalitet.

Et argument, der ofte fremføres fra borgerlig side i den offentlige debat i Danmark, er, at vi skal reformere velfærdssamfundet for at skabe bedre konkurrenceevne. De borgerlige har over en bred kam købt idéen om, at det danske samfund bør være en konkurrencestat.

Det kommer til udtryk, når de bestandigt råber op om behovet for arbejdsudbudsreformer, skattelettelser i toppen og nedskæringer i det offentlige. Menneskers velfærd og tryghed betyder mindre end den hellige konkurrence evne.

Begrebet "konkurrencestat" fik udbredelse i den danske debat, da professor Ove Kaj Pedersen i 2011 udkom med en bog om temaet. Professorens hovedpointe er, at verden grundlæggende har ændret sig siden 1990’erne. En epoke i verdenshistorien sluttede der, og en ny så dagens lys, som nødvendiggjorde et opgør med det gamle velfærdssamfund og udviklingen af en ny samfundsmodel: konkurrencestaten.

Som beskrivelse af en tendens er Ove Kaj Pedersens bog god. Han har helt ret i, at globaliseringen og den øgede internationale konkurrence stiller store krav til staten og dens institutioner. Der, hvor kæden hopper af, er, når professoren bliver normativ og forsøger at sætte en kurs for, hvordan man bedst agerer i sådan en verden.

Ove Kaj Pedersen mener, det er en positiv ting, at Danmark bliver en konkurrencestat, hvor vi i højere grad indretter os efter markedets principper og logikker.

Selvfølgelig har han og de borgerlige ret så langt, at der skal sættes krav til den offentlige sektor i Danmark. Den skal da bestemt følge med udviklingen, og den bliver selvsagt også påvirket og til tider presset af tendenserne i en global verdensøkonomi.

Men vores svar er ikke, at markedets logikker skal overtage den offentlige sektor. Svaret er i stedet at gøre den mere effektiv ved at satse på det, vi er gode til i Danmark: den høje tillid og sammenhængskraft, det høje uddannelsesniveau, vores evne til at arbejde sammen på tværs af erhvervsgrænser, institutioner og skel mellem privat og offentligt.

Værner vi ikke om den model, risikerer vi at undergrave de værdier, velfærdssamfundet bygger på. Det er muligt, at institutionerne vil bestå, men til hvad nytte? Velfærdssamfundet og dets mange institutioner er jo ikke målet i sig selv.

Som vi allerede lærte af Thorvald Stauning, bør målet med al politik være at gøre så mange mennesker som muligt lykkelige. Det gør konkurrencestaten ikke.