Konkurrencestaten - et spøgelse

Konkurrencestaten ses af mange som en verdensånd og tilmed en ond en af slagsen, og konkurrencestaten gøres dermed til den metafysiske årsag til den ene dårligdom efter den anden. Men der er ikke nogen, der ”dyrker” konkurrencestaten på den måde, og der er ikke nogen, der er ofre for et universelt spøgelse, mener dagens kronikør

Lars Qvortrup, ny rektor på Danmarks Biblioteksskole
Lars Qvortrup, ny rektor på Danmarks Biblioteksskole. Foto: Jakob Boserup / makwerk.

En af de vigtigste, mest stimulerende og indflydelsesrige samfundsvidenskabelige bøger i de seneste år er Ove Kaj Pedersens bog ”Konkurrencestaten”. Ligesom da Marx' ”Kapitalen” havde sin storhedstid i 1970'erne og 1980'erne, er der ikke ende på, hvor mange kritiske analyser, den har affødt og begrundet.

Nævn en samfundsmæssig dårligdom, og konkurrencestaten har været svaret. Det er Ove Kaj Pedersen tilsyneladende blevet træt af, for i et stort interview i Politiken den 28. november 2015 får disse mange konkurrencestatskritikere det glatte lag. De har ganske enkelt ikke sat sig ind i, hvad konkurrencestaten - uanset om der tænkes på bogen eller på den statsform, bogen analyserer - handler om, siger han.

Spørgsmålet er imidlertid, om ikke Ove Kaj Pedersen selv bærer i hvert fald noget af skylden. For at begrunde det må man skelne mellem det, man kunne kalde et hegeliansk og et rationalistisk greb i samfunds- og statsanalysen.

I Ove Kaj Pedersens bog finder man begge greb: Det hegelianske optræder allerede i starten, hvor han annoncerer, ”at der i begyndelsen af 1990'erne skete noget historisk: at en epoke i verdensøkonomiens historie sluttede, og at en anden begyndte”: Velfærdsstaten blev afløst af konkurrencestaten (side 11).

Det lyder som en genklang af salig Marx' og Engels' kommunistiske manifest, hvor det dog var et godt, og ikke et ondt spøgelse, der gik gennem verden: Kommunismens spøgelse. Og også Marx var jo praktiserende hegelianer.

Andre steder er analysen rationalistisk. Her analyseres konkurrencestaten som resultatet af et valg af styringsinstrumenter og strategier, som politiske og administrative aktører har foretaget som svar på ændrede rammebetingelser (en skærpet global konkurrence) og indre dysfunktioner (for eksempel en mangel på balance mellem borgernes rettigheds- og pligtetik).

Netop dette gjorde den på det tidspunkt 86-årige Erik Ib Schmidt i 1997, da han udgav bogen ”Red velfærdsstaten” med undertitlen ”Et debatoplæg”. Erik Ib Schmidt havde tilbragt hele sin karriere i de statslige institutioner, og han var fortsat usvækket skarp i sit ræsonnement.

HVORDAN FUNGERER DEN, velfærdsstaten?, startede han med at spørge. ”Der er stadig en tendens til, at økonomiske, sociale og kulturelle uligheder videreføres fra generation til generation,” konstaterede han. Den virkede med andre ord ikke efter hensigten.

Den var også bureaukratisk: ”Fra vugge til grav er den enkelte borger omgærdet af en uoverskuelig masse af sindrigt udtænkte forskrifter og påbud.” Og endelig var den dyr i drift: ”en erhvervsaktiv dansker må stort set aflevere mellem 45 og 70 procent af sin erhvervsindtægt til velfærdsstaten i form af skatter, moms og afgifter”. Velfærdsstaten er ikke effektiv og løser ikke de opgaver, den skal løse.

Men nej: Den står ikke over for en katastrofe eller et sammenbrud. ”Derimod har den behov for en ordentlig hovedrengøring” (side 25), og det var en sådan hovedrengøring, Erik Ib Schmidt leverede et forslag til.

Opskriften var simpel: Først skal vi enes om målet. Er vi enige om, at målet er den størst mulige sociale lighed, velfærd og tryghed? Hvis vi er enige om det, må vi identificere de virkemidler, der ikke fungerer efter hensigten, og lave dem om, uden at det går ud over det velfærdsstatslige mål.

Hvilke virkemidler skal vi lave om på? Også det havde Erik Ib Schmidt en række bud på. ”Når folk kan få noget gratis, virker det stærkt stimulerende på efterspørgslen” (side 140), konstaterede han usentimentalt. Derfor spurgte han: Kan man indføre prissætninger og individuel brugerbetaling, der balancerer efterspørgslen, uden at det på afgørende måde øger uligheden?

Og kan man gøre det på måder, så man fritager den enkelte offentlige ansatte fra at varetage en usynlig de facto-regulering? ”På sygehusområdet er det lægelige skøn eneafgørende” (side 141), skrev han for eksempel med tindrende klarsyn i forhold til politikere, der den dag i dag skyder prioriteringsansvaret fra sig, selvom ressourcerne indiskutabelt er mindre end de lægetekniske muligheder.

Tilsvarende sagde han om folkeskolen: ”På folkeskoleniveau har hensynet til ligestilling og social udjævning meget stor vægt i forhold til behovene for udvikling af den enkeltes personlige evner og talenter” (side 193). Så dels havde vi svært ved at differentiere undervisningen i tilstrækkelig grad.

Dels lykkedes det os ikke at udjævne den sociale arv. Ergo var det jo på den baggrund naturligt og fornuftigt med folkeskolereformen i 2013 som de to første hovedmål at sige, at folkeskolen skal udfordre alle elever, så de bliver så dygtige, de kan, og at den skal mindske betydningen af social baggrund i forhold til faglige resultater.

Den principielle konklusion er, at alt dette ikke repræsenterer et skift fra én tidsånd til en anden, men snarere er resultatet af det rationelt begrundede serviceeftersyn af velfærdsstaten, som Erik Ib Schmidt præsenterede i 1997.

En afgørende fordel ved at anskue udviklingen ud fra en rationalistisk tilgang er, at man antager, at der er truffet nogle politiske valg, som kan evalueres og diskuteres. Er det hensigtsmæssigt med en længere og mere varieret skoledag (og er den overhovedet mere varieret)?

Fungerer målbeskrivelserne, sådan som de er blevet operationaliseret i form af læringsmål med videre? Virker de inklusions- og andre eksperter, man har uddannet, på den forventede måde? Fungerer styrings- og udviklingsstrategierne, eller spænder de ben for hinanden? Alt det kan man undersøge og diskutere og eventuelt omgøre.

PROBLEMET ER, at de fleste i den offentlige debat har valgt det hegelianske greb: Konkurrencestaten er en verdensånd og tilmed en ond en af slagsen. Det fører til, at man omtaler inklusionseksperterne som ”estrupske gendarmer”, altså som viljesløse agenter, der er underlagt en universel styringslogik. Det indebærer, at konkurrencestaten gøres til den metafysiske årsag til den ene dårligdom efter den anden. ”Konkurrencestaten har erobret folkeskolen”, stod der i en overskrift i dagbladet Politiken den 31. august 2015.

”Konkurrencestaten skaber usympatiske mennesker”, hævdede Kristeligt Dagblad den 16. januar 2015. ”Danskerne piskes til at være konkurrencestatens fodsoldater”, påstod DR 2's ”Debatten” den 22. oktober 2015. Også modstrategierne bliver abstrakte: ”Red jeres børn ud af konkurrencestatens jerngreb”, lød overskriften på en kronik i dagbladet Politiken den 10. januar 2015.

Hvorfor sælger den hegelianske model så godt? For det første rummer den en intellektuel skønhed. Tænk at have fundet altings årsag! Tænk at kunne annoncere intet mindre end en ny epoke. For det andet appellerer den til folk med hang til konspirationsteorier og karaktermord.

Så kan man skrive kronikker i dagbladet Politiken om at ”Ekstremistiske forskere undergraver folkeskolen” (den 19. maj 2012), eller man kan under overskriften ”Konkurrencestaten har erobret folkeskolen” (den 31. august 2015) påstå, at der ”findes et netværk af mennesker, som dyrker konkurrencestaten og ser det som skolens fornemste opgave at uddanne soldater, der kan kæmpe for den”.

Heroverfor står den mere nøgterne tilgang, som siger, at hvis der er problemer med velfærdsstaten, eller hvis folkeskolen taber mere end ti procent, så de ikke kan gennemføre en ungdomsuddannelse, må man gennemføre reformer.

Disse reformer skal naturligvis diskuteres: Var det de rigtige virkemidler? Virker de efter hensigten? Skal de justeres? Denne måde at anskue sagen på er unægtelig ikke så dramaturgisk effektfuld, og den giver hverken anledning til konspirationsforestillinger eller karaktermord.

Der er ikke nogen, der ”dyrker” konkurrencestaten. Der er ikke nogen, der er ofre for et universelt spøgelse. Vi er praktiske aktører, der lader meninger bryde. Vi diskuterer formål, mål og midler. Vi udøver kort sagt vores dømmekraft som borgere - i forvaltning, politik og offentlighed.

Lars Qvortrup er professor ved institut for læring og filosofi på Aalborg Universitet