Konservatisme har erstattet kulturradikalisme

Mads Holger, Ida Auken og Jon Stewart fortæller om deres forhold til Søren

Mads Holger er bachelor i teologi, forfatter og folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti. Foto: Thomas Lekfeldt / Scanpix Denmark

Konservatisme har erstattet kulturradikalisme

Der findes masser af historiske eksempler på, at ideologiske tanker og kulturelle strømninger opstår i anden sektions kulturspalter for derefter at vente længe, før de pludselig også omsættes i den politiske og nyhedsorienterede første sektion. Noget sådant er ved at ske med konservatismen, uden at partiet af sammen navn har nydt godt af udviklingen

GENNEM DE SENESTE MANGE ÅR har vi oplevet en gradvis forandring i dansk åndsliv mod et mere konservativt sindelag, og denne er tiltaget voldsomt i hastighed gennem det seneste år. Senest kan vi nu erfare, hvorledes disse underliggende forskydninger langt om længe også er ved at kunne aflæses i det politiske Danmark. ---- Der findes masser af historiske eksempler på, at ideologiske tanker samt kulturelle og kunstneriske strømninger i abstrakt såvel som konkret forstand opstår i anden sektions kulturspalter for derefter at vente længe, før de pludselig også omsættes i den politiske og nyhedsorienterede første sektion.

Et glimrende eksempel på disse forsinkelser er ungdomsoprøret i slutningen af 1960’erne, der fra 1968 fulgtes af efterkrigstidens længst siddende borgerlige regering under Hilmar Baunsgaard (R). Få år efter oplevede vi et jordskredsvalg, der sendte Glistrups Fremskridtsparti i Folketinget med hele 28 mandater, og hertil kom Erhard Jakobsens Centrumdemokraterne som en tilsvarende debutant med 14 mandater.

Halverede man atter dette, dukkede også Kristeligt Folkeparti op med syv mandater. Med andre ord kunne det nok være, at vi med ungdomsoprøret havde oplevet en af de mest gennemgribende omvæltninger kulturelt, men hr. og fru Danmark ville som aldrig før have en trækprocent på nul, marcipanbrød, privatbilisme og moralsk oprustning.

Det ville med andre ord være tåbeligt at negligere betydningen af ungdoms oprøret som Danmarks mest gennem gribende samfundsforandring i nyere tid, hvilket har præget os enormt på felter som undervisningspolitik, ligestilling, justitspolitik og meget mere.

Eksemplet tjener til at illustrere, hvorledes kulturelle strømninger med en vis forsinkelse lader til at sætte sig igennem i den konkrete og politiske virkelighed med stor eftertrykkelighed, men dog også ofte tilsvarende stor forsinkelse. 

Ungdomsoprøret blev med rette hævdet at være et lille, elitært, akademisk og urbant fænomen, der kun udlevedes for og af en lille og i øvrigt privilegeret gruppe. Lærlingen i Hobro eller brugsuddeleren i Middelfart oplevede til at begynde med absolut ingen forandring som konsekvens af optøjerne på Københavns Universitet, demonstrationerne mod Robert McNamaras besøg hos Verdensbanken eller Christianias besættelse. De hørte stadig Ulla Pia og tog måske en uge med Spies til Mallorca.
Alligevel gik der ikke mange år, før lærlingen havde langt hår, og brugsuddeleren satte publikationer med frække damer på hylderne i butikken.

Eksemplerne er mange. Borgerligt tænkende meningsdannere har i ganske gennemgribende grad erobret opinionen på avisernes debatsider og lignende steder, mens kulturradikale og venstreorienterede kredse ser måbende og førtidspensioneret til med vantro.
Også i den kunstneriske sfære opleves denne udvikling. Kulturelle ”whistleblowers” har med stor gennemslagskraft peget fingre ad eget ophavs hykleri og ensporede sammensætning. Det gælder folk som forfatterne Martin Kongstad og Kristian Ditlev Jensen samt dramatikeren Hassan Preisler med mange flere, der i de seneste år har foretaget en delvis bortdrejning fra det kulturradikale sindelag, som tidligere dikterede og dominerede dansk kulturliv i ensom majestæt og ensomt monopol. Ganske som ungdomsoprøret sætter den konservative erstatning sig i høj grad igennem blandt studerende, urbane og unge.

Med statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) nytårstale blev givet et glimrende eksempel herpå. Her præsenterede hun sit nye motto, ”Det Danmark du kender”, samt dertil hørende politiske budskaber. Det var et særsyn, fordi både tanker og slogan er udtryk for en udtalt konservatisme.

Her er et slogan og budskaber, der ikke søger at overbevise befolkningen om at være progressiv og have fremtidsorienterede visioner. Det er derimod et ekstremt stærkt defensivt og ikke blot konservativt, men decideret konserverende budskab, som selvsagt er nøje sammensat for at tilfredsstille den konservative strømning i befolkningen.

Der er lang afstand i både tid, retorik og tænkning til den unge polit Jens Otto Krag (S), der på vegne af Hans Hedtoft (S) udtænkte valgmanifestet ”Fremtidens Danmark” i 1945. Man kan naturligvis spekulere i, at ”Det Danmark du kender”-parolen også er sammensat for at vinde noget af det tabte til Dansk Folkeparti tilbage. Det lyder mildest talt plausibelt, for netop Dansk Folkeparti har i den grad forstået at lukrere på den konservative og nationale strømning i samfundet, hvilket resten af Folketingets partier nu søger at eftergøre med variabel succes.

Venstre har med Inger Støjberg i spidsen lanceret en stram udlændingepolitik; det samme har med visse nuanceforskelle Det Konservative Folkeparti, og sågar den radikale partitop med Morten Østergaard i spidsen har forsøgt sig lidt med noget lignende, som for år tilbage ville have været utænkeligt at forestille sig fra den side (det lader det i øvrigt til stadigt at være for en del af det radikale bagland). Sagen gælder imidlertid langtfra kun indvandringspolitik. 

Desværre for Det Konservative Folkeparti må man gennem de seneste års udvikling konstatere, at udviklingen absurd nok ikke har gavnet partiets vælgertilslutning, mens næsten alle andre partier har haft stor fremgang ved netop at spille på disse konservative synspunkter.

Derfor er der ikke meget at glæde sig over som partipolitisk konservativ, mens det er særdeles opløftende at være ideologisk konservativ eller kulturkonservativ. Udgangen på det hele (kunne man efter præference frygte eller håbe) kan blive, at operationen gik godt, men lægen døde, idet lægen forstås som Det Konservative Folkeparti. Så slemt tror jeg dog gudskelov ikke, at det går, men under alle omstændigheder vil man som konservativt sindet begejstres over ånds- og samfundsudviklingen.

Begrebet konservativ har som bekendt både en konkret politisk og en mere bred betydning. Eksempelvis kan man med rette høre, at fagbevægelsen har haft problemer grundet en alt for konservativ tilgang til samfundsudviklingen, hvilken jo ingenlunde betyder, at fagbevægelsen rent politisk er konservativ, snarere tværtimod.

Vi kender også det faste udtryk et konservativt skøn, som jo heller ikke knytter an til det politiske. Sproget giver derfor anledning til forvirring, fordi udtrykkets begrebsmæssige anvendelser ofte er sammenfaldende, men ikke identiske.

I en partipolitisk sammenhæng har dette betydet, at man har haft en lidt konservativ (forsigtig og traditionel) habitus i Det Konservative Folkeparti. Når derfor tidsåndens metronom nu svinger tilbage mod en mere traditionel livsanskuelse og retter sig bort fra den kulturradikalisme, som har præget os alle i en menneskealder, så er man i Det Konservative Folkeparti forsigtig (konservativ), langsommelig og forbeholden med at følge med.

Man er jo helt tilbage fra Edmund Burkes tid ikke revolutionært anlagt. Det revolutionære er ikke foreneligt med konservatismen, end ikke når der er tale om en konservativ revolution. Det skulle jo nødigt blive for vovet, anløbent eller dristigt.

Derfor klapper man lige hesten og lægger ikke for stor afstand til det kulturradikale, for denne nu i dag reaktionære (ja, sproget giver rig anledning til forvirring her) tænkning er jo dog den, vi overalt i samfundet plejede at støtte os til.

Og ”Plejer” er ikke død, han er skam en forbeholden konservativ kernevælger, hvorfor partiet har haft vanskeligt ved at følge med samfundsudviklingen, gennemføre generationsskifte og lukrere på de ellers bestemt gunstige forhold hertil. Selv når der serveres den største og mest saftige konservative bøf, har man insisteret på lige at spise brød til.
 
Mads Holger er bachelor i teologi, forfatter og folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti