Konservativ tænkning - dengang og i dag

På mandag fejrer Det Konservative Folkeparti sin 100-årsfødselsdag. Som så mange andre 100-årige er partiet lettere åndssvækket af sin alder. Det giver sig blandt partiets medlemmer udtryk i en alt for svag historisk bevidsthed. Men netop denne svaghed kan vendes til styrke

Konservativ tænkning - dengang og i dag
Foto: ROGVI JOHANSEN FOTO/MEDIE.

Det Konservative Folkeparti fylder 100 år, og som de fleste, der når den alder, føler partiet dødens ånde i nakken. Under alle omstændigheder er partiet fra en uhildet betragtning en skygge af sig selv. Vælgerne er flygtet i enhver tænkelig retning, medlemmerne har meldt sig ud eller er slet og ret døde, og den intellektuelle tyngde er forsvundet fra partiet, der engang havde ry for at være et professorparti. Det er nok for meget at sige, at forstanden er røget, men som hos mange andre 100-årige gør en grad af åndssvækkelse sig utvivlsomt gældende.

Nu er der næppe mange, der tror, at professorale spidsfindigheder og samfundsbetragtninger sælger billetter i sig selv, endsige at partiet kan bygge sin fremgang på lektorsegmentet. Men sagen er, at uden folk, der tænker alvorligt over sagerne, folk, som er i stand til at formulere visioner og fortællinger, der skaber og opretholder en ideologisk identitet, står et parti alvorligt svækket.

Hvorfor? Fordi ideologisk tænkning er forudsætningen for, at et parti kan afdække relevante problemer, identificere relevante løsninger og knytte disse bestræbelser til partiets identitet. Uden en fortælling, der kan indramme fællesskabet, opløses det i almindelig forvirring.

Kritikken af den konservative åndssvækkelse har ofte nok været fremført. Eksempelvis af retshistorikeren Ditlev Tamm, der for en del år siden skrev en konservativ partihistorie, som partiet efterfølgende udviste enhver mangel på interesse for. Og sidste sommer havde den tidligere konservative folketingskandidat Mads Holger en hel programserie på Radio24syv, hvor en mængde konservative stemmer - inklusive eders ringhed - pegede på dette problem.

Senest er kritikken ovenikøbet blevet rejst af partiets folketingskandidat Nikolaj Bøgh i pressen den 12. februar. At netop Nikolaj Bøgh som et af partiets håb fremfører denne kritik, er interessant. Ikke alene er Bøgh forfatter til en anmelderrost dobbeltbiografi om Aksel og Poul Møller, hvis monumentale skikkelser gestaltede den partikonservative tradition fra mellemkrigstiden og op til 1970'erne, men Bøgh er også arvtager til Per Stig Møllers prestigefyldte folketingskreds på Frederiksberg. Således kan man sige, at Bøghs kritik udtrykker en trængt intellektuel konservativ position i Det Konservative Folkeparti. Erkendelsen af, at noget er galt, synes altså at være trængt igennem partihinden.

Man kan indvende, at det er sådan, at meget kritik rejses for kritikkens egen skyld. Man gør sig jo interessant, når man kritiserer. Og Det Konservative Folkeparti tiltrækker folk, der gerne vil kritisere, fordi det simpelthen er så nemt. Derfor er der også meget destruktiv kritik af det gamle parti. Jeg kender da også mange konservative, der er blevet døve over for enhver kritik, fordi de ikke kan skille den slags destruktiv kritik fra den konstruktive.

Man forstår det godt. Det er nu engang hverken særligt sympatisk eller særligt konstruktivt at sparke til nogen, der ligger ned, bare fordi man kan, og da slet ikke, når det drejer sig om en forsvarsløs og åndssvækket 100-årig. Men medmindre partiloyalisternes egentlige ønske er at give en gammel kærlighed en rolig begravelse, gør de klogt i at huske på, at konstruktiv kritik ikke blot er nyttigt, men også nødvendigt.

I dette tilfælde kan kritikken her i jubilæumsåret tjene det formål at minde Det Konservative Folkeparti om, hvilken arv det egentlig bærer rundt på.

Det er en af konservatismens grundantagelser, at tradition og historie er af afgørende betydning. Hvorfor? Ikke fordi vi skal henslæbe vores dage med at tørre støv af gamle buster, men fordi tradition og historie rummer et reservoir af levet liv, af viden og visdom, der kun gøres tilgængelig, når man sætter sig i forbindelse med traditionen og opfatter historien som en autoriet, der har noget at sige til en.

Dette er en opbyggelig tanke i konservatismens tankegods, men ikke en, som De Konservative selv efterlever. Det er i hvert fald min personlige erfaring, at de fleste konservative mangler både basal forståelse og interesse for deres egen historie, ligesom mange konservatives fladbundede pragmatisme forhindrer dem i at opfatte historien som autoritet i det hele taget.

Det er ærgerligt, for der er faktisk meget at komme efter. Forstod De Konservative det, ville 100 års historie og tradition ikke længere være en byrde, men et skatkammer. Alderen ville være foryngende i sig selv. At beskæftige sig med fortiden betyder ikke, at man hænger fast i en for længst overstået virkelighed, men er en mulighed for at få et svar på, hvad en moderne konservatisme egentlig handler om.

100-årsjubilæet kunne være en god lejlighed til at kigge tilbage mod begyndelsen og suge næring af dette møde. Hvad ville man finde, hvis man søgte der? Jeg tror én meget væsentlig ting: Den ene konservative efter den anden, for eksempel partiets første ideolog, Arnold Fraenkel, har nemlig peget på, at historien er en risikabel proces. Det kan godt være, at vi som mennesker er dømt til at leve under den evige udviklings lov, og det kan endda være, at dette på sin vis er godt. Men udvikling er ikke altid fremskridt, og fremskridt betyder ikke altid bedring for alle.

Hvis fremskridtets vinde blæser stærkt nok til, at samfundsskibet kan bryde kraftfuldt gennem historiens bølger, så blæser de jo samtidig stærkt nok til at skubbe så vel kaptajn som besætning og passagerer ud over rælingen med druknedøden til følge.

Løsningen - for den konservative så vel som for ethvert fornuftigt menneske - er i sådan en situation hverken at danse vildt, utøjlet og begejstret på dækket i bar beundring over vindens styrke, mens stormen kaster skibet snart til den ene, snart til den anden side. Så går skibet snart ned med mus og mand. Men løsningen er selvsagt heller ikke at gemme sig under dækket og drømme om blikstille vand. Det forsvinder bølgerne ikke af.

Men hvad så? Konservatismens svar er ansvar. Historisk set betød stiftelsen af Det Konservative Folkeparti ud af det gamle Højre en bevægelse væk fra et politisk fokus på samfundselitens politiske privilegier som konservativ garanti imod en hasarderet udvikling.

I stedet skulle konservativ politik være udtryk for et ansvar over for middelstandsmennesket, som ifølge partiets ideologiske fædre var truet på sin eksistens. Den moderne konservatismes fædre forstod nemlig, at en selvbevidst, økonomisk tryg og opadstræbende middelstand var den afgørende forudsætning for det borgerlige samfunds beståen.

I årene efter Anden Verdenskrig og frem til globaliseringen tog fart, trådte middelstandspolitikken i baggrunden, fordi middelstanden havde det strålende, blev mere velstående og opslugte det meste af den ellers politisk farlige arbejderklasse. Samfundet kom i disse år til at hvile på en stærk middelklassekonsensus.

I dag er situationen hastigt på vej til at blive en anden. Årsagen er globaliseringen. For mens den skaber velstand for mange, truer den dele af middelstanden, hvis jobsikkerhed og økonomiske tryghed udfordres i hele den vestlige verden. Og masseindvandringen, som er en følge af globaliseringen, og som nu er accelereret helt ud af kontrol, bidrager yderligere til at svække den udbredte middelstandskonsensus og politiske sammenhængskraft.

For en del mennesker i den lavere del af middelklassen er troen på fremskridtets selvfølgelighed brudt sammen og afgrunden atter synlig. Hvad en eroderende middelklasse vil betyde for samfundets politiske stabilitet, behøver man ikke gætte længe om. Historien viser det. Skibet sejler ufortrødent videre. Der er stadig fest på dækket. Men forude venter skæret.

Her er en udfordring for ethvert parti, der kalder sig konservativt, ja, ethvert parti, der har interesse i et enestående stabilt, trygt og velstående samfunds videreførelse.

Christian Egander Skov er redaktør af årsskriftet Critique og ph.d. i historie.