SAMTALEN ER AKAVET og tidstypisk, da Danmarks astronaut, Andreas Mogensen, mødes med Danmarks bedst kendte fladjordsfortaler, Ole Lochmann, i et morgenprogram på Radio24syv sidste år. Ole Lochmann er overbevist om, at Jorden er flad, og han bruger gerne konspirationsteorier til at modbevise argumenter om det modsatte.
Andreas Mogensen ved, at Jorden er rund. Han har selv fløjet rundt om den mange gange med Den Internationale Rumstation. Løgn, svarer Ole Lochmann, rumstationen findes overhovedet ikke. Andreas Mogensen arbejder sammen med dem, der har iscenesat de falske rumrejser med brug af filmtrick.
Andreas Mogensen har hørt det hele før og konstaterer køligt, at der altid har været folk med tossede idéer. Han tilføjer, at internettet har gjort det langt nemmere at finde sammen om tossede idéer, og advarer, at det kan være direkte samfundsskadeligt.
Når folk ikke længere lytter til videnskaben og eksperterne, er det nemlig ikke længere bare en tosset idé at tro på, at Jorden er flad, og at der er en konspiration i verden, der bevidst modarbejder den idé. Så kan det give grobund for ubegrundet tvivl om andre emner, som for eksempel vaccine til børn. Og så bliver tossede idéer pludselig livsfarlige og undergravende.
MED SIN ADVARSEL peger Andreas Mogensen på en grundlæggende, ofte uudtalt, arbejdsdeling eller repræsentation i et moderne samfund. Vi ved alle sammen godt, at vi lever i et repræsentativt demokrati, hvor den politiske beslutningskraft er uddelegeret til de folkevalgte. Til gengæld har vi som borgere rettigheder og friheder som for eksempel forsamlings- og ytringsfrihed. Derudover er der en anden type af repræsentation, som ikke er politisk og derfor ikke nedskrevet i Grundloven eller andre steder. Det er den, som Andreas Mogensen har i tankerne, og den gælder repræsentation af viden.
Fordi vidensrepræsentation ikke har samme opmærksomhed som den politiske, er den langt mere skrøbelig. Den er til stede i mange demokratiske beslutningsprocesser, hvor viden og ekspertise bliver inddraget som en naturlig del af beslutningsgrundlaget. Men viden og ekspertise har tendens til at blive usynlige eller set ned på, fordi de ikke er en formel del af demokratiet. Måske er det på tide, at vi skriver viden og ekspertise ind i Grundloven.
Et moderne samfund er bygget på kompleks teknologi, der kræver solid faglighed. Som borgere har vi delegeret beslutningskraft vedrørende en række centrale fagområder til eksperterne. De er vores repræsentanter, når det gælder fagkundskab. De er vores vidensrepræsentanter, og de er mindst lige så vigtige for et velfungerende demokrati som de, der repræsenterer os politisk.
I modsætning til medlemmer af Folketinget, by- og regionsråd er eksperterne ikke folkevalgte, heldigvis. Hvem kunne forestille sig et fornuftigt resultat af en folkeafstemning om, hvordan rumraketter skal laves? I fagkundskabens verden er det viden og ekspertise, og ikke politiske holdninger, der udgør mandatet. Uddannelsessystemet fungerer som en udvælgelsesprocedure.
Når vi sætter os ind i en bil og kører, gør vi det ud fra en tiltro til, at den virker og ikke bryder sammen under os. Og bilen virker, fordi den moderne bilteknologi er et resultat af en lang og indviklet udviklingsproces, hvor tusindvis af eksperter gennem historien har gjort deres ypperste for at lave en rimelig sikker bil til os. Når vi lader vores børn gennemgå børnevaccinationsprogrammet, gør vi det ud fra en tiltro til den medicinske ekspertise, der fortæller os, at stikkene gør godt for dem på længere sigt. Også her har tusindvis af eksperter bidraget til en rimelig sikker vaccine.
LANGT DE FLESTE ved ikke ret meget om biler eller vacciner. Heller ikke jeg. Men jeg stoler på, at de ekspertsystemer, som er bygget op til at lave biler og vacciner, er med til at sikre, at teknologierne virker. På samme måde stoler jeg på, at det parlamentariske system er med til at sikre, at der bliver lavet politik. Det er ikke altid, jeg er enig i den førte politik, ligesom jeg godt kunne have ønsket mig andre og bedre teknologier. Det er dog trods alt i begge sammenhænge den mindst ringe løsning, vi har. Når vi kører bil eller lader vores børn vaccinere, udviser vi det modsatte af konspirationsteori. Vi lever langt det meste af vores liv efter en tillidsteori, hvor vi udviser tillid til ekspertsystemerne og hele tiden afstemmer vores tillid i forhold til, hvor godt teknologierne virker.
Tillidsteorien er langt mere udbredt end konspirationsteorierne. Når man spørger danskerne i meningsundersøgelser, hvem de har tillid til, er det typisk eksperter og fagfolk, der ligger øverst. Ekspertsystemerne er lige så grundlæggende for et moderne samfund, som de demokratiske systemer er det. Eller rettere sagt: Demokratisk repræsentation og vidensrepræsentation er hinandens forudsætninger.
Demokratiet har brug for viden og teknologi som forudsætninger for den folkelige opbakning. Uden viden og teknologi ville langt de fleste af os ikke være i stand til at deltage i demokratiet på grund af fattigdom, sygdom og manglende kommunikationsmuligheder. Tilsvarende vil ekspertsystemerne bryde sammen uden demokratiets evne til debat, inddragelse og medbestemmelse. Uden demokrati degenererer ekspertsystemer hurtigt i teknokrati og magtarrogance.
Det er svært at forestille sig et velfungerende demokrati uden supplerende viden og ekspertise vedrørende alle faglige problemstillinger, og omvendt. Et stærkt demokrati fungerer i tæt samspil med viden og ekspertise. Der er ikke et godt ord for dette samspil, men vi kunne jo kalde det for teknodemokratiet.
VI VED, at teknodemokratiet virker, for det har været med til at skabe et næsten ufatteligt fremskridt i løbet af de seneste 250 år siden begyndelsen af den industrielle revolution. Den afdøde svenske statistiker Hans Rosling viste med sine illustrationer af verdensdata, at der i denne periode er sket en voldsom vækst på afgørende parametre som forventet levetid og gennemsnitlig indkomst. Fremskridtet finder man i stort set alle verdens lande, så det er ikke udelukkende teknodemokratiets fortjeneste. Det er dog de lande, der har et godt og velfungerende teknodemokrati, der har klaret sig bedst.
Teknodemokratiet er en fortløbende proces. Mange problemstillinger lader sig sjældent afgrænse til det, som eksperterne ved. Uanset hvor mange og gode eksperter vi sætter til at undersøge komplekse forhold om for eksempel transport eller sundhed, vil der være uafklarede spørgsmål, som kræver flere undersøgelser. Der kan også være brug for at inddrage borgere for at få stillet de mest relevante og påtrængende spørgsmål. Det er en form for direkte tekno- demokrati, hvor borgerne udfordrer og samarbejder med eksperterne.
TILBAGE TIL morgenstudiet i Radio24syv, hvor Andreas Mogensen er med på en Skype-forbindelse fra USA. Han og Ole Lochmann lever tilsyneladende i to forskellige verdener. De er dog overraskende enige om, at viden og ekspertise definerer vores verdenssyn, og omvendt, at vores verdenssyn definerer vores viden og ekspertise. Teknodemokratiet er defineret af det verdenssyn, som ønsker en stærk og holdbar forbindelse mellem demokrati og teknologi. Her skal der være plads til debat og bekymring på et sagligt grundlag, for det er både tillidsskabende og vidensfremmende. Jorden er rund, og det ønsker vi også, at teknodemokratiet skal være.