Prøv avisen
Historie

Konstantinopel modstod erobringsforsøg i 800 år

Den 29. maj 1453 erobrede osmannerne Konstantinopel anført af den enogtyveårige sultan Mehmet II. Foto: Pixabay.

Mange europæere ved, at Istanbul, Europas kulturhovedstad i 2010, i 1453 blev erobret af muslimske osmannere. Men det er ukendt for de fleste, at Konstantinopel, som hovedstaden i det kristne Byzans hed, i de foregående 800 år gentagne gange var udsat for muslimske erobringsforsøg, før den blev til Istanbul

Hadither, nedskrevneberetninger om profetens gøren og laden, fortæller, at Muhammed ville udbrede islam til Byzans. I et brev, der citeres i flere hadither, opfordrede Muhammed Heraklius, kejseren over Byzans, til at blive muslim: "Jeg opfordrer dig til at omfavne islam. Omfavn islam, og du vil blive frelst (fra Allahs straf); omfavn islam, og Allah vil give dig en dobbel belønning; men hvis du afviser dette, vil du være ansvarlig for alle menneskers synd i dit kongerige."

Ifølge en anden hadith sagde Muhammed engang: "En dag vil Konstantinopel endelig blive erobret. Den emir (fyrste) er god, og den hær er god, som vil udføre dette."

Af en tredje hadith fremgår, at profeten havde fortalt en kvinde, at de første jihadister, hellige krigere, der iværksatte et flådetogt mod Konstantinopel, ville blive belønnet med paradis. Han skulle have tilføjet, at den første muslimske hær, der invaderede Cæsars by – Muhammed kendte åbenbart ikke forskel på Rom og Konstatinopel – skulle tilgives sine synder.

Ifølge en fjerde hadith havde Muhammed udtalt, at en tredjedel af muslimerne i striden med romerne ville blive besejret (hvilket Gud aldrig ville tilgive), en tredjedel ville blive dræbt (hvilket ville gøre dem til de bedste martyrer), en tredjedel ville sejre og erobre Konstantinopel.

Muslimernes første erobringsforsøg på Konstantinopel

Muslimerne forsøgte første gang at indtage Konstantinopel i år 653. Uthman, den tredje kalif, sendte Muawiya, guvernøren over Syrien, i spidsen for en hær den lange vej over land til Konstantinopel, mens en flåde sejlede ud fra Tripoli i Libyen. Det kom til et slag mellem muslimernes og byzantinernes flåder. Slaget endte uden vinder, men muslimernes tab var så store, at de opgav erobringsforsøget.

Araberne forsøgte sig igen i 664, hvor Muawiya var blevet kalif. Han gjorde Walid til hærfører. Walid havde oprindelig kæmpet på Mekkas side mod Muhammed, men sluttede sig i 629 til Muhammeds sejrende muslimer. Walid forcerede den anatolske højslette, men vintervejr og et byzantinsk flådefremstød tvang ham til at stoppe op ved Pergamon i Vesttyrkiet, og han nåede aldrig til Konstantinopel.

I 668 iværksatte muslimerne deres mest ambitiøse fremstød mod Konstantinopel, som deres hær og flåde nåede i 670. I en række år blokerede arabernes flåde under kommando af Muawiyas søn Yazid om sommeren Konstantinopel fra Marmarahavet, mens den om vinteren "gik i hi" på sydsiden af Marmarahavet.

Efter otte års belejring af Konstantinopel gav muslimerne op, og Muawiya indgik en 40 år lang våbenhvile med Byzans. Mange af profetens ledsagere deltog i belejringen af Konstantinopel 670-678, iblandt dem Abu Ayyub al-Ansari, Muhammeds fanebærer. Han mistede livet under belejringen og blev begravet uden for Konstantinopels mure.

Kalif Suleiman beordrede i 716 et nyt angreb på romernes – araberne kaldte lige så tit byzantinerne romere eller grækere – hovedstad. Belært af tidligere fremstød udstyrede han hæren med forråd til den strenge vinter. Arabernes anden storstilede belejring af Konstantinopel begyndte i 717 med indsættelse af en styrke på 180.000 mand. Men efter bare et år opgav araberne belejringen, da skattestigninger udløst af udgifter til hær og flåde skabte utilfredshed i kalifatet. Belejringen af Konstantinopel 717-718 var arabernes sidste forsøg på at erobre Det Østromerske Riges hovedstad.

Osmannernes indtog i Konstantinopel

De muslimske osmannere var lige så opsatte på at erobre Konstantinopel, som de muslimske arabere havde været. Osmannerne forsøgte i tre omgange at indtage byen. Omkring år 1400 belejrede sultan Beyezid byen, men Konstantinopels flere meter tykke mure reddede den fra indtagelse. I 1421 anførte sultan Murad II en osmannisk ekspedition mod Konstantinopel, men med lige så ringe held som Beyezid.

Tredje gang var lykkens gang for tyrkerne, men sultan Mehmet II var også velforberedt. I 1453 kaldte han til jihad. Når han henvendte sig til sine soldater, kaldte han dem ghazis, Allahs krigere, og han opmuntrede dem med profetens forudsigelser om, at Konstantinopel en dag ville blive regeret af de troende.

Efter syv ugers belejring lykkedes det 29. maj 1453 osmannerne anført af den enogtyveårige sultan Mehmet II at indtage Konstantinopel. Byen blev offer for tre dages brutal plyndren, da en by, der ikke overgav sig til sine erobrere, men blev taget med storm, ifølge muslimsk lov ingen rettigheder havde.

Under de tre dages hærgen blev mange indbyggere dræbt, og talløse kvinder og drenge voldtaget. I breve pralede Mehmet af, at byens indbyggere var blevet "føde for ghazis'sværd og pile", og at hans hær ødelagde og plyndrede indbyggernes huse og stjal deres børn og unge for at gøre dem til slaver. 30.000 blev gjort til slaver og deporteret fra byen.

Konstantin XI Palæologos, Byzans'sidste kejser, døde under forsøget på at forsvare byens mure. Det fortælles, at Mehmet II lod kejserens hoved udstoppe og sendt det rundt til muslimske hoffer for at fryde dem med sin sejr.

Konstantinopel bliver til Islam-bol

Som sin første handling efter erobringen omdannede Mehmet Konstantinopel til en islamisk by. Han gav den højtideligt navnet "Islam-bol" – betyder "Islam findes i stor mængde" – som afspejler muslimernes flere århundreder lange forhåbning om at omdanne Konstantins by til en muslimsk by.

Den 30. maj, dagen efter erobringen, red sultanen op foran Hagia Sofia Kirken, hvor han sad af. Han samlede en håndfuld støv op, lod det falde over sin turban og fremsagde den muslimske trosbekendelse, "Der er ingen anden Gud end Allah, og Muhammed er hans profet." Kirken blev i det øjeblik en moské, og samme år blev den tilføjet fire høje minareter. I et brev skrev Mehmet, at hans hær "udrensede" præsterne og overtog kirkerne og "rensede disse steder for deres abeaffald og kristne urenhed."

Osmannerne mente at have fundet gravstederne for mange af profetens ledsagere, som var faldet under arabernes belejring af Konstantinopel 670-678.

Mehmet II gjorde den mest ansete af ledsagerne, profetens fanebærer Abu Ayyub al-Ansari, til Islambols skytshelgen. Han opførte i 1459 en moské ved Abu Ayyub al-Ansaris grav uden for Konstantinopels mure, og den er blevet et valfartssted for pilgrimme. Hagia Sofia, som osmannerne kaldte Aya Sofya, var i kristen tid udsmykket med marmorvægplader og mosaikker med kristne motiver. Osmannerne fjernede eller dækkede dem til, men de er i tiden efter 1935 – hvor moskéen blev museum for byzantinsk og osmannisk kunst – blevet restaureret eller afdækket.

Den mindre Chora Kirke blev ikke så hårdt ramt af forvandlingen til moské i 1511, hvor den kom til at hedde Kariye- moskéen. Under muslimernes fem daglige bønner trak man træportierer hen over kirkens mosaikker og freskoer, da islam ikke accepterer billeder af Gud eller anden figurativ udsmykning.

Selvom de kunstneriske forbindelser mellem Istanbul og Europa langt fra blev afbrudt efter 1453, kan man ikke lade være med at tænke på, at havde de erobrende muslimer ikke overmalet eller tildækket malerierne og mosaikkerne i kirkerne, så var byzantinsk kirkekunst måske blevet trukket ind i den vældige udvikling, billedkunsten gennemløb i Europa under renæssancen.

Teologen Martin Schwarz Lausten mener i en ny bog, at europæernes mistro til islam blev fostret i middelalderteologernes islamofobiske hjerner. Men beretninger om virkelige muslimers virkelige forsøg på at erobre Konstantinopel kan også have spillet ind.

Dagen efter erobringen af Konstantinopel, red sultanen op foran Hagia Sofia Kirken, hvor han sad af. Han samlede en håndfuld støv op, lod det falde over sin turban og fremsagde den muslimske trosbekendelse, og kirken blev i det øjeblik en moské. Siden 1935 har bygningen fungeret som et museum. Foto: Pixabay.