Prøv avisen
Kronik

Koranen har hentet sit indhold fra Bibelen

MOGENS M¬ULLER. 21/3.05 FOTO LEIF TUXEN

Fordi Koranens indhold i den grad er bibelsk, men desuden afspejler adskillige senere jødiske og kristne overleveringer omkring forståelsen af Bibelens fortællinger, er det ikke så overraskende, at Koranen eksisterede før Muhammed

Ifølge islamisk tradition fik profeten Muhammed Koranens suraer eller kapitler som åbenbaringer formidlet gennem englen Gabriel. Det er med andre ord helt samme model, som anvendes i Mosebøgerne, hvor det dog er Gud selv, der giver profeten Moses den lovgivning, som udgør store dele af Anden Mosebog til Femte Mosebog.

Først i senere tradition, sådan som den for eksempel optræder i Apostlenes Gerninger 7,38 og 7,53, skete det gennem en engel. Denne ændring indtrådte på et tidspunkt, hvor ”teologerne” ikke længere kunne forestille sig en sådan nærhed mellem Gud og Moses, som fortællingen om lovgivningen på Sinai ellers forudsætter. Og så skrev man ganske enkelt historien om.

For at understrege det underfulde skaber islamisk tradition desuden et billede af sin profet som analfabet. Det skal sikre, at han ikke selv har optrådt som ”forfatter”, men er et rent talerør. Det har ligeledes forbilleder i forståelsen af Bibelen. Her finder vi også en tradition for, at apostlene var jævne og ulærde mænd (Apostlenes Gerninger 4, 13). Sådan kunne både Albert Schweitzer og min fjerne forgænger i embedet Frederik Torm (1870-1953) i ramme alvor hævde, at de folk, der stod bag nedskrivningen af evangelierne, var ulærde mænd. Hvorfor? Jo, simpelthen for at sikre, at de ikke selv kunne have bidraget selvstændigt til udformningen af deres beretninger om Jesus.

I dag er man dog blevet langt mere bevidst om, at der står fire i høj grad formående forfattere bag vore fire evangelier. Deres teologiske evner og litterære kunnen kommer tydeligt for en dag i deres forskellige udformninger af Jesus-fortællingen. Og kun fundamentalisten vil ikke se, at de tilmed er blevet til det ene efter det andet, og således, at de senere har kendt og mere eller mindre radikalt omskrevet deres forgænger eller forgængere.

Således er Matthæusevangeliet en ny og efter sin forfatters mening uden tvivl stærkt forbedret udgave af Markusevangeliet. Forfatteren til Johannesevangeliet har åbenbart ment, at historien skulle skæres helt anderledes til, da han skabte sit skrift som et alternativ. Og endelig fortæller forfatteren til Lukasevangeliet selv, at han ikke var den første på banen, men til gengæld havde den rigtige rækkefølge af grundlæggelsesfortællingen, som han desuden udstrækker til at omfatte aposteltiden og derved overgangen til en kirke, der ikke længere er en del af jødedommen.

At man arbejdede sådan med religiøse overleveringer ved simpelthen at genskrive dem, er der mange eksempler på i både Det Gamle Testamente og den omfattende bibellignende litteratur, der fremkom i århundrederne omkring vor tidsregnings begyndelse. Og jeg har i en artikel fra 2010, ”Koranen som genskrevet Bibel” i et bind, redigeret af Jesper Høgenhaven og mig selv, ”Bibelske genskrivninger” (Forum for Bibelsk Eksegese 17; København: Museum Tusculanum), forsøgt at vise, at Koranen betragtet som helhed faktisk hører hjemme i denne genre.

Således var det i hvert fald for mig stærkt overraskende, da jeg læste Koranen første gang, hvor ”bibelsk” den er. Praktisk taget alle dens personer er bibelske, selvom de gennemgående er ”omskrevet”, så de bliver talsmænd for islam. Flere steder er det fortalte ligefrem vanskeligt begribeligt, hvis man ikke kender Bibelen.

Og én vigtig ting til: Flere steder afspejler Koranens genskrivninger traditioner om disse skikkelser, som vi kender fra senere jødiske overleveringer. Når for eksempel Abraham bliver skildret som en fanatiker, der gør op med sin fars afgudsdyrkelse, er det ikke et træk, vi kender fra Første Mosebog.

Men det dukker op allerede i en jødisk genskrivning af Første Mosebog fra omkring 200 f.Kr., nemlig den såkaldte Jubilæerbog, der findes i dansk oversættelse i ”De gammeltestamentlige Pseudepigrafer” (København: Bibelselskabet 2002). Og den eneste ”gerning”, som Koranen ved at fortælle om Jesus, er, at han ved Guds hjælp får en fugl, han har dannet af ler, til at flyve. En lignende historie kender vi fra det såkaldte Thomas’ Barndomsevangelium (dansk oversættelse i ”Nytestamentlige Apokryfer”, København: Bibelselskabet 2005).

Hvor jeg vil hen med alt dette, er at pege på, at Koranen for en historisk-kritisk betragtning altså er udtryk for en sen genskrivning af de bibelske overleveringer og derfor som fænomen selv en bibelsk genskrivning.

Ligesom med Jesus-skikkelsen voksede overleveringerne om Muhammed efter hans død i 634. Vi ved meget lidt om Muhammed, som ikke er farvet af troen på ham som profetiens segl, den sidste og endelige profet, Gud vil sende. Til gengæld er historien efter 634 nærmest alt for godt bevidnet i skikkelse af de felttog, som de efterfølgende kaliffer foretog, og hvorved de på forbløffende kort tid underlagde sig en meget stor del af den kristne verden.

Fordi Koranens indhold i den grad er bibelsk, men desuden afspejler adskillige senere jødiske og kristne overleveringer omkring forståelsen af Bibelens for-tællinger, er det ikke så overraskende, at ”Koranen eksisterede før Muhammed”, i hvert fald hvad meget af dens stof angår.

Det hører med til billedet, når sognepræst i Hem, Morten Rydal i kronikken her i avisen den 10. juli endnu en gang går til angreb på islams traditionelle billede af Koranens tilblivelse, for så vidt det kommer til orde i diverse opslagsværker. Men igen: Kender vi ikke det igen fra kristen fundamentalisme? Her mener man også, at Moses har skrevet Mosebøgerne, og at forfatterne til evangelierne faktisk er de fire personer, som traditionen i det 2. århundrede tillagde dem ved de navne, som den forsynede dem med.

Det står vel nogenlunde fast, at Koranen i den skikkelse, hvori vi i dag kender den, i al væsentlighed går tilbage til kaliffen Uthmans (644-656) redaktionsvirksomhed, som blandt andet udviser den ejendommelighed, at de 117 suraer – på nær indledningssuraen – er anbragt efter længde.

Men igen: Det samme fænomen gør sig gældende i Det Nye Testamente med Paulus’ breve. At der undervejs er indarbejdet andet ”teologisk” materiale, der stammer fra mere eller mindre ortodokse kredse i Arabiens omegn på dette tidspunkt, kan kun overraske den, der har ladet sig fange ind af Koranens og islams egen fortælling.

Og så har den selvforståelse, som Koranen giver udtryk for, i øvrigt et par interessante ”nødudgange”. For den himmelske koran, som kom ned til Muhammed på arabisk, var i hvert fald ifølge Koranens egne ord for deles vedkommende tidligere blevet åbenbaret for de profeter, der gik forud for Muhammed, og hvoraf de største er Abraham og Jesus.

I en vis forstand bliver Muhammed derfor ikke fremstillet som grundlægger af en ny religion, men som en reformator, der i kraft af åbenbaringer fik det givet at afdække den oprindelige religion, Abrahams religion.

Endelig må det gælde islam som også kristendommen, at deres hellige skrifter alene lever i kraft af, at de bliver overtaget af levende mennesker. Og som vi ikke kan forstå Jesus uden at inddrage den virkning, han fik, og som i øvrigt er det eneste, vi kan vide om ham – som bekendt efterlod han sig intet skriftligt – således må også Koranen først og fremmest måles på den virkning, den udøver i dag i kraft af sine fortolkere.

Og om begge helligskrifter gælder det, at dér, hvor man ikke indarbejder historisk viden om deres tilblivelse, bliver de let dæmoniske.

Mogens Müller er professor, dr.theol.