I NY OG NÆ HØRER VI om muslimer, der praktiserer stening i visse dele af verden. Og det har dannet grundlag for, at mange mennesker forbinder stening med islam. Dog er det interessant at bemærke, at Koranen på intet tidspunkt så meget som hentyder til begrebet stening.
For god ordens skyld vil jeg slå fast, at grundlaget for islamisk tro og praksis bør være Koranen. Dernæst lægges vægt på profeten Muhammeds sædvane og til sidst hadith, som er korte beretninger om profeten Muhammeds handlinger eller udtalelser i givne situationer.
Men hvor opstår forvirringen så om stening? Vi skal have fat i Moseloven, hvor følgende vers beskriver straffen for hor:
Hvis en mand begår ægteskabsbrud med en anden mands hustru, skal han lide døden, både manden og kvinden, som bryder ægteskabet, (Tredje Mosebog 20, 10), og man skal føre pigen hen foran døren til hendes fars hus, og byens mænd skal stene hende til døde. (Femte Mosebog 22, 21). Se også Johannesevangeliet 8, 5-11 i det Det Nye Testamente.
Profeten Muhammed (Guds fred og velsignelse være over ham) synes i visse tilfælde at have anvendt denne straf. Torahens love blev imidlertid kun brugt som rettesnor, indtil der forelå nye åbenbaringer.
Ifølge islams Ahmadiyya-menighed er Koranen fra ende til anden Guds eget talte og åbenbarede ord. Intet vers kan ophæves af andre vers, ej heller kan en hadith ophæve Koranens ord.
Strider en hadith mod Koranen, bør den altså slet ikke anerkendes. Dog er det på sin plads at nævne, at der findes enkelte hadith, hvor stening er nævnt. En sådan hadith er at finde fra den anden kalif i islam, Hazrat Umar, som fortalte, at et vers i bogen foreskrev stening. Her kan han formentlig have hentydet til Moseloven, da Koranen som sagt ikke nævner stening med et eneste ord.
På et andet tidspunkt har Hazrat Umar udbedt sig noget på skrift om stening fra profeten. Han fik intet fra profeten. Hvis stening var nævnt i Koranen, så ville dette ikke have været tilfældet.
I ISLAM KOM åbenbaringen om hor med sura 24, 3, hvor Koranen nævner, at straffen for særligt forhærdede personer, som nærmest har fået et afslappet forhold til at bedrive hor, er 100 piskeslag: Den kvinde, der bedriver hor, og den mand, der bedriver hor, giv hver enkelt af dem hundrede piskeslag.
Betingelsen er dog, at handlingen skal have fundet sted offentligt eller åbenlyst. Det er værd at understrege, at straffen netop gives for at ødelægge samfundets orden. Hvis handlingen for eksempel foregår skjult for offentligheden, er det et anliggende mellem gerningsmanden og Gud.
I islam er der oven i købet retningslinjer for, hvordan selve udførelsen af straffen skal foregå. Således må pisken kun berøre forbryderens hud. Ingen knogle i kroppen må lide skade, ej heller de indre organer. Pisken må også bestå af tekstil. Ifølge hadith er formålet med piskene, at få gerningsmanden til at skamme sig frem for at påføre vedkommende kropslig skade.
Selvom Koranen har strenge straffe for ugerninger som hor, har den også strenge kriterier for at kunne dømme en gerningsmand. For eksempel bliver der i en sådan grad stillet høje krav til vidner, som ikke er kendt i nogen retslig praksis i verden i dag. Det er en anden historie, at islamiske lande ikke følger disse regelsæt.
Kravene er, at ethvert vidne skal være gudfrygtigt og have en særlig ophøjet moralsk karakter og ikke have ry for at have løjet.
Fire af sådanne vidner skal have set ugerningen med egne øjne. Samtidig skal gerningsmanden tilstå foran en dommer upåvirket af trusler eller vold. Falder der ikke en tilståelse fra gerningsmanden, må dommeren efterfølgende efterforske sagen og derefter vurdere, om de fire vidner taler sandt. Viser det sig, at vidnerne har løjet, medfører det ligeledes straf for falsk vidneudsagn.
FOR NYLIG VAR DER en sag om en stakkels 13-årig pige, Aisha Ibrahim Duhulov fra byen Kismayu i Somalia, som blev stenet ihjel, fordi hun var blevet voldtaget af tre mænd. Da hun ikke kunne skaffe fire vidner for voldtægten, blev det antaget, at hun havde deltaget frivilligt, og hun blev stenet. Dette er helt og aldeles forkasteligt! En kvinde, der anklager tre mænd for voldtægt, og som oven i købet selv skal skaffe fire vidner, har ikke det fjerneste med hinanden at gøre.
For det første har jeg argumenteret for, at islam ikke foreskriver stening. For det andet kan den islamiske retslov ikke implementeres på et barn. For det tredje står der intet nævnt i Koranen om, at kvinder skal straffes, fordi de ikke kan stille fire vidner til rådighed for at bevise, at de er blevet udsat for voldtægt. Reglen om de fire vidner er heller ikke aktuel i denne sammenhæng. Her burde sædvanlig retslig udforskning være tilstrækkelig. En lægeundersøgelse eller nye metoder i form af dna kunne være taget i brug.
De fire vidner, som er nævnt i Koranen, er til for at beskytte kvinder, så mænd ikke anklager dem fra tid til anden. Det er bestemt ikke for, at hjælpeløse kvinder skal sørge for at skaffe fire vidner til deres egen voldtægt!
Sidst, men ikke mindst, skal det bemærkes, at principperne bag sharia er forbeholdt et samfund, som lever op til visse grundlæggende standarder, hvad angår moralsk adfærd.
Der skal være tale om et samfund, hvor forbrydelser og umoralsk adfærd er en sjældenhed. Folk skal være opdraget med de rette normer, som de blev det i profetens tid, inden sharia blev implementeret.
Sker der alligevel en forbrydelse, er den dårlige samvittighed en større straf end selve straffen, hvilket vi kan se fra kilder i hadith, hvor gerningsmænd uopfordret tilstår ugerninger og er indstillet på at modtage straf.
Desuden skal man være sikker på, at borgerne i samfundet lever op til førnævnte krav til vidner. Eksempelvis vil det i nutidens samfund være en noget vanskelig opgave at skaffe fire kvalificerede vidner til en given forbrydelse.
Naimatullah Basharat er cand.theol. og imam ved Nusrat Djahan Moskéen i Hvidovre