KORANEN ER FULD AF bibelsk stof. Det var den overraskende opdagelse, jeg gjorde, da jeg benyttede udgivelsen af den nye Koran-oversættelse af Ellen Wulff som anledning til at få læst samtlige 114 suraer.
Nok vidste jeg i forvejen, at mange, især gammeltestamentlige skikkelser også optræder i islams hellige bog. Men at det sker så massivt, vidste jeg ikke heller ikke, at der faktisk er meget få figurer, der ikke stammer fra Bibelen. Ikke mindst fortællinger om Noa, Abraham og Moses optræder uden de store variationer igen og igen.
Så på en måde giver det mening at betragte Koranen som en slags genskrevet Bibel, det vil sige bibelsk fortællestof, der genbruges med et mere eller mindre ændret forkyndelsessigte. På den anden side er det helt tydeligt, at Muhammed ikke har læst Bibelen eller blot dele deraf. Derimod får man indtryk af et menneske, der har færdedes i miljøer, hvor der er blevet fortalt "bibelhistorier". Således er der ingen egentlige bibelcitater, og kilden forekommer heller ikke at have været teologer, men mere folkelige kredse.
Den bibelkendte læser vil også opdage, at der optræder traditioner, som faktisk ikke stammer fra Bibelen i den kanoniske udgave. Således gøres der meget ud af Abrahams opgør med den fædrene afgudsdyrkelse. Det hører vi intet om i 1. Mos. Derimod kendes dette motiv fra en ikke-kanonisk genskrivning af 1. Mos. fra andet århundrede før Kristus, Jubilæerbogen, der hører hjemme blandt de såkaldte Gammeltestamentlige Pseudepigrafer (som der, inklusive Jubilæerbogen, findes et repræsentativt udvalg af i dansk oversættelse, sidst udgivet af Bibelselskabet i 2001).
Jesus optræder også mange gange og regnes da også i islam for en af de største profeter, idet dog Muhammed er den største. Maria spiller en rolle, og jomfrufødslen forudsættes uden videre. Men Jesus optræder alene som manden med evangeliet, uden at vi dog får noget nærmere oplyst om dets indhold. Blandt det lidt, der fortælles om ham, er en fortælling om, hvordan Jesus formede fugle af ler og fik dem til at flyve. Igen er vi uden for kanon, for denne historie kendes tidligst fra det såkaldte Thomas' Barndomsfortælling, hjemmehørende blandt De Nytestamentlige Apokryfer (som der også findes et udmærket udvalg af udgivet af Bibelselskabet i 2002, 2. udgave 2005).
UDVALGET AF bibelske figurer har været behovsbestemt. De fortællinger, der især har fanget Muhammeds opmærksomhed, gælder således de skikkelser, der virkede som profeter over for deres samtid, og som mødte modstand. Således hører vi igen og igen om Noa, der forsøgte at advare sin samtid, og det samme gælder Moses og hans møder med den genstridige Farao. Det er karakteristisk nok praktisk taget udelukkende skikkelser, der er forbundet med en historie, der optræder i Koranen. Af skriftprofeterne er det således alene Jonas. De forskellige fejltagelser, som allerede kirkefædrene gjorde sig morsomme over, er der. Men sådanne findes jo også i Bibelen, som når Matt-hæusevangeliet lader Jesus ride ind i Jerusalem på både et æsel og dets føl.
Nu forholder det sig imidlertid sådan, at islam grundlæggende ikke erkender, at Koranen skulle stå i et sådant afhængighedsforhold til bibelske fortællinger, hvad enten de nu er "rigtig" bibelske eller stammer fra den pseudepigrafe eller apokryfe litteratur. Tværtimod er synspunktet det, at Muhammed har modtaget disse fortællinger som direkte åbenbaringer, altså så at sige uden om Bibelen og kristne menigheders fortællinger. Så Koranen indeholder ifølge denne forståelse disse beretninger i deres oprindelige og rene skikkelse, mens den bibelske udgave repræsenterer en mere eller mindre forfalsket og forvrænget udgave.
Som en konsekvens heraf kombineres studiet af Koranen i islam i hvert fald almindeligvis ikke med studiet af Bibelen for at se, hvordan traditionerne er formet og fungerer her. Nu er mange af fortællingerne i Koranen i sig selv underlig stikordsagtige og abrupte, ja, undertiden forudsætter de en viden, uden hvilken de knap giver mening. I århundrederne efter Koranens samling opstod der da også samlinger, der bød på supplerende stof til de forskellige fortællinger. Dette har sikkert ikke mindst fundet vej til islam gennem kristne, der gik over til den nye religion.
MEN MED denne litteratur tog islam i praksis afsked med den jødiske og kristne bibel. Og indtrykket er, at det ligefrem kom til en berøringsangst, som gælder den dag i dag selv i universitetssammenhænge. Der er meget få vidnesbyrd men de er der dog om muslimer, der på egen hånd har drevet bibelstudier og sammenlignet Koranens og Bibelens fortællinger. For det herskende synspunkt er altså, at Koranen i virkeligheden er den primære kilde til de personer og forhold, den beretter om.
Lad mig komme med en personlig oplevelse af, hvordan dette kan give sig besynderlige udslag. På Nationalmuseet i Damaskus findes en synagoge, som i 1920'erne blev udgravet i oldtidens Dura Europos ude ved Eufratfloden. Det var en arkæologisk sensation, fordi den var fyldt med meget velbevarede freskoer med motiver fra Det Gamle Testamente. Men det var desuden en religionshistorisk sensation, fordi disse freskoer fortalte, at billedforbuddet, oprindelig det andet af De Ti Bud, åbenbart ikke blev overholdt overalt i jødedommen. Synagogen var fra første halvdel af 200-tallet efter Kristus, og også for at bevare den blev den overført og genopbygget som en del af museet.
Da jeg besøgte Damaskus i 1990, var det ikke muligt at købe bøger med gengivelser af disse freskoer det var jo en jødisk synagoge! Men i 1995 var det muligt. Men til min store forundring var de ledsagende tekster alle taget fra, ikke som forventet Det Gamle Testamente, men fra Koranen. Det gjaldt også de få freskoer, der blev fundet i en huskirke fra samme periode faktisk den ældste kendte kirke, som imidlertid blev overført til museet på Yale Universitet af de amerikanske udgravere .
Disse henvisninger var sandt at sige ikke megen hjælp til. Til en fresko, der forestiller den lamme, der efter at være helbredt bærer sin båre, gjaldt henvisningen til Koranen en af de suraer, der fortæller om, hvordan Jesus skabte fugle af ler og fik dem til at flyve: Et under er åbenbart et under!
VED ET SENERE besøg købte jeg en ny udgave. I denne var alle henvisningerne til Koranen forsvundet og erstattet med neutrale angivelser af motiverne som for eksempel ved overgangen over Det Røde Hav: Moses og Israels sønner overlever, og Farao og hans soldater drukner i Det Røde Hav, og billedet af manden, der bærer sin båre, har blot teksten: Helbredelsen af en lam. Selv den jo helt klare omstændighed, at der er tale om henholdsvis en jødisk synagoge og en kristen huskirke åbner åbenbart ikke for muligheden af at henvise til Det Gamle eller Det Nye Testamente. Heller ikke selvom det er et statsmuseum og ikke en religiøs institution.
Det vanskeliggør en dialog, at den ene part ikke vil læse den anden parts skrifter. I en universitetssammenhæng er et førstehåndskendskab også til den anden parts traditioner en selvfølge. Ganske ligesom en konsekvent historisk-kritisk læsning må være det. Det står ikke til diskussion, at som Det Gamle Testamente går forud for og i en vis forstand ligger til grund for Det Nye Testamente, ligger Bibelen og de traditioner, der udgik derfra, til grund for Koranen. Hvad der er tale om i Koranen, er ikke en "oprindelig" udgave, men en ny fortolkning.
Mogens Müller er professor i teologi ved Københavns Universitet
Læs én af vinderkronikkerne fra årets kronikkonkurrence i morgen: "Historien om en mand i forfald", af Per-Ole Lind