Korset i hjertet

Af Dorthe Enger, skoleleder Vi lever i en postmodernistisk kultur præget af perspektivernes mangfoldighed og en relativisme, hvis eneste absolutte standpunkt er relativismens endegyldige sandhed. I den pædagogiske debat, som alle andre steder i samfundet, udtrykkes pluralismen. Der er mange synspunkter fremme, og det ene synspunkt påberåber sig lige så stor berettigelse som det andet. Fokuseren på pædagogiske metoder, snarere end en diskussion af de værdier og de formål, metoderne formodes at tjene, er et tidstypisk fænomen. At prioritere værdier og formål er uforeneligt med et verdensbillede, hvor alt er lige betydningsfuldt/betydningsløst, og derfor bliver metoden formålet. Således kan en lærer blive kritiseret i sin pædagogikumsudtalelse for at være for synlig i timen. F.eks. at foretrække klasseundervisning. Dette opfattes som forkert, selvom eleverne måske hos denne lærer oplever høj grad af dialog og medansvar for processen, selvom den ikke foregår i grupper. Ansvar for egen læring - et glimrende moderne pædagogisk ideal, der hviler på et fritsættende menneskesyn - bindes op på en bestemt metode, men det er metoden, der vurderes, ikke hensigten med den. Omvendt vil den mere konservative pædagogiske fløj ikke diskutere det problematiske menneskebillede, der ligger i styrkelsen af eleven i en barnerolle, vil ikke redegøre for, hvilke mennesker der kan risikere at komme ud af en undervisning, hvor man reproducerer lærerens input. Vi har haft mange opgør med den autoritære lærer, men det er også nødvendigt at være kritisk over for den moderne opfattelse af læreren som »coach«. Her anses læreren ikke for en autoritet, et menneske, der via sin uddannelse og alder har noget at give til eleverne, men hendes eller hans plads er på sidelinjen, og opgaven er at stimulere eleven til at forløse egne interesser, men ikke at åbne en ny verden. Ingen viden er mere væsentlig end anden i en postmodernistisk overfladekultur. Eleven kommer med udspillet, og lærerens opgave er ikke primært at vække interesse for noget, der ligger uden for elevens horisont. Denne legalisering af barnlighed, både den, der udspringer af det gamle autoritære mønster, der umyndiggør eleven, og det moderne, romantisk inspirerede, der gør eleven til autoriteten, svarer til en tendens i samfundet, som fortæller en tragisk historie om kulturel tomhedsfølelse og ufrugtbare strategier til bekæmpelse af den. Mange mener således, at det er vigtigt at få et godt job, karriere og materiel komfort som garant for omgivelsernes beundring og ens egen følelse af værd. Det er vigtigt for den enkelte at få et godt materielt fodfæste og at opleve bekræftelse fra andre, men tilværelsen kan ikke reduceres til tilfredsstillelsen af sådanne behov. Fokuseren på image og effektivitet er også det, vi bombarderes med i medierne, og det naturvidenskabelige menneskesyn, der tilbyder Fontex og Viagra som kemisk krisebearbejdelse, er yderligere med til at skabe en befolkning af passive modtagere, der ikke vil kunne håndtere problemer, da de er vant til at tage en pille mod dem. De gymnasiale uddannelser lægger vægt på dannelsen af individer, der kan fungere i et demokrati. Det store evalueringsprojekt »Standarder og profiler«, som alle landets gymnasier har skullet forholde sig til, lægger vægt på elevernes oplevelse af medbestemmelse og demokrati på skolerne. At arbejde bevidst med dette humanistiske menneskesyn finder jeg må være vejen frem i mylderet af pædagogiske nyskabelser og pacificerende tendenser i samfundet som sådan. En pædagogik, der efter min opfattelse integrerer en pluralistisk metodik med et menneskesyn, der opdrager til ansvarlighed, er ignatiansk pædagogik. Ignatiansk pædagogik blev grundlagt af jesuiterne (en orden inden for den katolske kirke) for 400 år siden i 1599 i deres skrift »Ratio Studiorum« og senere videreudviklet i bevidst samspil med nyere pædagogisk og psykologisk viden. Den er opkaldt efter ordenens grundlægger Ignatius af Loyola (1491-1556) og udgør en interessant modsætning og på nogle områder samtidig en parallel til mange af de pædagogiske modestrømninger, der er fremherskende i dag. Den kristne humanisme, som gennemsyrer denne pædagogik både i værdigrundlag og formål, mener jeg vil kunne inspirere den pædagogiske debat også for ikke kristne. Erfaring, refleksion, handling og evaluering. I sig selv er dette ikke opsigtsvækkende. På Niels Steensens Gymnasium, hvor jeg er ansat, og hvor man arbejder med dette paradigme, da det er en jesuiterskole, er en almindelig reaktion blandt kolleger, der introduceres til ignatiansk pædagogik, at den afspejler meget af, hvad de har beskæftiget sig med tidligere i deres uddannelse. Læreren giver eleven mulighed for at få erfaringer i forhold til det stof, der skal gennemgås, men er mere end bare at være formidleren af de faglige forudsætninger for elevens erhvervsvalg. Eleven betragtes som et medmenneske, hvis glæder og sorger læreren i nogle år har mulighed for at tage del i. At engagere sig menneskeligt i eleverne er krævende og indebærer en bevidst grænsedragning mellem omsorg og omklamring. Der stilles betydelige faglige krav, og eleverne opfordres til at yde deres bedste alt efter deres evner. Læreren har det overordnede ansvar for undervisningen. Der er tale om et ligeværdigt forhold, men illusionen om lighed mellem lærer og elev afvises. Læreren vejleder, men vurderer også eleven, og selvom undervisningen bliver til i dialog, og selvom eleverne har både medindflydelse på og medansvar for de erfaringer, der kommer ud af undervisningen, er læreren mere end bare »coach«. Det er noget af en udfordring for mange af min generation af lærere at se sig selv som en autoritetsfigur, der både kan og skal hjælpe eleverne i udviklingen af deres autoritet ved at møde op med en verden, der ikke bare spejler elevernes, men som også nogle gange udfordrer dem og stiller krav til dem. I den ignatianske pædagogik arbejdes der bevidst med det faktum, at læreren udgør en rollemodelfunktion for elever. Dette betyder naturligvis ikke, at læreren skal være det perfekte menneske, men vedkommende skal tage sit ansvar alvorligt og tilstræbe autenticitet. Eleven skal reflektere over undervisningen, selv handle og drage konsekvenser af de opnåede erfaringer. Der er ikke tale om et tomt kar, der skal fyldes, men derimod om et menneske, der bidrager aktivt til sin egen læringsproces. Dette kan ske på et utal af måder, og her kan de mange nye metoder anvendes med udbytte. Ikke mindst den nye viden om de forskellige måder, mennesker lærer på, de mange forskellige slags intelligens, der findes, vil en lærer kunne drage nytte af for at hjælpe den enkelte elev. Undervisningen suppleres endvidere med andre aktiviteter, som eleverne lærer noget af fagligt og menneskeligt. Der kan være tale om skolekomedie, kor, frivillig idræt eller socialpraktik, hvor eleverne møder en anden verden end den ofte præstationsorienterede undervisningssituation. Det sidste element i den ignatianske pædagogik er evalueringen. Her menes der både evaluering i snæver betydning; fik vi opfyldt de faglige mål, hvordan fungerede arbejdsformerne, men også evaluering af stoffet i forhold til den åndelige målsætning. Hvad har jeg lært om verden i dette emne? Hvad har det gjort ved min livsholdning? Naturvidenskabelige fag vil lige så vel som humanistiske kunne eksistentialiseres. Hvad giver naturlovene mig af indsigt om verden? Viden om samfundets opbygning i samfundsfag og historie kan føre til overvejelser over retfærdighed. Hvis man i socialpraktik har været besøgsven, vil det måske give anledning til nogle tanker om, hvordan vi behandler vores gamle i Danmark. Det, der således adskiller ignatiansk pædagogik fra de indlæringspædagogiske teorier, som den støtter sig til, er dens åndelige værdigrundlag og målsætning, der overskrider det enkelte menneskes private virkelighed og ser den i en ikke bare samfundsmæssig, men også global ramme. Projektet er dybest set at støtte elever i at blive mennesker for andre. Samfundsbevidste mennesker, der ikke afgudsdyrker markedsmekanismerne på bekostning af menneskelige hensyn. For os på Niels Steensens Gymnasium er skolens logo yderst prægnant. Det er et hjerte med et kors og er den danske videnskabsmand og senere katolske biskop Niels Steensens våbenskjold. Hjertet blev af Niels Steensen defineret som en muskel, og hermed fjernede han som videnskabsmand projektionen af følelser på et bestemt organ. Samtidig er symbolet et udtryk for, at det er gennem det centrale organ, hjertet, at vi kan mærke følelser. Ikke mindst kærlighed, som korset også udtrykker, og som Niels Steensen som kristen havde som forudsætning for sin videnskab. Denne dansker er ikke nogen dårlig rollemodel. Denne verden har hårdt brug for, at vi gør tænkningen til kærlighedens tjener, og vi bør støtte vores unge i at blive hele mennesker, der integrerer fornuft og følelse. n