”ALL YOU NEED IS LOVE” sang Beatles i 1967, som en ouverture til en epoke, hvor det blev muligt at have behov for alt muligt andet end kærlighed. De spændende nye muligheder fik den konsekvens, at små børn måtte bruge dagen på at vente i statens institutioner, inden de kunne komme hjem til mor og far.
Forældrenes dårlige samvittighed blev ikke bedre, da man fandt på at tage Beatles på ordet: ”Børn skal bare have masser af kærlighed.” Men så kom feministen Germaine Greer til undsætning. Hun formanede mænd at holde deres begær for sig selv og opfordrede kvinder til at koncentrere sig om yngelplejen. Germaine Greers synspunkt opnåede bred tilslutning, men vandt især indpas hos kvinder som Misse fra ”Matador”. Man må forestille sig de to kvinder i kamp for ikke at lade sig drage af mænd og i stedet åbne deres favne for de små børn.
Det er en historie, der i denne tid kan fejre 50-årsjubilæum, og så kan den tilmed aflæses statistisk: Antallet af skilsmisser er steget foruroligende, og psykiatere har fået rigeligt at gøre med at behandle børn og unge for depression, angst, spiseforstyrrelser eller adhd.
Snart ville også mænd have del i den kærlighedsmæssige entropi, og det gav arbejde til psykologer, for børnene reagerede på overfloden af kærlighed med at græde hjerteskærende, når de skulle afleveres i børneinstitution, hos den fraskilte forældre, eller når de skulle i seng om aftenen. Det førte til mange besynderlige tiltag, blandt andet at mange forældre tilbragte deres aftener i sengen med de små. Opvågningen kom derfor som et chok, da børnene en skønne dag skulle til at flytte hjemmefra.
Forældrenes behov for nærhed og kærlighed fra deres børn gjorde de unges kamp for frigørelse til en håbløs opgave. Men forældre kunne med god samvittighed erklære, at de unge var helt frit stillede. De måtte selv bestemme. Der var ingen krav, og de unge skulle derfor ikke kæmpe mod forældre, der ville bestemme, hvad de skulle bruge deres fremtid til.
AL DENNE FRIHED kunne imidlertid virke lammende og bedøvende på frihedstrangen. Denne trang, der måske er det eneste elementære behov, som mennesket ikke har tilfælles med dyrene, måtte derfor finde nye veje, hvor der var noget at kæmpe for og mod. Mulighederne viste sig i enten at vende det indad eller udad. Det vil sige som psykisk lidelse, som social ballade eller begge dele.
Sidstnævnte mulighed virkede meget meningsfuld, fordi det er ligetil at mobilisere en vrede mod ukendte fremmede, der derved forvandles til truende undertrykkere eller kapitalismens lakajer. De unge kunne derfor med uforfalsket harme gå til angreb på sagsbehandlere, socialrådgivere, psykiatere eller politi.
Det havde den fordel, at når konflikterne udviklede sig til gadekampe med politiet, kunne de flinke forældre agere logistikenhed for deres kæmpende børn. Hvem var da den krænkede part? Socialrådgiveren, politimanden eller ejeren af de udbrændte biler?
Trangen til frihed hos det mindre barn kommer naturligt nok til udtryk i en modvilje over for forpligtelser. Men efterhånden som det bliver ældre, opstår der en trang til at forpligte sig. Det er imidlertid et problem i overflodssamfundet, hvor moralen er baseret på, at man kun skal gøre, hvad man har lyst til, og hvor det anses for neurotisk at gøre sin pligt.
Det afspejler et sammenbrud af værdier, som det har vist sig lettere at håndtere for piger end for drenge. Når en kvinde bliver mor, har hun derfor ikke svært ved at påtage sig et følelsesmæssigt ansvar. Det er langt vanskeligere for drenge at blive mænd, og selv efter de er blevet fædre, kan det knibe med at tage ansvar. Men hvorfor er det sådan?
MULIGHEDEN FOR en piges frigørelse og forløsning er betinget af en forførelse, som det fremgår af myten om Don Juan. Hans krænkelse giver hende mulighed for at udvikle sig fra pige til kvinde. Hun tildeles således en rolle som hovedkarakter, for så vidt det er hos hende, der opstår mulighed for personlig udvikling. Don Juan derimod er nok det farverige midtpunkt, men det er påfaldende, at der ikke foregår nogen psykisk udvikling hos ham. Don Juan fremstår blot som den beundrede og forhadte forfører. Hans uhæderlighed er blevet misbilliget, hans rænkespil udskældt, og hans krænkelser fordømt. Dette dramas symbolik rummer ikonet på kvindens psykologiske frigørelse.
Vi finder det også i historien om Rose og Jack i filmen ”Titanic” fra 1997. Den handler om en ung piges frigørelse fra sin mor. Rose forelsker sig i Jack og forløses erotisk. Derpå følger opløsningen af barndommens følelsesbindinger, og det skildres ved hjælp af den legendariske oceandampers undergang. Da man slutteligt ser hende ligge på en dør alene i det iskolde Atlanterhav, er man ikke længere i tvivl om, hvor dramatisk frigørelsen fra barndommen kan forme sig.
ANDERLEDES MED den unge mand. Han forløses ikke gennem erotikken. ”Kvinden bliver frigjort af ægteskabet, mens manden i ægteskabet mister sin frihed,” sagde Immanuel Kant, der må have haft en fornemmelse af, at en drengs frigørelse og forvandling til mand er mere kompliceret end pigens.
Man kan få indtryk af hvordan ved at læse en sygehistorie, som Freud udgav i 1909. Det drejede sig om Lille Hans, der havde set en hest falde om på gaden og efterfølgende havde udviklet en heste fobi. Det var et problem, for gaderne i Wien var på den tid fulde af hestekøretøjer. Drengens far henvendte sig til Freud, der udviklede en kur, hvor faderen fungerede som terapeut med Freud som supervisor. Freud tolkede Lille Hans’ symptom som udtryk for en kamp imod et ubevidst ønske om, at faderen skulle dø. Freuds mål var at flytte drengens konflikt med moderen over på faderen.
Hans havde nemlig svært ved at løse sin konflikt med moderen, fordi han både elskede og hadede hende. Han var bange for hende, men ville også styre og bestemme over hende, og da hun også havde en tilbøjelighed til at føje ham, var det ikke muligt at føre hans frigørelseskonflikt til ende. Freuds terapi kan således ses som et forsøg på at finde et alternativ til den løsning på genera- tionskonflikten, som man for eksempel kan se i filmen ”Døde poeters klub”. Dér tvinger faderen sin vilje igennem over for sin søn. Sønnen skal følge sin fars afgørelse og uddanne sig til det, faderen ønsker. Sønnen forsøger at frigøre sig, men forgæves, og det ender med den unge mands selvmord.
Længe før Freud findes der eksempler på, at faderen hjælper sønnen frem mod en frigørelse. Det kan Schikaneder og Mozarts syngespil ”Tryllefløjten” være et eksempel på. Her må den unge mand gennemleve en række prøver under faderikonets supervision for at kunne frigøre sig. Men også her synes krænkelsen uundgåelig, og den viser sig hos den forsmåede moder, der i skikkelse af Nattens Dronning fortryller publikum med arier fuld af frustration og vrede.
I det hele taget er generationsproblemet langt mere indgribende i et menneskes liv, end vor tids psykologer er opmærksomme på. Og krænkelsen er ikke bare uundgåelig, den er også nødvendig og kommer for eksempel til udtryk i, at mange forældre føler sig under anklage af deres voksne børn. ”Børn elsker deres forældre, siden anklager de dem, sjældent om nogensinde tilgiver de dem.”
Hvis denne aforisme af Oscar Wilde har gyldighed, kan den opfattes som udtryk for løsrivelsens dialektik. Og så er spørgsmålet, hvad man som forældre kan gøre, for at det kan ende med en forsoning?