Prøv avisen
Kronik

Krænkelseskulturen slår også hårdt ned på folkekirken

Der er sket et skred, så vi altså i dag står med en – måske – mainstream holdning, der ikke argumenterer for udvidelse af rummeligheden, men for snævrere grænser i folkekirken. Ikke for almindelige folkekirkemedlemmer, for her er der slet ingen grænser i forhold til, hvad man kan tro og mene som medlemmer – men for præsterne, skriver dagens kronikører. Foto: Leif Tuxen

De seneste sager om præster, der ikke vil vie par af samme køn, viser, at den politiske korrekthed rammer folkekirken og særligt højrefløjspræsterne med fuld kraft. Det er måske den vigtigste kamp i folkekirken lige nu at forsvare frisindet, mener kronikører

Antallet af Facebook-tråde om præster, der ikke vil vie par af samme køn, og om højrefløjspræster generelt har været temmelig voldsomt her i vinter. En af dem blev startet af et ældre menighedsrådsmedlem, som er aktiv socialdemokrat, og som normalt er en besindig og fornuftig mand med en stor kirkelig indsigt og bredde.

I denne sag gik han imidlertid i selvsving: Præster skal tvinges til at vie par af samme køn, basta. De er tjenestemænd, og nægtere hører slet ikke hjemme i folkekirken. Sådan var hans melding, og den blev fulgt op af dusinvis af bekræftende kommentarer, hvis hadefuldhed over for højrefløjspræster var lige ved at blive skræmmende.

De få, der tog til genmæle og prøvede på at fastholde frisindet, blev med det samme rubriceret som tilhørende samme højrefløj og derfor suspekte. Der var ingen barmhjertighed.

Ganske vist er Facebook ikke noget sandhedsvidne om den offentlige mening generelt. Den nævnte tråd blev hurtigt til et ekkokammer, hvor kommentator efter kommentator med voldsomme udladninger bekræftede hinanden i deres egen ”tolerante og rummelige” indstilling – altså bortset lige fra over for højrefløjspræsterne.

Tråden afslørede flere ting: For det første, at krænkelseskulturen også slår ned på folkekirken med fuld kraft – og måske stærkere end mange steder, fordi vi i folkekirken har at gøre med noget af det grundlæggende i tilværelsen.

For det andet, at ønsket om forbud mod præster, der ikke vil vie par af samme køn, ikke vil vie fraskilte eller er modstandere af kvindelige præster, rækker langt ind i Socialdemokratiets rækker – et parti, der ellers i tidligere tider har gjort meget ud af at sikre folkekirkens rummelighed og folkelige bredde.

Hos Radikale Venstre er der en højlydt, ateistisk fløj, hvor det radikale medlem af Københavns borgerrepræsentation Tommy Petersen betegnede det som diskriminering og mente, at sådanne præster måtte søge over i andet arbejde eller danne frikirke. Sådanne præster burde fyres. Også i blå blok er der mange, der er med på krænkelsesvognen, når det gælder folkekirken.

For det tredje, at argumenterne handler om folks rettigheder til service i kirken uden indskrænkning. Ikke ofte om forhold vedrørende den kristne tro eller folkekirken som kirke. Det handler om, at det er krænkende for mig/kvinder/homoseksuelle/folk, der går ind for disses rettigheder, at blive udsat for præster, der mener noget andet. Måden at eliminere det problem på er at aktivere statskirken: De er tjenestemænd, ergo skal de makke ret. Indimellem suppleret af det – i øvrigt forkerte – argument, at deres løn betales af skattemidler.

I tidligere tider har diskussioner og argumenter om tilsvarende spørgsmål vendt den modsatte vej. Både i forbindelse med vielse af fraskilte, kvindelige præster og andre tilsvarende spørgsmål har argumenterne handlet om udvidelse af frisindet og kirkens rummelighed over for en fastholdelse af en snævrere kirkelig tradition. Det har handlet om at flytte grænser udad, og der har været et stærkt element af teologisk diskussion og argumentation med i sagerne.

Der er imidlertid sket et skred, så vi altså i dag står med en – måske – mainstream holdning, der ikke argumenterer for udvidelse af rummeligheden, men for snævrere grænser i folkekirken. Ikke for almindelige folkekirkemedlemmer, for her er der slet ingen grænser i forhold til, hvad man kan tro og mene som medlemmer – men for præsterne. Ikke på baggrund af spørgsmål om kirkens bekendelse, men af service- og krænkelseshensyn.

Det er en ulykkelig cocktail af flere elementer, der bliver blandet: Den almene krænkelseskultur og politiske korrektheds-trend er et af elementerne. Hvad der måtte kunne støde mainstreamkulturens opfattelse af, hvad der er uartigt og diskriminerende, skal fjernes, så det ikke forstyrrer billedet. Et andet element er almindelig kirkefjendskhed.

Et tredje element er mangel på fortrolighed med, hvad folkekirken er. Folkekirkesynet bliver forvrænget til statskirke, hvor det folkelige element består i, at staten skal gribe ind for at tækkes folket og styre kirken i en bestemt retning, lige nu i retning af at være et slags almenreligiøst fællesskab og serviceorgan, hvor de præster, der forsøger at holde tungen lige i munden og koncentrere sig om at formidle kristendom efter deres tolkning af den, bliver dømt ude som indskrænkede mørkemænd og -kvinder.

Et fjerde element er lidt mere ubestemt og hænger sammen med det andet og tredje: Manu Sareens (dengang R) håndtering af lovgivningen vedrørende vielse af par af samme køn markerede et skred i politikernes måde at agere på i forhold til folkekirken. Proceduren overskred nogle hidtil respekterede grænser, som ikke mindst midterpartierne i Folketinget har været meget bevidste om, men som de selvsamme partier nu tilsyneladende har smidt enhver bevidsthed om over bord.

Det kan godt være, at stormen omkring højrefløjspræsterne er ved at lægge sig igen. Det kan godt være, at besindige kræfter hos Socialdemokratiet og i de andre midterpartier får talt deres krænkede partifæller til fornuft. Det kan godt være, at der ikke lige nu er flertal for at indskrænke præsternes frihed.

Men hvad sker der efter næste valg? Når for eksempel Karen Klint ikke længere er kirkeordfører for Socialdemokratiet? Når der kommer flere ind uden folkekirkelig fortrolighed og baggrund i alle partier? Når der er behov for en populær og ufarlig sag til at tækkes vælgere med?

Det er vigtigt at gøre sig klart, at det folkekirkelige frisind er under pres. Det frisind, som hviler på den grundtvigske frihedstradition, er ikke en ”alt er lige godt-tankegang”, og da slet ikke en ”ingen må føle sig generet-tankegang”. Frisind er præcis det modsatte af, at alt skal være en ensartet grå grød af mainstream-accepteret holdning og adfærd.

Frisind indebærer også frihed for dem, hvis synspunkter vi ikke kan lide, som måske endda giver os myrekryb. For frisindet er jo valget af kamp om fortolkninger af evangeliets budskab – vel at mærke inden for det rum, som bekendelsen nu engang afgrænser. Frisind er ikke lig med et ekkorum, hvor vi bekræftes i vore egne meningers ubestridelige sandhed.

Det er måske den allervigtigste kamp i folkekirken lige nu at forsvare frisindet. For hvad er konsekvenserne, hvis vi mister det: at grænserne flyttes længere og længere ind for at få luget det ud af folkekirkens grundlag og præsters forskellighed, som mainstream-holdningerne i befolkningen har svært ved at acceptere.

Hvem bliver de næste, der skal luges ud? De, der forkynder jomfrufødslen som en realitet? Kunne der ikke være nogen, som det er krænkende for? De, der forkynder Kristi opstandelse som bogstavelig, fysisk virkelighed? Det har jo altid været forargeligt, helt tilbage til Det Nye Testamente. Præster, der mener, at næstekærligheden er begrænset til det nationale? Det er da forargeligt.

Hvis ikke der allerede er præstemangel, kan den da hurtigt komme med alle de synspunkter, der kan få nogen til at føle sig krænket i den ene eller den anden retning. Det er jo sådan set en del af evangeliets væsen at forarge. Evangeliet er ikke glat medløb på, hvad der lige er trendy i år.

Det er utrolig vigtigt, at alle vi, der er dybt uenige om hvad som helst i folkekirken og er vant til at skændes med hinanden, så det fyger, fastholder enigheden om de andre synspunkters hjemstedsret og viljen til at slås for den. Det gælder ikke mindre end vores kirkes fremtid som folkekirke.