Efter debat om dårlig ældrepleje: Kræver pleje en uddannelse?

Uddannelse er en betydningsfuld forudsætning for god pleje. Reduceres pleje til udelukkende at bestå af praktiske handlinger, gøres mennesker til objekter, og objekter har ikke krav på noget som helst, skriver dagens kronikør

Skal plejepersonale have mulighed for at forholde sig åbent og at lytte sig ind på den enkeltes behov, er det uforeneligt med, at der er afsat et bestemt antal minutter til en given handling, skriver Bente Martinsen, forsker i sygepleje.
Skal plejepersonale have mulighed for at forholde sig åbent og at lytte sig ind på den enkeltes behov, er det uforeneligt med, at der er afsat et bestemt antal minutter til en given handling, skriver Bente Martinsen, forsker i sygepleje. Foto: Privatfoto.

God pleje er usynlig. Derimod er dårlig pleje ofte meget synlig og kan for eksempel vise sig som gennemvædede bleer, dehydrering og liggesår. I den nyligt viste TV 2-dokumentar ”Plejehjemmene bag facaden” gives en række eksempler på helt uacceptabel pleje, der grænser til overgreb på to plejehjemsbeboere: I det mest smertelige klip bliver beboeren Else for eksempel bedt om at lave afføring ned i en ble, som ligger på hendes seng, mens hun svæver i en lift. Samtidig bliver der talt mere om end med Else, og Elses pårørende bliver helt åbenlyst bagtalt. På et andet plejehjem bor Niels, der må gå rundt med afføring i sin ble i 11 lange timer til trods for, at han faktisk formår at formulere et behov for hjælp. Et medlem af plejegruppen vælger at servere mad for Niels til trods for sit kendskab til den fyldte ble. Niels har ingen appetit.

Det fremgår ikke, om det plejepersonale, som medvirker i dokumentaren, har en faglig uddannelse, men det er almindeligt kendt, at det på grund af af svære rekrutteringsproblemer meget ofte er nødvendigt at ansætte mennesker uden en plejerelateret uddannelse både på plejehjem og i hjemmeplejen. Det er indlysende, at der findes pleje som for eksempel medicinophældning og sårpleje, der forudsætter en formel uddannelse, men hvad med andre typer pleje, som blot ser ud til at kræve et minimum af menneskelig indsigt og et godt håndelag? I det følgende vil jeg prøve at gøre op med grundlæggende pleje som noget, ”alle” bare kan udføre uanset, om de har en uddannelse eller ej.

Den norske professor i sygepleje Marit Kirkevold citerer en pårørende for følgende: ”Pleje er summen af en mængde dødkedelige detaljer. Det er ikke nok at udføre dem. De skal udføres med godhed.”.

Det er naturligvis ikke en videnskabelig forklaring, men ikke desto mindre beskriver den noget væsentligt. Pleje består i væsentlig grad af nogle detaljer, der hver for sig kan være både ubetydelige og uinteressante. Grundlæggende pleje er praktiske handlinger, for eksempel at hjælpe med toiletbesøg, personlig hygiejne, ernæring, søvn og hvile samt mobilisering.

Det er altså handlinger, vi normalt ikke tillægger særlig stor betydning, og som de fleste af os udfører, fra vi er ganske små. Disse handlinger er så banale, at vi ikke regner dem for noget, men ikke desto mindre er de nødvendige forudsætninger for at få en hverdag til at fungere.

De er ”dødkedelige” i den forstand, at de ikke bidrager til at give vores liv mening og indhold. Sådan er det i al fald, når man er rask og uafhængig. Imidlertid er det en helt anden sag, når man bliver afhængig af hjælp fra andre mennesker. I den situation kan kvaliteten af plejen have meget stor signalværdi. Undersøgelser viser, at mennesker, som skal have hjælp, sammenkæder deres oplevelse af respekt, værdighed, trøst og støtte med den måde, deres fysiske pleje bliver varetaget på. Altså har kvaliteten af den grundlæggende pleje en betydning, der rækker langt ud over den konkrete situation, hvori plejen udføres, og det kan på ingen måde være ligegyldigt, hvem der udfører den.

Grundlæggende pleje indeholder ud over en række praktiske handlinger også affektive aspekter, som det at den hjælpsøgende føler sig respekteret og i sikre hænder. En uddannelse skal gøre det muligt at se det fagligt spændende i ”kedelige” plejesituationer, fordi den uddannede i sådanne situationer kan kombinere og udforme de nødvendige detaljer på en sådan måde, at den hjælpsøgendes integritet, værdighed og individualitet bevares.

Et konkret eksempel på pleje, som ved første øjekast ser dødkedelig og ligefrem frastødende ud, er det at skifte en ble. Mennesker med en uddannelse inden for pleje vil imidlertid vide, at bleskift ikke blot drejer sig om hygiejne, men i lige så høj grad om at observere, hvorvidt den, der skal have hjælp, for eksempel har urinvejsinfektion. Samtidig kan huden undersøges for begyndende tryksår, og i arbejdet med at skifte bleen kan vedkommendes mobilitet vurderes. Endelig vil den engagerede fagperson også benytte lejligheden til at tale lidt med den, som får hjælp til bleskift, og kan måske få indsigt i andre behov, bekymringer eller lignende.

Bleskift eller hjælp til toiletbesøg er eksempler på handlinger, som uden for et plejeforhold ville blive anset for at være grænseoverskridende. Den slags tilhører voksne menneskes enemærker, og vi vil gerne have os frabedt andre menneskers indblanding. Men i en situation, hvor det ikke længere er muligt at klare sig selv, bliver det nødvendigt, at andre skal foretage sig grænseoverskridende handlinger på vegne af den, som ikke længere kan klare sig selv.

Den, som skal udføre disse handlinger, har desuden en ufravigelig pligt til at vogte den hjælpsøgendes grænser, så denne bevarer sin værdighed og individualitet trods de grænseoverskridende handlinger. Der er altså en dobbelthed i mange dødkedelige plejesituationer, og den er der langt større chance for at få øje på, hvis man har en uddannelse, end hvis man ikke har. Plejesituationens grænseområder markerer en slags etisk undtagelsessituation, som sætter den plejeansvarliges moralske integritet på prøve. Ansvaret for plejens forløb ligger altid hos den, der udfører plejen. Pleje foregår i et lille, men meget betydningsfuldt rum mellem den hjælpsøgende, og den der plejer.

I dette rum er den plejeansvarlige gæst i den hjælpsøgendes liv og skal handle til den andens bedste og meget gerne på samme måde, som den hjælpsøgende selv ville have handlet, hvis det havde været muligt. Den gode pleje er frisættende i den forstand, at den øger den hjælpsøgendes muligheder og er i overensstemmelse med vedkommendes liv og værdier. Ethvert plejeansvar er forbundet med en mermagt, som enten kan anvendes til at fremme eller hæmme den hjælpsøgendes situation.

Er der tale om hjælp til grundlæggende pleje, må den plejeansvarlige være bevidst om, at mennesker, som har brug for den type pleje, ofte vil føle det nedværdigende og krænkende. Afhængighed af grundlæggende pleje kan opleves som truende for den hjælpsøgendes integritet, fordi et andet menneske rent fysisk kommer tæt på og gør den hjælpsøgendes behov til sit anliggende.

Det bliver ofte hævdet, at manglende tid er medvirkende årsag til dårlig pleje. Krav om hurtighed og effektivitet er uden tvivl med til at kompromittere essensen af den gode pleje. Skal plejepersonale have mulighed for at forholde sig åbent og at lytte sig ind på den enkeltes behov, er det uforeneligt med, at der er afsat et bestemt antal minutter til en given handling. Dog er den generelle tilgang til plejen og den anvendte tone ikke i sig selv tidkrævende, for det tager ikke længere tid at gå ind i en plejerelation med åbenhed eller at tale respektfuldt til den hjælpsøgende end det modsatte.

Jeg vil ikke afvise, at der findes naturtalenter, som med en grundig introduktion og gode rollemodeller vil kunne yde pleje af høj kvalitet. Jeg vil heller ikke påstå, at uddannelse er et quick fix, som garanterer, at ingen, der er afhængige af pleje, krænkes eller udsættes for overgreb. Dog vil jeg på det bestemteste mene, at en uddannelse er en betydningsfuld forudsætning for at kunne gennemskue de mange, fine nuancer, som findes i samspillet mellem de to parter, der er involveret i en plejesituation. Reduceres pleje til udelukkende at bestå af praktiske handlinger, gøres mennesker til objekter, og objekter har ikke krav på noget som helst.