Prøv avisen

Kravene til religiøs neutralitet i Europas skoler strammes

Dr. jur. Henrik Palmer Olesen diskuterer i dagens kronik religiøse symboler på offentlige institutioner på baggrund af dommen fra Italien. -- Foto: stock.xchng

Dommen fra Italien sender endnu et signal om en ny forpligtelse for de europæiske stater til at sikre upartiskhed i formidlingen af viden om religiøse og filosofiske forhold

TIDLIGERE PÅ MÅNEDEN afsagde Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol en dom, der afgjorde, at det var i strid med Menneskerettighedskonventionen, at der i klasselokalerne på en italiensk folkeskole var opsat kors (Lautsi mod Italien).

Baggrunden for sagen var, at en mor til to børn, som gik på skolen, fandt, at korset havde en missionerende karakter, og at hun derfor syntes, at hendes ret til at børnenes uddannelse og undervisning ikke kunne ske i overensstemmelse med hendes egen religiøse og filosofiske overbevisning.

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, første tillægsprotokol, artikel 2 lyder: "Ingen må nægtes retten til uddannelse. Ved udøvelsen af de funktioner, som staten påtager sig i henseende til uddannelse og undervisning, skal den respektere forældrenes ret til at sikre sig, at sådan uddannelse og undervisning sker i overensstemmelse med deres egen religiøse og filosofiske overbevisning."

Hendes klage til den italienske forfatningsdomstol blev afvist med den begrundelse, at domstolen ikke kunne tage stilling til institutionsreglementer. Hun indbragte herefter sagen for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Under sagen argumenterede den italienske regering med, at korset ikke kun var et religiøst symbol, men var et humanistisk symbol på lige værdighed mellem mennesker med videre, og at tilstedeværelsen af kors i klasseværelserne endvidere havde en så passiv karakter, at det ikke kunne anses for at være missionerende.

I sin afgørelse udtaler Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at kors, uanset at disse kan tilskrives en række forskellige symbolske betydninger, først og fremmest har en religiøs betydning. Da skolen var en offentlig uddannelsesinstitution, som forfulgte en politik, hvorefter korset var standardudstyr ved indretningen af ethvert klasselokale på skolen, kunne korset ikke med god grund opfattes som andet end en integrerende del af læringsmiljøet på skolen. Korset fremstod dermed som et fremtrædende og stærkt religiøst symbol og havde dermed en missionerende karakter i strid med artikel 2 i konventionen.

Dommen ligger i forlængelse af en række afgørelser, hvor domstolen igen og igen har understreget, at staterne er forpligtet til at sikre et offentligt læringsrum, der er fri for missionerende elementer. Således har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol med henvisning til netop denne forpligtelse tidligere accepteret forbud mod muslimsk hovedtørklæde, hvad enten dette bæres af lærere eller elever, ligesom domstolen har afgjort, at (missionerende) kristendomsundervisning ikke bare skal være frivillig, men at det også skal være relativt enkelt for forældre, der ikke ønsker, at deres børn deltager i sådan undervisning, at få deres børn fritaget fra undervisningen.

Lautsi-dommen rejser spørgsmålet, om danske folkeskoler nu også skal fjerne kors fra klasseværelserne, hvis de har sådanne hængende. Dette må efter min vurdering besvares bekræftende, også selvom den danske grundlov indeholder elementer, som nogle måske vil mene trækker i retning af det modsatte svar.

Det fremgår af Grundlovens paragraf 4, at den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke, og at denne kirke som sådan understøttes af staten. Det er usikkert og omdiskuteret, hvad der nærmere ligger heri.

Ifølge den førende juridiske litteratur på området indebærer bestemmelsen, at staten er forpligtet til at sikre folkekirken en vis økonomisk understøttelse. Det er imidlertid tvivlsomt, hvad der nærmere ligger heri, og der er derfor enighed om, at det må være op til lovgivningsmagten nærmere at fastlægge størrelsen af denne støtte.

Afgørende er det imidlertid, at der er tale om en pekuniær støtte til kirken og ikke en konfessionel binding af staten som sådan til den evangelisk-lutherske tro. Det kan derfor siges med sikkerhed, at paragraf 4 ikke forpligter regeringen til at sikre, at der hænger kors i alle landets klasselokaler.

Et andet argument mod at anse Lautsi-dommen for at have betydning for Danmark kunne være, at Italien – i lighed med Frankrig og Tyrkiet – har en særlig forpligtelse på dette område, fordi landet i sin egen forfatning har tilsluttet sig et princip om offentlig sekularisme.

Der er da også et enkelt element i sagen, der peger i denne retning. Italien har således i 1985 ændret sin relation til den katolske kirke, således at katolicisme ikke længere er den eneste anerkendte religion i staten. Dette kan siges at være i en vis modstrid med den danske grundlovs paragraf 4, hvorefter den luthersk-evangeliske trosretning er den eneste, som understøttes af staten. Dette er dog efter min opfattelse ikke tilstrækkeligt til at antage, at Lautsi-dommen ikke skulle få betydning for anvendelsen af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (første tillægsprotokol, artikel 2) i Danmark.

For det første er der den afgørende lighed mellem Italien (og andre lande, som eksplicit i deres forfatninger har indføjet et princip om sekularisme) og Danmark, at staten ikke har en konfessionel karakter. Grundlovens paragraf 4 forpligter godt nok staten til at "understøtte" folkekirken, men det er som nævnt ikke ensbetydende med, at staten har et konfessionelt grundlag. Tværtimod fremgår det klart af Grundlovens paragraf 70, at staten er forpligtet til i øvrigt at behandle alle religioner lige. (Grundlovens paragraf 70 : "Ingen kan på grund af sin trosbekendelse eller afstamning berøves adgang til den fulde nydelse af borgerlige og politiske rettigheder eller unddrage sig opfyldelsen af nogen almindelig borgerpligt").

Da der ikke er grundlag for at hævde, at Grundloven på dette område stiller Danmark i en særlig stilling i forhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, bliver det aktuelt at fremhæve, at dommen på en række punkter strammer kravene til religiøs neutralitet i folkeskolen.

Således udtaler domstolen blandt andet, at "skolen ikke bør være en skueplads for missionerende aktivitet eller bøn", men at skolen snarere bør være et sted, hvor eleverne "bliver gjort bekendt med forskellige religiøse og filosofiske retninger, og hvor de kan få kendskab til disses tankegrundlag og traditioner", og at formidlingen af viden om disse religiøse retninger "skal ske på en måde, som kan karakteriseres som objektiv, kritisk og pluralistisk". Konsekvensen er en forpligtelse for staterne til at sikre upartiskhed i formidlingen af viden om religiøse og filosofiske forhold, hvilket indebærer, at skolerne ikke må promovere eller legitimere religiøse budskaber eller praksisser.

Grundlæggende set synes dommen at være baseret på et synspunkt om, at religiøse overbevisninger netop er (personlige) overbevisninger, og at det offentlige skolesystems vigtigste opgave i relation til disse er at sikre eleverne mulighed for på et så objektivt og frit grundlag som muligt at reflektere over de forskellige religiøse og filosofiske strømninger, som omgiver dem.

Dette indebærer, at offentlige skoler bevidst adopterer et læringsmiljø, som er fri for missionerende elementer, herunder religiøse symboler såsom muslimske hovedtørkæder eller anden form for religiøs beklædning, kristne kors med videre. Dette er som nævnt ikke ensbetydende med, at eleverne skal holdes i uvidenhed om betydningen af disse symboler. Det betyder derimod, at symbolerne skal behandles som objekter, der er genstand for undervisning – ikke som objekter, man bør tilslutte sig eller tage afstand fra. Skolen skal med andre ord have en distance i forhold til religiøse og filosofiske overbevisninger – et princip, som gælder både for indholdet af undervisningen og for læringsmiljøet som helhed.

Henrik Palmer Olsen er dr.jur. og professor ved Københavns Universitet