Krigen raser: Er museer støvet oplysning eller tivoli?

Der er debat om, hvorvidt museer risikerer at miste troværdighed, når de indgår samarbejde om udstillinger med Jim Lyngvild. I sidste ende handler det om, hvad et museum er: et sted for videnskabelige oplysning eller gæstens oplevelser, skriver kronikøren

Historiker Kasper Rathjen stiller i denne kronik spørgsmålstegn ved, hvad et museum skal kunne? Og Jim Lyngvilds udstilling bør være på Nationalmuseet.
Historiker Kasper Rathjen stiller i denne kronik spørgsmålstegn ved, hvad et museum skal kunne? Og Jim Lyngvilds udstilling bør være på Nationalmuseet. Foto: Maria Albrechtsen Mortensen/Ritzau Scanpix og privatfoto.

I disse dage raser den store museumskrig. Som det så ofte har været tilfældet med denne mærkværdige krig, omhandler den seneste konfliktoptrapning Jim Lyngvilds tilstedeværelse i museumslandskabet.

Anstødsstenen er Den Gamle Bys direktør, Thomas Bloch Ravn, som mener, at museerne risikerer at miste deres troværdighed, når de indgår samarbejde om udstillinger med Jim Lyngvild. Lyngvild riposterer med, at hans historiske digtning jo flankeres af fagfolkene. Tager man personerne ud af ligningen, aner man konturerne af en konflikt, der har over 100 år på bagen.

Jeg ønsker ikke at dykke ned i de nyanlagte skyttegrave i den gamle krig, men derimod at stille skarpt på en af konfliktens mere dybereliggende årsager. I sidste ende handler det nemlig om, hvad et museum er: et sted for den videnskabelige oplysning eller et rum for gæstens oplevelser?

Med fremkomsten af de folkelige museer i slutningen af 1800-tallet, en tradition, som Thomas Bloch Ravn i øvrigt selv er ud af, blev diskussionen om forholdet mellem oplysning og oplevelse for alvor sat på spidsen.

De folkelige museer formidlede levende om bondekulturen, alt imens Nationalmuseet ikke bare slog sig i tøjret, men tillige slog et slag for den hårdkogte videnskabelige fremstilling af museumsgenstande. Lettere karikeret kunne man sige, at det var en kamp mellem folkemuseernes autodidakter og Nationalmuseets videnskabelige aristokrater.

Spørgsmålet var, hvorvidt æstetiske virkemidler, der kunne forskønne eller popularisere materialet, havde deres plads i museumsverdenen.

Idéen om et støvet museumsaristokrati, der ikke ønsker at forny sig, imødekomme sit publikum og egentlig helst bare vil fortabe sig i snurrepiberier og studentikositeter, begyndte for alvor at tage form. I epilogen til ”Vor Oprindelse” fra 1941 skrev Johannes V. Jensen eksempelvis om de fagligheder, man ofte finder på de kulturhistoriske museer:

”Kundskab er ikke sand Kundskab før den er omsmeltet i Æstetik, (…) Forsøget paa en samlet universel Tilegnelse af et vidt fordelt Stof overtages derfor lejlighedsvis af Outsidere, som den knirkende Videnskab ikke er i Selskab med, og som den undertiden omfatter med en faglig Jalousi.”

Og i sin kulturpolitiske redegørelse, betænkning 517 fra 1969, bemærkede den Radikale Venstres kulturminister, Helveg Petersen, i en henkastet kommentar, at de danske museer var så kedelige og uaktuelle, at de blev fuldstændig forbigået af ungdomsoprøret.

Museer skulle være farlige – og de skulle forstå, at de lå i åben konkurrence med teatre, biografer og andre fritids- og underholdningstilbud. Sidenhen fulgte diskussionen om museerne i oplevelsesindustrien, men også denne er blot en accentuering af det grundlæggende problem: idéen om museumsaristokratiet.

Alene begrebet museum vil have for mange have konnotationer i retning af den støvede, gamle montre og uendelige rækker af uformidlede stenalderfund. Bemærkelsesværdigt nok synes en stor del af museumsfolk også selv at abonnere på fortællingen om den pedantiske museumsinspektør, der hvæser, hver gang noget formidles mere med hjertet end med forstanden.

Derfor sætter moderne museumsfolk konstant benspænd for sig selv. Det handler således altid om at gøre noget radikalt anderledes end det, man altid har gjort. Måske skal der formidles på en helt anden måde – eller i det mindste til nogle helt andre gæster end de sædvanlige. Vi læser sjældent om nye museale erkendelser med afsæt i faglighedens slid, men derimod alt for tit om et endeligt (!) og nødvendigt opgør med det overleverede og de forestillede og selvpålagte idiosynkrasier. Man møder derfor ofte moderne museumsfolk som omvandrende undskyldninger, der mest af alt frygter, at deres faglighed kommer til at stå i vejen for en god fortælling.

En af de største museumsoplevelser, jeg har haft i løbet af de seneste par år, var, da jeg besøgte Planetariums udstilling ”Made in Space”. Jovist, der er slebet kanter, populariseret og hentet hjælp fra et lækkert designfirma, men kernen er ubestridelig: Det er en kærlighedserklæring til videnskaben. Fra første færd mærker man den imponerende faglige selvtillid, som udstillingen udstråler.

Når man går fra ”Made in Space”, er man ikke i tvivl om, at atomerne, universets byggesten og zinkens ophav i stjerneeksplosioner er det fedeste nogensinde, for udstillingen og dens formidlere har ikke givet anledning til at tro andet. Sådan kan det ofte føles, når man møder naturvidenskaben formidlet. Den er præget af en urokkelig tro på, at de processer og lovmæssigheder, der er styrende for vores eksistens, naturligvis må interessere alle og enhver.

En sådan selvtillid kan ikke prissættes, men det er sikkert, at den skaber en kultur af nysgerrighed og forundring, der smitter af på de fleste, som den kommer i berøring med.

Ovenstående selvtillid findes naturligvis også i de bløde videnskaber og blandt disses formidlere, men der hersker ingen tvivl om, at konflikten mellem oplysning og oplevelse stortrives her. Som et knopskud på denne diskussion kunne man fremhæve museumsaktivismen, der i sin essens insisterer på, at museets faglighed ikke bare er legitim, men derimod højaktuel – og at den bør danne præcedens for, hvordan vi fremadrettet agerer.

Andre ville derimod indvende, at man med aktivismen måske har så meget selvtillid, at man bevæger sig væk fra selve fagligheden. Det er ikke formålet at afgøre her, men det er værd at holde sig for øje, hvordan aktivismen kan tolkes som et udbrud midt i museumsfaglighedens legitimitetskrise.

En midlertidig løsning på den alenlange kamp mellem oplysning og oplevelse er naturligvis vekselvirkningen – heldigvis for os har denne også en lang historie. I slutningen af 1800-tallet foreslog historiker A.D. Jørgensen, at man først måtte ”vække sansen” for historien ved en ”levende fortælling”, før man kunne oplyse. Selv Nationalmuseets – dengang videnskabens højborg – direktør Mouritz Mackeprang bemærkede i 1939, at man kunne få flere i tale end blot ”videnskabsmanden”, hvis man ellers tillod sig at ”knibe et Øje til for Videnskabens strænge Krav”.

Blandt faghistorikerne lever denne vekselvirkningens tradition i bedste velgående, hvor man fører en rolig faglig pen, alt imens man ej frygter æstetikkens virkemidler. Et nyligt eksempel herpå kunne være Lars Bisgaards biografi over kong Christian II.

Lad os så blive fri for de evige fortællinger om gamle, støvede museer og deres aristokrati og i stedet insistere på, at institutionerne og deres samlinger har en intrinsisk værdi, som forstærkes og forvaltes af en stærk faglighed, der udstråler forundring og nysgerrighed – ikke bare i forhold til sig selv, men også i forhold til det omkringliggende samfund.