Prøv avisen

Krigsførelse mod kvinder skal frem i lyset

Krigstaktik Selvom voldtægt i krig ikke er et nyt fænomen, var det først i 1990erne, at man for alvor begyndte at anerkende det som et regulært våben i krig

DEN 10. DECEMBER 2008 sluttede FNs kampagne 16 dage mod vold mod kvinder. Kampagnen er en årligt tilbagevendende markering af et internationalt problem, der til trods for mere fokus på kønsbetinget vold ikke ser ud til at være aftagende.

Voldtægt af kvinder har været en uhyggelig almindelig del af krigsførelse i mange hundrede år, og gennem historien har kvinder været udsatte på grund af deres køn i alle former for konflikter. Det skyldes ikke, at de udgør en direkte militær trussel eller er til fare for fjenden. De er som oftest ubevæbnede civile, der ikke har mulighed for at forsvare sig. Alligevel angribes og voldtages kvinder i konflikter. Det er en måde at fratage kvinder både identitet og menneskelighed og en metode til at ydmyge en hel befolkningsgruppe.

Da japanerne erobrede Nanking i 1937, estimeredes det, at over 20.000 kvinder blev voldtaget, hvilket betød, at der foregik mindst 10 voldtægter om dagen. Under krigen i Rwanda blev op mod en million voldtaget på 100 dage. Til trods for adskillige vidneberetninger om seksuelle overfald har det alligevel taget adskillige år, før man begyndte at reagere på den tragedie, voldtægt som våben er, og ikke mindst de følgevirkninger, det har for både kvinder og samfund.

Faktum er, at vold mod kvinder i konflikter er en af de største fortielser på grund af forbrydelsens karakter og ledsagende tabu, der desværre ofte omslutter seksuelle overfald.

Voldtægt i krig har fået alt for lidt opmærksomhed, forbrydelsens karakter taget i betragtning. Det skyldes, at voldtægt i krig i mange år er blevet betragtet som en civil lovovertrædelse, der kun angik de involverede parter: voldsofferet og voldsforbryderen. Og fordi voldtægt i krig er blevet betragtet som en privatsag, er mange krigsvoldtægtsforbrydere derfor heller aldrig blevet straffet, og ofrene har aldrig fået erstatning eller mulighed for at fortælle deres historie. Der har nærmest hersket en tendens til at naturliggøre voldtægt i krigssituationer, da det er blevet set på som et uheldigt biprodukt af krig.

GENNEM TIDEN ER ANTALLET af civile tab i forbindelse med krig blevet stadigt større. I dag udgør det civile tabstal i krig 90 procent af alle dødsfald, hvoraf størstedelen er kvinder og børn. Dette høje antal af dræbte civile er resultatet af en uhyggelig militær taktik og skyldes hverken dårlig efterretning eller manglende præcisionsskydning. Militærhistorie viser, at et højt antal af døde og sårede personer, konstituerer vejen til sejr og her er kvinder og seksuel vold mod samme en central brik.

Kvinder er specielt sårbare i voldelige konflikter på grund af deres kulturelle rolle som forsørgere og plejere. En rolle, der bevirker, at kvinder sjældent efterlader svage, gamle, sårede, børn eller syge. Kvinder er af samme årsager ofte ikke særligt mobile i krige, og fordi de også tilhører de fattigste i samfundet, har de ofte ikke råd til at rejse eller råd til at forlade deres livsgrundlag.

En af de mange uhyggelige følger af krigsvoldtægter er hiv-/aidssmitte. De fleste voldtægtsofre finder aldrig ud af, at de er hiv-/aidssmittede og dør af virus, fordi de ikke bliver behandlet for sygdommen. Den udbredte seksuelle vold i konfliktområder bidrager stærkt til smitten. I flere krige er overførsel af smitte gennem voldtægt blevet anvendt som et våben i sig selv. For eksempel under krigen i Rwanda, hvor tutsikvinder blev inficeret med hiv som et led i planen om etnisk udrensning.

Et eksempel på den uhyggelige seksuelle vold, der bruges mod kvinder, findes den dag i dag i Afrikas næststørste land, Den Demokratiske Republik Congo (DR Congo). Her har vilkårene for landets indbyggere i årevis været fortvivlende, og til trods for et relativt veloverstået valg i 2006 er landet stadig plaget af vedvarende vold især mod kvinder. Siden borgerkrigen i 1998 har seksuel vold mod kvinder været et kæmpe problem i DR Congo, og i juli måned i år berettede Ritzau om 2000 anmeldte voldtægter i North Kivu-provinsen i DR Congo. Alene i 2007 blev over 30.000 voldtægter anmeldt i DR Congo.

Når der har været en voldsom konflikt i et land, er det som oftest kun de færreste lande, der er parate eller i stand til at tackle de forbrydelser, der er blevet begået under konflikten. I langt de fleste lande betyder en konflikt kollaps af retssystemet, og det efterlader landet ude af stand til at behandle eksempelvis voldtægtssager. I andre tilfælde frygter kvinderne stigmatisering og anmelder derfor slet ikke voldtægten. Det skyldes også i nogle tilfælde, at kvinderne ikke kender deres rettigheder, eller fordi de ikke har tiltro til retssystemet. I forhold til international lov er voldtægter i krig problematiske forbrydelser, fordi international lov først og fremmest er indrettet på at behandle staters lovovertrædelser af menneskerettighederne og ikke individuelle forbrydelser.

Både på nationalt og internationalt plan har forbrydelser som seksuel vold længe været anerkendt. Voldtægt kan, afhængig af omstændighederne, krænke Genevekonventionerne fra 1949, Folkemordskonventionen fra 1948 og Torturkonventionen fra 1984. Voldtægter brugt som krigsvåben kan også kategoriseres som en forbrydelse mod menneskeheden. Men mens de retslige normer eksisterer, er muligheden for at benytte sig af dem eller viljen til at håndhæve dem ofte fraværende eller bremses af statssuverænitetsprincippet.

I juni måned i år besluttede FNs sikkerhedsråd endelig at anerkende voldtægt som et våben i krigsførelse. Sikkerhedsrådet beskriver bevidst brug af voldtægt som en krigstaktik og kalder det en trussel mod international sikkerhed.

Kvindekroppen bliver ikke kun brugt som kampplads for at ødelægge og traumatisere kvinden. Voldtægt anvendes også systematisk for at ødelægge fjendens moral og skabe kaos i samfundet. Kvinder, der ofte udgør grundstenen i familien, bliver det primære mål, og volden mod kvinden bliver et våben mod hele civilbefolkningen. Voldtægt af samfundets kvinder rammer hele samfundets integritet og sårer et helt folkeslag. Voldtægterne påvirker kvinders sociale position, deres identitet og deres selvværd. Voldtægt påvirker et samfund både nutidigt og fremtidigt og har virkningsfulde sociale implikationer i form af den frygt, den effektuerer i alle kvinder i samfundet.

KVINDER, DER HAR OPLEVET en krigsvoldtægt og overlever den, bliver omvandrende påmindelser om samfundets nederlag. I mange traditionelle samfund i Afrika, hvor begreber som dyd og familieære er stærkt manifesterede, objektificeres kvinder ofte i forhold til disse. Forestillinger om jomfruelighed og seksuel afholdenhed har stor betydning i for eksempel islamisk kultur, hvor en voldtægt gør en kvinde uegnet til bortgiftning og moderskab.

Der er mange eksempler på, at kvinder, der har været udsat for voldtægt, mister deres ret til ejendom og i værste tilfælde udstødes fra samfundet. De fleste kvinder, der overlever voldtægten, er meget bevidste om, at de kan miste alt, hvilket forklarer, hvorfor så mange kvinder fortier forbrydelsen. Desværre fungerer det sådan i nogle samfund, at familiens eneste mulighed for at genvinde deres ære er ved at udstøde den voldtagne kvinde eller slå hende ihjel. Voldtægt som våben er derfor ikke blot et middel til sejr, men en måde at skabe traumer, svække familiens bånd og udrydde samfundets gruppesolidaritet.

Åbenhed og oplysning omkring forbrydelsen er med til at skabe bedre rammer ikke kun for kvinderne, men også for domstolene, der kan tage sig af denne type forbrydelser. Jo mere de ved, jo bedre vilkår er der for retssystemets virke.

Åbenhed kan også bidrage til at sikre klare definitioner af forbrydelsen gennem vidneudsagn og dialog. Desuden er det vigtigt at sikre midler til at behandle de voldsramte piger og kvinder for deres traumer og støtte deres integration ind i deres lokale samfund igen.

Louise Albers er BA i dansk og statskundskab og kandidatstuderende i kommunikation og Afrikastudier