Krise i Grundtvigs højskole

Hvis det poetisk-historiske menneske- og folkesyn og det grundtvigsk-kirkelige syn, blev stævnet til et møde med Europa - og vel at mærke med hele Europa - ville højskolen sidde inde med et budskab, der nok skal blive hørt

Den svigtende elevtilgang til de grundtvigske højskoler kan forklares på flere måder, bl.a. med de små ungdomsårgange og den dyre elevbetaling, og begge dele spiller naturligvis en rolle, så højskolerne er gået til staten med bøn om flere penge. Et argument herfor har været, at højskolerne evner at give eleverne en personlig kompetence, der gør dem velegnede i det moderne konkurrencesamfund. Som om det ikke oprindelig var deres formål netop at ændre det egoistiske konkurrencesamfund i retning af et »kærlighedens jorderige«, for nu at citere Grundtvig. Så man må stille det spørgsmål, om højskolen overhovedet har et budskab til folkets ungdom, der adskiller sig fra alle andre undervisningsanstalters, så hvorfor vælge just dem? Det at opdrage og oplyse til gode borgere i det bestående samfund var jo 1700-tallets ideal, og det lå bag Hal Kochs Krogerup, der ville opdrage til demokrati, og også bag Grundtvigs argumentation for Sorø-højskolen i hans højskoleskrifter. Men netop kun bag argumentationen over for myndighederne. Det folkelige menneskesyn, han forkyndte i »Nordens mytologi«og i »Verdenshistorien«, blev derimod det, der af Kr. Kold og J. Kr. Undberg blev grebet og forkyndt for de gudelige forsamlingsfolk, og det var dem, der rejste de grundtvigske højskoler. Det betød ikke, at højskolerne blev »kristelige«, men de blev netop folkelige, idet de byggede på troen på menneskers og folkeslags historie som guddommelige eksperimenter, altså på Guds fortsatte skabelse gennem historien, ikke som en skæbne, han fastlægger, for vi er jo ikke i paradiset, vi har valgets frihed. Men som det Gudsbillede, hvori vi er skabt, og som afspejler sig som poesi, i kærligheden og i de frihedens og fredens myter, der er drivkraften bag historien, men som selvfølgelig kan fornægtes af mennesker. Grundtvig kaldte dette budskab historisk-poetisk. Og den store norske højskolemand Chr. Bruun føjer til i sin bog »Folkelige grundtanker«, at han vel er klar over, at denne tro strider mod den lutherske lære om menneskets totale syndighed, men erklærer, at han »hellere vil gøre godt sammen med grundtvigianerne i kraft af en forkert læresætning, end forsove mig sammen med lutheranerne i kraft af en rigtig«. Hans poetiske drøm var, at menneskelivet skal vokse til at blive det største af alle digte, altså styrkes af en eksistentiel poesi i livets daglige virkelighed til forskel fra digternes værker, der blot beskriver livet. Mens de skrevne digte er særligt begavede menneskers værker, produceret af en elite, så er den eksistentielle poesi ethvert menneskes mulighed. Den vil »oplive« tilværelsen, og efterhånden som der leves med den, vil den oplyse os om livets og kærlighedens væsen og skænke os lys over livet. Som folkelig er den en livsmulighed for alle, men den er det også i den forstand, at den vækkes og næres fra den poesi og de myter, der bærer vort folks historiske og sproglige fællesskab, og knytter vort liv dertil. Hvis et sådant liv skal lykkes, må folket have frihed og selvbestemmelse til at udfolde sig i sit eget sprog og i pagt med sin særlige historiske myte. Det må nedefra kunne forme sine skoler og kirker og selv råde for sin politik, ikke i national selvtilstrækkelighed eller selvovervurdering, for det folkelige syn adskiller sig fra det nationale ved at tro på alle folkeslags historie som guddommelige eskperimenter, for Gud er vel alle folkeslags Gud, eller han er slet ikke Gud. Denne tro er ikke en i luften svævende abstraktion som de globale forestillinger, for al guddommelighed må - hvis kristendommen ellers har ret - iklæde sig jordisk dragt for at kunne modtages af os jordiske mennesker. Chr. Bruun udtrykte det sådan, at hvad han elskede var ikke det nationale, men det åndelige menneskeliv, sådan som det gennem historien har været tilstræbt hos alle folk og til alle tider, men at han havde lært, at det kun kan blive virkeligt i en national klædning, som han holder af - ikke for klædningen skyld, men for den der bærer den. De børn af forsamlingerne, der blev grundtvigske, ville oplive almuefolket ved at styrke dets tro på deres eget og folkets livshistorie som guddommelige eksperimenter, hvis indhold afspejler sig i folkets myter og anes i dets historie, som derfor måtte fortælles. Som afspejlinger af guddommelige kræfter måtte poesien naturligvis være til stede i alle folks historie, om end i forskellige skikkelser og på forskellige sprog, for Gud skaber altid liv i en rig mangfoldighed. Den poetiske historie er derfor universal. Men som kærlighed er den kun virksom i nære livsforhold som familie og folk, men fastholdes det universale i synet, bliver fædrelandskærligheden ikke til nationalisme. I det danske folk måtte forkyndelsen af en guddommelig frihed for alle folk efter 1864 rette sig mod de adskilte landsmænd i Nordslesvig med et »urimeligt håb« om en genforening og naturligvis også mod højrekræfternes diktatur herhjemme, der ville fastholde folket i umyndighed. Det første betød på ingen måde et tyskerhad, hvad de vakte kredses krav om frihed for de tyske nordslesvigere i 1850'erne og Askovforstanderen Jakob Appels lovgivning efter genforeningen om skole- og kirkefrihed for de tysksindende er historiske beviser for. At beskylde det grundtvigske folk for nationalisme er simpelt hen bagtalelse. Selv om vi her i livet aldrig bliver færdige med en frihedskamp i vort eget folk, så så det jo gennem begivenhederne i 1901 og 1920 ud til, at de to folkelige mål var nået. Og fra den grundtvigske del af lærerkredsen i Askov erklærede man da også, at nu måtte den »gamles« søn Svend Grundtvigs protest i 1844 mod en danisering af skolevæsenet på Færøerne blive aktuel i den folkelige oplysning. Han skrev, at det aldrig bliver alvor med de danskes følelse for det nationale, dersom de ikke vil kæmpe for ethvert folks frihed og mod dets undertrykkere, »ere disse endog udgangne af vor egen midte«. Hvad de jo var i Norge, på Færøerne og i Island. Norden måtte stærkere på programmet, ikke efter Foreningen Nordens mønster, der priser lighederne og forsøger at nærme sig en ny skandinavisme. Tværtimod måtte højskolen kæmpe for en politisk, sproglig og kulturel adskillelse fra det danske og imod de tre folks egen danskprægede elitekultur, så folkene nedefra kunne virkeliggøre deres egen myte. Det nordiske lærerkursus på Askov, den nordiske folkehøjskole på Frederiksborg og min egen på Snoghøj var resultater af dette syn. Og i løbet af århundredet har vi som danske nærmet os dette mål med Islands selvstændighed og håndskrifternes tilbagegivelse og med Færøernes og Grønlands stigende frihed. Bagved lå fortsat for os troen på alle folks historie som guddommelige eksperimenter. Men netop her svigtede mange efterhånden. Efter genforeningen syntes dem et urimeligt håb på Guds styrelse ikke aktuelt mere, og humanismens fornuftbestemte sætten »mennesket i centrum« vandt indpas på højskolerne, b.la. hos en del akademiske lærere. Dens pacifisme og internationalisme syntes at passe til den nye historiske situation efter krigen. Dertil kom, at Tidehverv - især gennem Kaj Thanings virksomhed - påstod, at Grundtvig havde sækulariseret det folkelige, det var kun Kr. Kold og de gudelige forsamlinger, der havde blandet Gud ind i højskolen. Thaning ville på tidehvervsk vis sikre evangeliets monopol på den gudommelige åbenbaring, så det folkelige budskab måtte sekulariseres, og mange højskolefolk fulgte den Thaningske Grundtvig-tolkning. Morgensangen blev til en sekulariseret morgensamling, og ordet Gud blev det ikke sagen at bruge, samtidig med at historien blev trængt i baggrunden, for hvad er mere kedsommeligt end en rent videnskabelig fremstilling. Tilbage i højskolen var sangene, selv om naturlyrikken og viserne ofte trængte de folkelige sange i baggrunden, det opdragende fællesliv og især udviklingen af den enkeltes kreative og individuelle interesse og så naturligvis fagene. Lærerne blev ansat som faglærere mere end som folkelige forkyndere. Men modernitetens humanisme er - som Nietzsche påviste - ikke nogen varig holdeplads, for den analytiske fornuft, den hviler på, æder sig ind under de humane værdier og påviser, at de blot er relative størrelser afhængige af tid og sted. Og så havner man enten i en kynisk nihilisme (som i Tyskland i nazitiden) eller i en postmodernisme, hvori det enkelte individ selv vælger sin egen sandhed og identitet. Som allerede efter Første Verdenskrig det folkelige syns universalitet måtte styrkes i vort forhold til de nordiske folk, vi selv havde hersket over, sådan kræver tidshistorien nu, at vort folk vender sig imod den europæiske opgave, hvad jo allerede Grundtvig selv forudså. Men ikke ved en politisk underkastelse under en romersk union eller ved en kulturel tilpasning til den vesteuropæiske elitekultur. Som det i forholdet til Norden hverken gjaldt en union eller en kulturel ensretning, men tværtimod en styrkelse af de enkelte folks frihed og nedefra voksende folkelige kultur, sådan må vejen også gå i det europæiske samarbejde, for kun sådan vinder det folkenes tillid. Når der i vort folk er en betydelig uvilje mod EU-politikken, skyldes det slet ikke snæversynet nationalisme, men den kendsgerning, at vort folkestyre fra begyndelsen af hvilede på de gudelige forsamlinger i folket selv og således voksede op nedefra, og det er enestående i et Vesteuropa, hvor det var intelligensen, der førte an ovenfra. Vort folkestyre hviler derfor - bevidst eller ubevidst - på forsamlingernes tro på det guddommelige eksperiment i vort folks historie, mens det andre steder bygger på de intellektuelles humanistiske ideer, og de er som nævnt et skrøbeligt grundlag. Vor opgave i Europa er at føre det guddommelige syn ind i den kulturelle debat, sådan som Grundtvig forestillede sig, at det skulle ske på et Göteborguniversitet: Og i den sag burde højskolen gå i spidsen. Den må derfor - som det dog også i dag sker på mange højskoler - besinde sig på sit folkelige syn. Hvis det poetisk-historiske menneske- og folkesyn og det grundtvigsk-kirkelige syn, der i øvrigt også er folkeligt, som en levende virkelighed på højskolerne blev stævnet til et møde med Europa - og vel at mærke med hele Europa - ville der kunne blive tale om en styrkelse af vort folks frisind og en åndelig inspiration. Og så ville højskolen sidde inde med et budskab, der nok skal blive hørt. n fhv. højskoleforstander