Halvdelen af landets arbejdende befolkning er nok en gang eftertrykkeligt rykket tilbage til skærmmøder. Fra foråret har vi lært, at vi skal gøre noget ekstra for at holde kreativiteten ved lige. Vi skal logge på lidt før mødets start og udveksle idéer, før vi går i gang med dagsordenen, eller vi skal overtage de unges vaner med at have flere samtaler kørende, både den formelt koordinerende og den muntert udvekslende på chatten, hvis det skal lykkes os at holde humøret oppe i en arbejdssammenhæng.
Aldrig har det været tydeligere, at det er i de mindre målrettede dele af vores arbejdsliv, at store dele af vores idéudveksling og virkelighedsjustering finder sted. Det har længe været et slogan, når man skulle arbejde med strategi, at uden inddragelse af kulturen kunne man lige så godt lade være. Strategiarbejde bliver nemt lige ud af en velplanlagt linje – og da ved man, at ”kulturen spiser strategien til morgenmad”, som det vittigt hedder. Nu ved vi, at kulturen også spiser politiske anbefalinger om adfærdsændringer til morgenmad. Det er hos den befolkning, hvor anbefalingerne havner, at normer skal blive til normen. Det kan kun fikses ved, at vi bliver ved med at tale med hinanden om fornuften og nødvendigheden og det konkrete indhold af at vise samfundssind.
Vi ved endnu ikke, om coronakrisen kommer til at forandre vores sind og samfund mere permanent, men det er vanskeligt at forestille sig, at vi glemmer den foreløbigt. Og er den med i erindringen, påvirker den også, hvad vi gør fremover. Kulturen er forandret. Et lønligt håb er, at vi på den anden side af krisen har fundet nye fælles løsninger, der er både mere bæredygtige og demokratiske end dem, vi gik ind i krisen med.
Håbet hviler på to ting, som jeg hermed optimistisk fremsætter i teseform: for det første at vores kritiske sans er blevet skærpet under coronakrisen, for det andet at vores tro på, at viden kræver fælles samtale, er blevet styrket – det betyder, at vi er blevet et samfund med en højere grad af basal tillid.
Begge dele, altså kritisk tænkeevne og åbenhed i tale, er grundlæggende i den dømmekraft, som bærer os oppe som kulturelle væsener. Fordomsfri, selvstændig holdning, eftertanke og nysgerrig opmærksomhed over for alt levende er dét, vi kort og godt kalder den sunde fornuft eller den snøvs, som man kan gå fra. I moderne dansk er mangel på dømmekraft blevet til ”at tabe sutten”.
Den, der mister den sunde fornuft, går fra snøvsen eller taber sutten, er ikke nødvendigvis ude af stand til at argumentere for sin sag. Vedkommende kværner rundt i sine forbenede holdninger, men vedkommende ræsonnerer uden blik for situationen og de mennesker, som udgør den. Når man lytter til den, der er gået fra snøvsen, hører man et menneske, som er mere optaget af sig selv end af andre. Den, der ikke længere kan bruge sin sunde fornuft, skal man tage sig i agt for, for vedkommende lader sig let hverve til præfabrikerede fordomme og tankeopstillinger med klare fjendebilleder og bliver mere og mere væk på det selvopfundne og realitetsfrie overdrev. Vedkommende står i stor fare for at gøre andre mennesker ondt, uanset om det sker bevidst eller ej. Den moralske orientering er nemlig gået tabt.
Kritisk sans og åbenhed for andre i formuleringen af ens standpunkt er derimod kendetegn hos en person, som ikke er så nem at hverve til fikse opstillinger af lette løsninger. En befolkning af mennesker, der med tillid til samtalen kaster sig ud i at forstå de fælles løsninger i al deres sammensathed af hensyn til menneskers forskellige placering og udgangspunkt, er derimod en befolkning, som er vanskelig at stille tilfreds med lette løsninger. Alle løsninger kræver lang tids grundig debat, hvor man lytter til hinanden og giver tid til at tænke den mærkelige indflydelse med, som af den danske filosof og teolog K.E. Løgstrup er døbt ”de utilsigtede bivirkningers verdensforvandlende magt”.
Vi kender ikke fremtiden og de situationer, som de nuværende corona-beslutninger afføder som utilsigtede bivirkninger. Vi står også nu midt i dét, der var fremtiden for 10 år siden. Vi ser for eksempel den verdensforvandlende magt, som den skolereform, der blev gennemført længe før corona, nu udøver. Vi sigtede klart efter at fastholde den gode udvikling i retning af bedre matematikundervisning i folkeskolen, da vi som samfund valgte at gøre skoledagene for de mindste skolebørn længere.
Men tilsyneladende har reformen haft nogle bivirkninger, som gør, at eleverne i dag er mindre glade for matematik allerede i de små klasser. Kunne man politisk have mobiliseret mere fantasi og forestillet sig, hvad der ville ske rundt om matematikundervisningen med de lange skoledage – og hvad det ville betyde for undervisningen i et af folkeskolens kernefag? En forudsætning for at forholde sig til den fremtidige vægt af nutidens beslutninger er, at man nærmer sig de utilsigtede bivirkninger gennem eftertanke, fantasi og indlevelse.
Sund fornuft er nemlig afhængig af, at vi sindsmæssigt kan forestille os den fraværende virkelighed, den fremtidige, der endnu ikke har fundet sted, ligesom vi fremmaner fortiden som virkelighed gennem fordybelse, erindring og besindelse. Det betyder, at coronakrisen får effekt og bliver samfundsmæssigt betydningsfuld, selv når epidemiens forløb er overstået. Vi skal bruge erindringen om zoonose, det vil sige eksemplerne på, at sygdomme vandrer fra dyr over i mennesker, til at agere anderledes over for dyr i fangenskab og til at genoverveje tætheden med vilde dyr i takt med, at artsdiversiteten formindskes, og den vilde natur skrumper. Minkfarmene var en virkelighed, mange af os fik lejlighed til at besinde os på, inden de blev lukket. Vi kommer nok til at kigge ind i flere stalde med mange dyr på lidt plads, hvis vi tør lære af minksagen – og her hjælper det fantasien på vej, hvis vi i erindringen fremmaner, hvordan smittede mink også smittede mennesker.
Måske belaster transporten af varer og mennesker klimaet mindre, når vi er ude af krisen. De to genoplivede rettighedsbevægelser, nemlig Black Lives Matter og MeToo, fik meget større effekt under coronakrisen, hvor vi lige havde opdaget, at vi faktisk godt kan tage hurtigt afsked med ”plejer” – måske er der en åbning for mindre chikane og vold i ord og handling?
Alle er født med forudsætninger for god dømmekraft, men kritisk tænkeevne, etisk fantasi, opmærksomhed, åben samtale og lærdom fra erfaring forudsætter et fællesskab, hvor man kan komme en forståelse nærmere gennem samtale. Dømmekraften skal kultiveres i de forhold, hvori etikken hører hjemme, hvor man kan være god i moralsk forstand eller det modsatte. Dømmekraften kan kultiveres og bliver det bedst ved at strække sig sindsmæssigt ved at medtænke andre menneskers liv, lykke og lidelse. Den næres af, at vi som samfund har viden om mange former for menneskelig erfaring, historie, kunst og kultur.
Vi skal kende forfatterskaberne, kulturens kernetekster, samtlige sprog i verden, kunstnernes værker, religionerne, kærligheden, krigene, aftalerne, normerne, barndommen, alderdommen, tider, der er kommet, og tider, der sandsynligvis vil henrulle. Vi skal undervise fremtidens generationer, overlevere viden om sprog, platforme, formater, kultur og samfund og endda have idéer til, hvordan værdier kan overleve selv i samfund, som endnu ingen kender.
Med corona er der sat hidtil uset fokus på dét, som ikke har et klart formål, det vil sige den samtale, hvor man leder efter mening snarere end efter den hurtigste vej til enighed.