Som to musikforskere, der begge har lavet ph.d.-afhandlinger om dansk sangkultur, har vi med stor interesse fulgt og taget del i de talrige events under coronakrisen, der har haft fællessangskulturens bemærkelsesværdige opblomstring som omdrejningspunkt.
Det begyndte med historierne om, at der rundt omkring i landet – efter model fra andre europæiske lande – blev arrangeret ad hoc-fællessangsevents, hvor byboere på gader og stræder åbnede vinduerne eller gik ud på altanerne på et aftalt tidspunkt for at afsynge sange i fællesskab. Interessen voksede, og idéen gik snart efter digitalt.
Mange musikere lavede nemlig mere eller mindre spontane, livestreamede fællessangsevents via Facebook, som brugerne blev inviteret til at deltage i hjemmefra. Og efter at DR Pigekoret anført af dirigent Phillip Faber gjorde det samme, tog DR lynsnart initiativ til at lade Faber synge et par danske sange hver dag på DR 1 samt P2.
Initiativer som ”Danmark synger” med en lang række danske organisationer i ryggen har ligeledes organiseret fællessangsevents. Desuden har DR ladet Faber og journalisten Mads Steffensen være værter for et fællessangsprogram fredag aften i primetime, hvor pop- og rocksangere fremfører deres egne eller andres kendte sange i så mundrette versioner, at det er let at synge med på dem derhjemme i stuerne.
For os begge har coronakrisens tilstedeværelse derfor afdækket overraskende – og overraskende nye – forhold vedrørende den danske fællessangskultur, som vi ellers indtil nu havde ment, vi som fagpersoner havde ret godt styr på. Men i krisesituationen har kulturen altså vist sig at være så fleksibel, at den selv i en tid med social distancing – som altafgørende forudsætning for at komme krisen til livs – har formået at spille en hovedrolle.
Det er sket ved, at fællessangskulturen har tilbudt sig som en fællesskabs- og identitetsskabende begivenhed af uformel art, men særligt tilpasset den nye situation, hvor alle forventes at opholde sig hjemme så meget som muligt, og hvor forsamlingsforbuddet på flere end 10 personer nærmest pr. definition har umuliggjort, at egentlige fysiske fællessangshandlinger overhovedet kan finde sted.
På en måde har begrebet fællessang under krisen dermed formået at sprænge sin egen definition i stumper og stykker. For den kollektive handling at synge den samme sang på samme tid, har nu vist sig at kunne foregå også i situationer, hvor de syngende har siddet alene i stuen eller været omgivet af blot ganske få familiemedlemmer eller samlevende – men hvor oplevelsen af at befinde sig i et fællesskab med andre i andre hjem alligevel har været intens.
Det kan næsten forekomme absurd, at et påbud om at holde sig på afstand af alle andre og helst ikke gå uden for døren skulle give anledning til at bryde ud i fællessang. Ikke desto mindre har fællessangen forstået som en social handling formået at opfylde denne funktion til trods for, at sanghandlingen har foregået foran skærmen.
Et eksempel oplevede den ene af os under den tv-streamede fællessangsevent på DR 1 forrige fredag aften. Få minutter inde i programmet slog en ven et stort, hjertefyldt skilt op på sin Facebook-væg ledsaget af ordene: ”Er der nogen af jer, der synger med på DR 1, så jeg ved, hvem jeg synger i kor med?”.
Kommentarsporet blev snart fyldt med tilkendegivelser fra andre, der sang med. Vennen oplevede på denne måde, at hun ikke var alene om at sidde for sig selv og synge. Men hun følte trang til at spørge, fordi hun i modsætning til enhver anden fællessangssituation selvsagt ikke kunne høre andre end sig selv synge med.
Samhørigheden mellem de mange deltagere i de pågældende sangsituationer har vist sig at være imponerende. På grund af krisens tilstedeværelse er det involverede forestillede fællesskab så at sige blevet lettere at forestille sig – den øgede gensidige opmærksomhed på og bekymring for hinanden, endda også for fjerne bekendte, har nemlig gjort dette fællesskab mere transparent, mindre abstrakt og frem for alt mere velkomment.
Ganske vist har de foregående års tv-transmissioner af fællessangsbegivenheder allerede vist styrken i mediebårne fællessangsevents, sådan som man senest kunne opleve det ved maratoneventet ”Live fra Højskolesangbogen” på DR 2, sendt direkte over tolv en halv time en søndag i januar med et højt seertal.
Det kendetegner events som dette, at de er sat i verden for at stimulere interessen for fællessang, og at den dannende funktion ved fællessangshandlingen er vigtig. Men selvom glæden ved sangen for sangens egen skyld præger disse events, er de dog også udformet som kulturelt opdragende begivenheder, hvis mål er båret af instrumentelle hensigter såsom at ”opleve” sig selv som dansker, stå ansigt til ansigt med kulturarven i al sin mangfoldighed samt gøre sig bekendt med eller genaktivere sit repertoirekendskab til danske sange fra folkesange og salmer til viser og popsange.
Men det, vi har set under coronakrisen, er anderledes. For her opstod ønsket om at benytte fællessang som opmuntring, tidsfordriv eller egentlig kulturel handling så at sige nedefra – det vil sige fra sanginteresserede borgere, der uafhængigt af hinanden tog dette initiativ som sangglade borgere, der blot ønskede at mærke hinanden og få en oplevelse ved at synge sammen på altanerne.
Med andre ord var der ikke noget egentlig centralt hold, hvorfra disse events blev koordineret – og det gjaldt også de mange tiltag på Facebook, som i øvrigt fortsat eksisterer i bedste velgående. Og selv med DR’s mellemkomst er et centralt hold, hvorfra tingene sættes i værk, fortsat fraværende. For alle de instrumentelle hensigter fra ”Live fra Højskolesangbogen” er nu erstattet af et komplet fravær af sådanne hensigter.
Det, som ny fylder, er alene glæden ved at synge sammen på tværs af nationen samt glæden ved at mærke det forestillede fællesskab lidt stærkere end til dagligt – til opmuntring for alle dem, der på forskellig vis lider under krisen, er bange eller blot føler behov for, at noget skal ske. Det er i den forbindelse bemærkelsesværdigt, at flere af de mest gængse barrierer, mange ellers angiver som begrundelse for ikke at deltage i fællessang, synes at være blevet komplet afmonteret som følge af krisens tilstedeværelse.
Forlegenheden over og uvantheden ved i det hele taget at synge har til alle tider været en fremtrædende årsag til ikke at deltage i fællessang. Men krisens tilstedeværelse har fået mange til at smide dette forbehold over bord og i stedet kaste sig ud i at synge med, endda også selvom ens måske komplet utrænede stemme slet ikke kan undgå at blive hørt af de andre i stuen.
En anden ofte fremført begrundelse for ikke at synge er oplevelsen af at føle sig ekskluderet fra den verden af sang, som de i forvejen kompetente med stor selvfølgelighed tager del i. Igen har krisen ændret betingelserne for det: Selvom ikke alle kan dø af coronavirussen, kan alle være bærere af smitten, og alle kan risikere at miste deres kære på grund af den.
På den baggrund er det lettere i hvert fald for en tid at føle sig inkluderet blandt dem, der synger. Man får lov at være med uanset ens kunnen – for lige nu er det allermindst den, det drejer sig om.
Som iagttagere af fællessangskulturen har vi som forskere og formidlere derfor i sandhed fået vendt vores verdensbillede på hovedet under krisen. Fællessangskulturens fleksibilitet imponerer – og det er ikke blot glædeligt, men også en vigtig indsigt at tage i videre betragtning, når krisen engang er overstået.