Prøv avisen
Kronik

Kristeligt Dagblads lederartikel i 1918: Verdenskrigen endt

Forsiden af Kristeligt Dagblad tirsdag den 12. november 1918, hvor lederartiklen kan ses fra første spalte efter ”Ordet”. – Foto: Kristeligt Dagblads arkiv

Kristeligt Dagblads lederskribent den 12. november 1918

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

”Det maa alvorligt haabes, at Ententen vil finde at have Raad til at vise, ikke alene hvad den forstaar ved Retfærdighed, men ogsaa Højmodighed over for den slagne Fjende,” lød det i Kristeligt Dagblads leder for præcis 100 år siden – den 12. november 1918

DET ER FORBI — det sidste Skud er løsnet, den sidste Granat eksploderet i Verdenshistoriens hidtil vældigste Kamp.

Krigen er endt — vi gaar Fredens Dage i Møde. Enden blev ikke den ”Fred uden Sejrherrer og besejrede”, som Præsident Wilson paa et vist Tidspunkt gjorde sig til Talsmand for, og som mange haabede paa som et Middel til at undgaa fremtidige Revanchelyster og en Gentagelse af den store Katastrofe. Man behøver blot at gennemlæse det Uddrag af Vaabenstilstandsbetingelserne til Tyskland, som vi bragte i Gaar, for at se, hvor grundigt Fireforbundets Nederlag er, hvor fuldstændig Ententens Sejr.

FAA VENTEDE DETTE RESULTAT i 1914, da de tyske Hære stormede fra Sejr til Sejr, og vistnok ingen, da Rusland brød sammen. Endnu for blot faa Maaneder siden kunde Tyskerne hævde at staa som Sejrherrer paa alle Valpladsser, og da de i Juli Maaned trykkede den berømte store ”Lomme” i den franske Front og ved Chateau Thierry brød frem over Marne, saa at den franske Regering saa sig nødt til at træffe Forberedelser til Paris’ Evakuering — da hævede der sig baade i Frankrig og England stærke Røster for, at man skulde gøre et alvorligt Forsøg paa at opnaa en ”Remis-Fred” med det uovervindelige Tyskland. Hvem drømte dengang om, at dette samme Tyskland 4 Maaneder efter skulde undertegne en Vaabenstilstand, hvorved det fuldstændig udleverer sig til sine Fjenders Naade?

Endnu er Freden ikke sluttet. Europaskortet og Kolonikortet er ikke omtegnet endnu. Sejrherrerne har ikke fastsat, hvad de kræver som Sejrens Løn. Hvad de har krævet i Forskud som Vaabenstilstandsbetingelser er imidlertid ikke lidt, og man forstaar det Nødsskrig, der klinger gennem Udenrigsminister Solfs traadløse Henvendelse til Præsident Wilson, i hvilken det til Slut hedder: ”Den tyske Regering har modtaget Betingelserne for Vaabenstilstand. Efter 50 Maaneders Blokade vilde disse Betingelser, særlig Afgivelsen at Trafikmidler og Underholdelsen af Besætningstropperne ved samtidig Vedvaren af Blokaden, forme Tysklands Ernæringssituation paa fortvivlet Maade og betyde Hungersnød for Millioner Mænd, Kvinder og Børn.

Vi maatte antage Betingelserne, men vi gør højtidelig og alvorlig Præsident Wilson opmærksom paa, at Gennemførelsen af Betingelserne i det tyske Folk maa fremkalde den modsatte Følelse af den, der er Forudsætningen for Folkefællesskabets Nydannelse og giver Borgen for en varig Retsfred.

Det tyske Folk henvender sig derfor i den sidste Time endnu en Gang til Præsidenten med Anmodning om hos de allierede Magter at virke hen til en Mildnelse af de tilintetgørende Betingelser”.

DET MAA ALVORLIGT HAABES, at Ententen vil finde at have Raad til at vise, ikke alene hvad den forstaar ved Retfærdighed, men ogsaa Højmodighed over for den slagne Fjende, baade ved Gennemførelsen af Betingelserne for Vaabenstilstand og ved den endelige Afslutning af Freden. Hvad Retfærdigheden angaar, maa det jo paa Forhaand indrømmes, at det ikke er meget betryggende, at de, der stiller Kravene, tillige er Dommere i deres egen Sag og deres Dom inappelabel. Fra første Færd har Ententen — og med Tilslutning fra mange Sider — hævdet at være Repræsentant og Forkæmper for Praktisering af Rettens Principper i Folkenes Mellemværender. Skulde den da nu, beruset af Sejren, svigte de Idealer, der har dannet den moralske Basis for dens Tilkæmpelse af Sejren? I saa Fald vilde Sejren dybere set for Sejrherrerne blive det største — Nederlag.

Vinding og Tab i Kamp kan ej heller maales alene efter Udfaldets haandgribelige Resultater. Det tyske Folk var utvivlsomt ved Verdenskrigens Udbrud naaet til et Punkt i sin Udvikling, hvor en Sejr i den store Kamp vilde have været dets største Ulykke, saa sandt som de moralske Værdier i et Folk maa sættes højere end dets materielle Blomstring. Det tyske Folk trængte til grundigt at kureres for sin ”Tro paa Magtens Ret”.

DET TYSKLAND, som i Fortiden, hvor det indtog en langt mindre glimrende ydre Stilling, end det senere naaede til, har ydet saa uvurderlig en Indsats i den almindelige Kulturudvikling, og som ogsaa i Nutiden har vist sig at sidde inde med saa glimrende Kræfter og ualmindelige Evner — maatte dette Tyskland vide at lære og opdrages af den Trængsel, som nu er overgaaet det. Kun da kan det haabe at vinde Erstatning for, hvad de nu har ofret og tabt.

Sum.