Prøv avisen
Kronik

Kristen selvforståelse er dybt afhængig af jødedommen

Foto: Ammar Awad/Reuters/Ritzau Scanpix

Svend Løbner, journalist og forfatter

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Jødedommen har påvirket kristendommen i en grad, så det er åndeligt arrogant at adskille Det Nye Testamente fra jødernes Tora og historie, skriver dagens kronikør, som her giver 10 gode grunde til, at Det Gamle Testamente hører hjemme i gudstjenesten

DEN 1. SEPTEMBER VAR DET 80 år siden, Nazityskland startede Anden Verdenskrig og begyndte den systematiske udryddelse af seks millioner jøder. Men der er også godt nyt: I år er det 50 år siden, Danmark modtog 3000 jødiske flygtninge fra Polen.

Begge markeringer er en god anledning til at overveje det særlige forhold, jøder og kristne har til hinanden.

Hvorfor er Det Gamle Testamente med i den kristne bibel?

Og hvorfor giver det god mening at læse op af jødernes Tora, historie, poesi og profetier i en kristen gudstjeneste?

Her er 10 gode grunde:

1. Gud er ikke kristen. Denne titel på en bog af den sydafrikanske ærkebiskop Desmond Tutu fik mig til at spærre øjnene op. Men ved nærmere eftertanke giver det mening. Gud er hverken jøde, kristen eller noget helt tredje. Gud er selvfølgelig ikke begrænset til en historisk, geografisk, menneskelig tradition. Som vi synger i en salme: ”Gud er Gud, om alle land lå øde, Gud er Gud, om alle mand var døde.”

2. Livsverdenen adskiller sig fra systemverdenen. Denne teori af den tyske sociolog Jürgen Habermas indrammer problematikken. Menneskers intuitive spirituelle længsel og ”barnetro” defineres og afgrænses ikke af andre menneskers opstillede lærebygninger og ”trosbekendelser”.

3. Religioner er i konstant udvikling. Det levede liv påvirker det konstruerede system, og derfor udvikler religionerne sig konstant. Udviklingen sker typisk vandret fra moderat til ekstrem og lodret fra lovbundet til fritolket. I Det Gamle Testamente går vi fra en fri, intuitiv og direkte gudsrelation hos patriarkerne til en gennemreguleret, ydre og indirekte gudsrelation via præsteskabet og videre til en redefinering og tilbagevenden til den oprindelige indre og direkte gudsrelation hos profeterne.

4. Religioner rejser. Vi har altid levet i en global verden. Det betyder, at de lokale og regionale traditioner og kulturer, vi kalder religioner, har spredt sig og mødt andre religioner og livstydninger, som de har påvirket og er blevet påvirket af. Derfor er hindutempler indrettet efter samme model som tabernaklet og templet i Det Gamle Testamente. Derfor er tidebønner en integreret del af islam. Og derfor er ord, begreber, symboler og fortællinger fra Det Gamle Testamente referenceramme for Jesu lære i Det Nye Testamente.

5. Skabelsesmyter er grundlag for alle religioner. Det vigtigste spørgsmål er nemlig: Hvor kommer vi fra? Derfor må jeg med filosoffen Francis Schaeffer påstå, at skabelsesberetningens ”I begyndelsen skabte Gud himmelen og jorden” er vigtigere end ”Den lille bibel”, som udtrykt i Johannesevangeliet: ”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn (...)”. For vi havde ikke haft en inkarneret guddom blandt mennesker, hvis der ikke havde været en menneskeverden at inkarnere en sådan guddom i.

6. Den jødiske gudsopfattelse smitter af på den kristne. I jødedommen er Gud personlig og beskrives derfor med personlige træk. Gud kan se, høre, tale, gå, skjule sig, åbenbare sig og så videre. Gud kan være vred, bedrøvet og glad. Og mere end det. Gud beskrives i det hebraiske Elohim med en flertalsbetegnelse. Og udtryk som ”Lad os gøre mennesker i vort billede” og ”Hvem skal jeg sende, hvem skal gå bud for os” indikerer en flerhed, som i kristendommen tolkes som Fader, Søn og Helligånd.

7. Jødiske metamorfoser varsler Kristus-inkarnationen. Guds inkarnation – kødblivelse – i Kristus er en grundpille i kristendommen, men allerede i Det Gamle Testamente ser vi sådanne forvandlinger. Kongen af Salem, Melkisedek, betegnes af Hebræerbrevets forfatter som Guds ypperstepræst og forløber for Kristus, de tre mænd på besøg hos Abraham viser sig at være Gud selv, der er kommet på besøg, ilden fra den brændende tornebusk beskrives som ”Herrens engel” – et udtryk for Guds særlige sendebud – og den fjerde skikkelse i Nebukadnezars gloende ovn beskrives som en lysende ”menneskesøn”.

8. Jødiske hovedpersoner er typer på en kommende Messias. I Det Nye Testamente sammenlignes Jesus ofte med gammeltestamentlige personligheder: Eksplicit fortælles det, at han er ypperstepræst på Melkisedeks vis, han er Davids søn, han er den anden Adam og så videre. Implicit fremgår det, at Josefs fornedrelse og senere ophøjelse er parallel med Jesu lidelseshistorie.

9. Jødiske profetier peger frem mod Jesu fødsel og stedfortrædende død på korset. Hvor ofte citeres ikke fra Esajas’ Bog op til jul: ”Et barn er født os, en søn er os givet, på hans skuldre skal herredømmet hvile.”? Og endnu en Esajas-profeti i påsken: ”Men han blev såret for vore overtrædelser, knust for vor brødes skyld, os til fred kom straf over ham, vi fik lægedom ved hans sår.”

10. Jødisk tempeltjeneste illustrerer den totale frigørelse fra al synd for hele menneskeheden. En hel bog i Det Nye Testamente er viet til sammenhængen mellem jødisk tradition og kristen tro: Hebræerbrevet. Moses fik besked på at indrette et tabernakel efter det forbillede, han fik på Sinaibjerget: med forgård og en helligdom indrettet med ”det hellige” og ”det allerhelligste”. Folket kunne nu gå ind i forgården, aflevere deres offer for synd til præsterne, som lagde dyrene på alteret og tog blodet med ind i det hellige, hvor de stænkede det på sonedækket ved forhænget ind til det allerhelligste, også kaldet nådestolen, for netop at finde nåde for Gud. Hebræerbrevets forfatter fortæller, at Moses på bjerget så ind i selve himlen, og at det syn skulle materialiseres i tabernaklet, så folket kunne få et sindbillede af den soning af hele verden synd, der fandt sted, da Jesus døde på korset. Tabernaklets indretning blev gentaget i Salomons tempel og senere i Herodes’ tempel. Da Jesus opgav ånden, flængedes forhænget i templet ”fra øverst til nederst” som tegn på, at alle nu kan komme ind i Guds nærhed.

KRISTENDOMMEN HENTER sin selvforståelse fra de jødiske symboler og myter. At fratage gudstjenestedeltagere denne fortolkningsramme vil amputere kristendommen til uigenkendelighed. Evangeliet bliver blodfattigt og Jesus og de første disciples bibel annulleret til ligegyldige myter.

Samtidig vil åndelig arrogance sprede sig til en opfattelse af, at kristendommen står alene og uanfægtet som den eneste universelle sandhed og fortolkningsramme, læs: systemverden, for menneskers tro og åndelige længsel, læs: livsverden.

Det er ikke blot forkert og forkasteligt. Det er også skadeligt for den medmenneskelige sameksistens.

Kristendommen henter sin selvforståelse fra de jødiske symboler og myter. At fratage gudstjenestedeltagere denne fortolkningsramme vil amputere kristendommen til uigenkendelighed.

Svend Løbner, journalist og forfatter