Prøv avisen

Kristen tilstedeværelse og vidnesbyrd i Mellemøsten

De kristne har været hårdt ramt af omvæltningerne i Mellemøsten og den manglende fred mellem Israel og Palæstina, derfor skal de hjælpes, mener dagens kronikører. Arkivftoto: Den tidligere Pave Benedikt XVI på besøg i Beirut i 2012 Foto: FILIPPO MONTEFORTE Denmark

Mere end hundrede kristne kirkefolk har netop holdt en konference i libanon om de kristnes situation i regionen. Konferencen var med til at nuancere billedet af de lokale kristne, der ikke ønske medlidenhed, men empati og solidaritet fra deres brødre og søstre i de vestlige kirker, skriver dagens kronikører

Under overskriften Kristen tilstedeværelse og vidnesbyrd i Mellemøsten samledes den 22.-25. maj over 100 kirkefolk fra hele Mellemøsten og gæster fra udlandet i Beirut, Libanon.

Mødet var organiseret i et samarbejde mellem Kirkernes Verdensråd og Det Mellemøstlige Kirkeråd og omfattede protestanter, katolikker og ortodokse af alle afskygninger. Her var plads til ærværdige ortodokse patriarker, kvindelige biskopper fra Vesten, unge fra blandt andet Iran, Irak og Syrien og endelig fire deltagere fra Danmark.

De daglige morgen- og aftenandagter og bibelstudier dannede rammen og anslog indholdet for konferencen: Kristi kors og den tomme grav lidelse og håb for kirkerne og de kristne i Mellemøsten.

Dag for dag blev der føjet en brik til det trækors, der stod på alteret i kapellet, som symbol på den lidelse og den vanskelige situation, kristne i Mellemøsten befinder sig i i dag. For eksempel kunne det ikke undgå at præge mødet, at man ikke havde hørt nyt fra de to ortodokse biskopper, der var blevet bortført i Syrien for en måned siden på vej fra den tyrkiske grænse til Aleppo.

Sådanne begivenheder er med til at skabe utryghed blandt de kristne og bidrager utvivlsomt til, at flere og flere vælger at forlade Mellemøsten, hvis de har mulighed herfor. Men heldigvis var der også mange, der lagde vægt på, hvor vigtigt det er at holde stand og ikke opgive den kristne tilstedeværelse og vidnesbyrd, der trods alle op- og nedgange har præget Mellemøstens historie igennem 2000 år.

LÆS OGSÅ: Der er brug for de kristne i fremtidens Mellemøsten

Det blev fremhævet, at de kristne nok numerisk er blevet færre, men de betragter ikke sig selv som et mindretal og ønsker ikke denne betegnelse brugt på dem. Deres selvforståelse og identitet og kaldelse er så nært forbundet med deres årtusindelange tilstedeværelse, at mange fortsat ønsker at bidrage som aktive borgere i en region præget af konflikt og usikkerhed.

Som det blev udtrykt af flere: Vi er parate til at acceptere, at martyrdom er en del af de kristnes selvforståelse og historie, men vi er også indstillet på at aflægge vidnesbyrd for livet, livet før døden. Og det blev meget klart udtrykt, at de kristne ikke ønskede, at der ukritisk blev brugt betegnelsen kristenforfølgelse om deres situation i dag.

En del af drøftelserne kom til at dreje sig om behovet for at udvikle en ny vision for kirkerne og for at gå fra ord til handling. Visionen om de kristne som aktive og kritiske borgere, der arbejder for kristne grundværdier som menneskelig værdighed, lighed, frihed og menneskerettigheder, god og retfærdig regeringsførelse og et sundere forhold mellem religion og stat.

Ikke nogen let opgave, når man samtidig må erkende, at Mellemøsten er i dyb krise og forandring i dag. Religiøs splittelse og konflikt, religiøs fundamentalisme, politisk og social ustabilitet, fattigdom og arbejdsløshed præger de fleste lande i Mellemøsten i dag. Også den uløste israelsk-palæstinensiske konflikt blev af mange fremhævet som en af de grundlæggende årsager til ustabilitet og konflikt i hele regionen.

Vesten og det internationale samfund fik naturligvis sin del af skylden for, at situationen har udviklet sig, som den har, hvad enten det drejer sig om Israel-Palæstina, Syrien, Irak eller Egypten. Vesten har ofte hyttet sine egne interesser og set stort på, hvilke regimer de har støttet, og hvad det har betydet af lidelse og konflikt for den jævne befolkning, herunder de kristne.

Men det blev også understreget, at det er de lokale kirkers og kristnes egen opgave at søge større enighed og samarbejde om at se problemerne i øjnene og mere strategisk og med egne ressourcer at udvikle handlingsmuligheder. Jo tydeligere de selv er, jo lettere ville det også være at appellere om forståelse og støtte fra kirker og kristne i resten af verden.

Den lutherske præst i Betlehem, Mitri Raheb, er et godt eksempel på, at man netop ved egne visioner og idéer og med økonomisk støtte fra udlandet kan opbygge nye aktiviteter omkring kultur og uddannelse, som kan motivere unge til at blive i landet og spille en aktiv og positiv rolle i samfundet.

Opmuntrende og beundringsværdigt var det at opleve, at unge kristne blandt andet fra Irak og Iran ønsker at forblive i deres hjemlande og bidrage til deres samfunds udvikling. I Irak har unge kristne dannet en økumenisk ungdomsorganisation, der ruster dem til at blive gode ledere, og hvor de kan diskutere emner relevante for dem som unge i samfund, der oplever store og vanskelige forandringer. Nok er deres dagligdag præget af stor usikkerhed generelt og ikke mindst som kristne, men de har besluttet at blive og søge en fremtid på trods.

Konferencen behandlede vigtige eksistentielle temaer for kirker og kristne i Mellemøsten, herunder den israelsk-palæstinensiske konflikt, transformationer og revolutioner: mellem håb og frygt, korruption og uretfærdige strukturer i Mellemøsten, religiøs pluralisme og religionsfrihed i Mellemøsten, og radikal islam og kristen-muslimske relationer.

Som en taler udtrykte det, så bør de kristne risikere at leve snarere end frygte at forsvinde. Og som en anden sagde: Skræmmebilleder risikerer at føre til det, man frygter. Altså klare opfordringer til at se virkeligheden og forandringerne, der er på vej, direkte i øjnene. Ikke altid let for kirker, der ofte er præget af patriarkalske strukturer og nære relationer til styrer, der nu er i krise eller står for fald. Ofte er det kristne lægfolk mere indstillet end kirkehierarkiet på, at forandring må finde sted både i kirke og i samfund i Mellemøsten.

På trods af den voksende indflydelse af politisk islam i flere lande understregede talerne og deltagerne gang på gang, at fredelig sameksistens med muslimer har været historisk mulig og stadigvæk må næres og fremmes. Naturligvis blev der taget afstand fra de kræfter, der ønsker, at statsmagten skal være islamisk, og det blev understreget, at man må sikre religionsfrihed og lige muligheder for alle borgere inden for rammer af verdslige, demokratiske styreformer, hvor menneskerettigheder respekteres. Der blev advaret kraftigt mod at underbygge islamofobiske holdninger og tendenser, som vi ser det ske i kredse i Vesten. Det fremmer ikke noget og er ikke berettiget.

Måske lidt overraskende var de egyptiske deltageres syn på udviklingen i Egypten. Naturligvis kom Det Muslimske Broderskabs overtagelsen af magten i landet som lidt af et chok for dem, men i dag er de kristne ret overbeviste om, at det kun er en overgang.

De muslimske magthavere vil næppe på sigt kunne leve op til befolkningens forventninger, de har ikke tradition for og erfaring med at drive politik på statsplan, så deres dage er formentlig talte, og vi må forvente at se en udvikling, hvor islam ikke vil spille den rolle, den gør lige nu, i politik. Det blev også nævnt, at de forskellige islamiske bevægelser ofte ikke er indbyrdes enige og endog konkurrerer om at sikre, at de kristne i Egypten ikke lider overlast.

Skal man opsummere konferencedeltagernes ønske til kristne i Vesten og resten af verden, er det, at de ikke ønsker medlidenhed, men empati og solidaritet. Dette kan for eksempel komme til udtryk ved, at vi er med til at give et sandfærdigt billede af deres situation, at vi aflægger dem besøg, og moralsk og økonomisk støtter deres bestræbelser på at være aktive deltagere i det mellemøstlige samfund midt i de omvæltninger, der finder sted i området i disse år.

Uffe Gjerding er regionalkoordinator for Mellemøsten i Folkekirkens Nødhjælp. Mogens S. Mogensen er medlem af Det Mellemkirkelige Råd