Kristen zionisme - den hurtigst voksende kult i USA

BIBELSYN: I USA har den kristne zionisme religiøs grobund og politisk indflydelse. Det antages, at omkring 25 millioner amerikanere tilslutter sig bevægelsen, og antallet af tilhængere er stærkt voksende

Når man står på Haram al Sharif (Tempelpladsen) i Jerusalem, er det vanskeligt at forestille sig, at nogen alvorligt skulle pønse på at ødelægge denne smukke plads med dens to bygninger, al-Aqsamoskeen og den overvældende skønne Klippemoske med dens fantastiske mosaikker og forgyldte kuppel. Men det er der. Kristne zionister i Arizona, Texas og mange andre steder er overbeviste om, at pladsen må ryddes og det tredje tempel bygges her, før Kristus kan komme igen.

I april var jeg i Jerusalem for at deltage i en konference om det aparte, men farlige fænomen - kristen zionisme. Konferencen samlede knap 600 konferencedeltagere, deraf godt halvdelen amerikanere, og det var godt, for det er især i USA, den kristne zionisme har religiøs grobund og politisk indflydelse. Det antages af omkring 25 millioner amerikanere tilslutter sig denne bevægelse, som har sit ståsted inden for den protestantiske fundamentalisme, specielt i baptistkirken, pinsekirken og i karismatiske frikirker, men også højreorienterede dele af de lutherske kirker rummer kristne zionister. Antallet af tilhængere er stærkt voksende. En forsker har ligefrem betegnet kristen zionisme som den »hurtigst voksende kult i USA«.

For et køligt, dansk, folkekirkeligt blik ligner disse zionisters teologi ren galimatias. Man måtte trække opgivende på skuldrene af deres bibeltolkninger, hvis ikke det lige var, fordi disse kirker og mennesker i de sidste tre årtier har fået stor politisk betydning i USA og dermed i hele verden. De kristne zionister har f.eks. direkte indflydelse på USA's Israel-politik. Men inden vi når til de politiske implikationer, så først lidt om denne stærkt irrationelle og på talrige måder problematiske kristendoms-aftapning.

De kristne zionister læser Bibelen fundamentalistisk og futuristisk. Det vil sige, at man forstår de profetiske tekster som beskrivelser af, hvad der rent faktisk sker og vil komme til at ske i historien. For eksempel forstår de Guds løfte til Abraham om at blive et folk og få et land som et løfte til jøderne om, at Palæstina er det hellige land, som de har et guddommeligt krav på. Guds pagt med »Israel« er evig, eksklusiv og vil ikke blive ophævet.

Bibelen taler ganske vist om en anden pagt, den nye pagt. Det er den pagt mellem Gud og mennesker, som Kristus er medium for, og som den kristne kirke er ramme om. Men kirken er en parentes i Guds plan og vil blive fjernet fra historien ved »hen-rykkelsen«: Det er betegnelsen for den begivenhed, der vil indtræffe, når dommedag nærmer sig; Jesus vil komme og hente de sande kristne op til sig i himlen (en bogstavelig læsning af Paulus' Første Thessalonikerbrev kap. 4,17). På jorden vil der følgende indtræffe syv års trængsler bestående af krig og kaos. De fleste mennesker vil dø, men en del vil omvende sig og blive sande kristne. Derefter vil Jesus komme én gang til og oprette tusindårsriget, et jordisk herlighedsrige, som derefter vil blive afløst at det endelig gudsrige.

Jøderne skal dog først samles i Palæstina; det er en væsentlig betingelse for, at Jesus vil komme til jorden igen og sætte de begivenheder i gang, der skal bane vejen for tusindårsriget. Disse zionister tolker oprettelsen af den moderne israelske stat i 1948, som et tegn på, at Jesus er på vej, og at dommedag nærmer sig. Seksdagskrigen i 1967, hvor det lykkedes Israel at erobre de områder, som zionisterne insisterer på at kalde ved deres bibelske navne, Samaria og Judæa (Vestbredden), forstås som et yderligere tegn på at være på rette vej.

De kristne zionister har et pessimistisk historiesyn. De venter spændt på den række af krige og tragedier, der varsler dommedags nærhed. De viser derfor ingen interesse for en seriøs fredsproces i Mellemøsten. De er stærkt islam-fjendtlige, og vores krig mod Irak er for dem netop et korstog; én af de krige der vil være med til at bane vejen for Kristi andet komme.

Alt dette kunne som sagt afskrives som apokalyptisk fantasi for religiøse særlinge, hvis de kristne zionister holdt sig borte fra den politiske verden og nøjedes med at prædike. Men det gør de ikke. De handler aktivt - økonomisk og politisk. Og de er mange og har mange penge.

I 1970'erne skrev én af den kristne zionismes chefideologer Hal Lindsay bogen »The Late Great Planet Earth«, der beskriver hele det kristne zionistiske scenarium. Den er én af de mest solgte bøger i USA og er nu en klassiker på sit eget særegne område. Derudover udviklede Lindsay en slags konsulentvirksomhed, der som kunder havde adskillige medlemmer af den amerikanske kongres, CIA, israelske generaler, Pentagon og den tids nye guvernør i Californien, Ronald Reagan. Netop Reagan-tiden (præsident fra 1981-89) skulle blive en blomstringstid for de kristne zionister, der fra midten af 1970'erne udviklede sig til at blive den største og hurtigst voksende pro-israelske gruppe i USA.

Første gang den israelsk/jødiske lobby og den kristne zionistiske lobby træder frem samlet med et politisk krav er imidlertid allerede, da præsident Jimmy Carter i marts 1977 overraskende erklærer, at »palæstinenserne fortjener retten til et hjemland«. Den israelske lobby og det kristne højre svarer straks med en serie helsidesannoncer i store amerikanske aviser. Teksten lød bl.a.: »Tiden er kommet, da evangelikale kristne må bekræfte deres tro på bibelsk profeti og Israels guddommelige ret til landet.« Det gjorde de så, økonomisk og politisk.

I 1980 vandt Ronald Reagan valget over Carter med støtte fra det kristne højre. Her fik man en præsident, der stod deres teologiske og politiske holdninger nær. Ved mindst syv offentlige lejligheder har Reagan udtrykt sin tro på dommedag. I Reagans tid i Det Hvide Hus blev der afholdt en række seminarier arrangeret af Reagan-administrationen, det kristne højre og den israelske lobby i fællesskab. Mod slutningen af Reagan-perioden faldt offentlighedens støtte til det kristne højre bl.a. på grund af nogle seksuelle og finansielle skandaler indenf or bevægelsen. Men støtten vendte tilbage med fornyet styrke efter 11. september 2001. I George W. Bush har de kristne zionister igen fået en præsident, der forstår deres synspunkter. Bush er særdeles lydhør over for deres holdninger og henter mange stemmer i disse kredse. Det anslås, at den overvejende del af 30 millioner højreorienterede kristne, heraf en stor del kristne zionister, stemte på Bush i 2000.

Der er i dag stærke bånd mellem de kristne zionister, den jødiske lobby, den israelske likud-regering og de neokonservative i Bush-administrationen og tilsammen fremmer de en politik, der trænger palæstinenserne længere og længere ud på kanten og nærmere en humanitær katastrofe. Én af det kristne højres spidser har udtalt: »Bibelbæltet er Israels sikkerhedsnet i USA.« At han ser ud til at have ret, viser den fortsatte betingelsesløse støtte Bush giver Sharon, senest ved nu helt åbent af bifalde Israels tilsidesættelse af FN's konventioner, hvad angår de palæstinensiske flygtninges ret til at vende tilbage og Israels manglende ret til at bosætte de besatte områder. Det er utroligt men desværre sandt, at USA's mellemøstpolitik i høj grad påvirkes af irrationelle, fundamentalistiske, apokalyptiske fantaster, der åbent tilsidesætter verdenssamfundets konventioner med en henvisning til Guds plan. Det må være på tide, at vi europæere opruster vores arv fra reformation og oplysningstid og kræver, at Vesten besinder sig og genovervejer forholdet mellem religion og politik. Sammenblandingen af de to områder er ikke kun et muslimsk anliggende; problematikken har for længst indfundet sig på vores helt eget dørtrin. De folkekirkelige problemer, vi roder med herhjemme, kan synes som bittesmå dråber i forhold til den bølge af fundamentalisme, der for øjeblikket er ved at rulle hen over kristenheden uden for Europa, og som ikke alene truer kristendommen indefra men også har massive og meget alvorlige verdenspolitiske perspektiver.

Kirsten Jørgensen er

sognepræst i Kerteminde

Læs kronikken i morgen om den amerikanske biskop John Shelby Spongs teologi af Leif Andersen, rejsepræst i Indre Mission og lærer på Menighedsfakultetet