DER VAR VEL OPHOLDSVEJR i syv minutter, den dag, jeg blev gift. ”Nu er I indgået i ægteskabet. Og hvad der ligger i det, er en sag mellem jer.” Giftefogeden fra byrådet i Esbjerg Kommune læste højt fra et papir. Sommerregnen dryppede fra de store træer i haven. Jeg tror, papiret var kommunalt fortrykt. Helt standard. Om han var kristen eller ej, giftefogeden, det ved jeg ikke. Det er også ligegyldigt.
Men han sagde noget afgørende om ægteskabet: Det er ”en sag imellem jer”. Det er jeres ansvar. Og det gælder ægteskabet, hvad enten det er indgået i kirken, på rådhuset eller i haven. For ægteskabet er en beslutning om at indgå i forpligtelsen til at være vidner på hinandens liv. Dele hinandens glæder, bære hinandens byrder og bære livets byrder sammen.
Tilgiv hinanden, og bær over med hinanden, og bær hinanden over det, der er umuligt at komme over alene. Bære hinanden over fejlene, så begge kommer videre. Hengive sig til hinanden, leve i ansvar og samvittighed over for hinanden. Det er hverken særlig kristent eller helligt i sig selv. For der gives ingen ordninger, institutioner eller kald, der er hellige i almindelighed. Samfundet lovgiver for ægteskabet for vore hårde hjerters skyld. En borgerlig orden. Ikke andet.
TAG FOR EKSEMPEL DET ÆGTESKAB, hvor manden tæver sin kone, det er ikke pr. automatik helligt. Ikke engang fordi en (tidehvervs-)præst insisterer på det. Heller ikke de (gudskelov sjældne) ægteskaber, hvor folk bliver sammen for den småborgerlige morals skyld og keder hinanden ihjel. Eller tænk sig at bilde det ægtepar, hvor kærligheden er forsvundet ned i gulvspanden, og hjertet krymper sig i sorg, ind, at deres ægteskab er helligt. Det styrker næppe deres tro, hverken på Gud eller ægteskabet. Nej, der findes ingen hellig tilstand, men en konstant helligelse i øjeblikket for troen, hvor ”Gud ’helliger’ ægteskabet som øvrige livsforhold ved at lægge ansvarets eftertryk på det” (K. Olesen Larsen).
Og når Luther taler om ægteskabet som en hellig stand, en Guds ordning, skal vi huske på, at han var et troende menneske. Og kun under troens blik er ægteskabet – såvel som enhver anden stand – helliget af Gud i det øjeblik, den enkelte hører Ordet, hører forkyndelsen.
Men hvad er kald og stand? Ja, det er dét, man står i lige nu. Om du er fraskilt eller enke, libertiner eller homoseksuel, præst, journalist eller kloakarbejder, så er det dit kald og stand. Hele menneskelivet er i sig selv et kald, når du i mødet med forkyndelsen hører, at der er kaldt på dig, og tager det på dig som dit kald, det, der er dit ansvar.
ANSVARET ER IKKE ER BUNDET til en bestemt institution, men er det personlige og dermed absolutte ansvar, der bliver til hvert øjeblik, hele tiden, lige nu. Det er det, ansvaret står og falder med. Og når man som tidehvervsfolkene absolut vil definere, hvori ansvaret består, som om det er en objektiv størrelse, da tager de ansvaret fra det enkelte menneske. Man gifter sig heller ikke, fordi man er et særligt ansvarligt menneske. Og når folk står foran alteret i kirken, er det heller ikke for at få en guddommelig eller kristen forskrift på, hvordan man lever sammen i kærlighed, en ægteskabslære, der er dumpet ned fra himlen. Det er for at få et ansvar og tage det på sig, som de mennesker, de er. For uanset hvordan andre gør, skal de selv finde ud af det. Det er en sag imellem dem. Og hvis en dag det mest ansvarlige over for hinanden er det ulykkelige, at man ikke kan leve sammen længere, fordi man piner livet af hinanden i et temmelig uhelligt ægteskab, ja, så er det nu engang sådan. Det er også et ansvar, man må tage på sig. Og leve med.
MENNESKELIVET ER IKKE TEGNET efter lineal, og det følger ikke nogle udstukne retningslinjer. Det er både lykkeligt og fortvivlende. Derfor er det godt at tage sit ægteskab med ind i kirken og få Guds velsignelse over det. Og den velsignelse siger, at det liv, hvor fortumlet og forviklet det end er, så går det endda an. Vi får fred og forladelse til at leve det. For velsignelsen konstituerer ikke noget nyt. Den er ikke en blåstempling eller en godkendelse af kærlighed eller den borgerlige ordning ægteskab. Gud velsigner ikke en ordning – men et menneske og et menneskeliv. Punktum.
Velsignelsen er Guds tilsagn om, at Han følger og forfølger os med sin kærlighed, hvor end vi går hen og uanset seksuel observans. Gudskelov. Hvad skulle vi ellers stille op med alle de ægteskaber, hvor folk er barnløse, har overskredet den fødedygtige alder eller vælger at leve uden børn?
For ægteskabet er ikke bare et familiestiftende forhold, Nej, det er en sag mellem to ægtefolk. Og det har intet med ansvarsforflygtigelse eller ”dvask teologi”, som sognepræst Agnete Raahauge har kaldt det, at gøre. Men det har noget at gøre med, at livet også i ægteskabet har tilgivelsens, barmhjertighedens og nådens behov.
Det vidste om nogen Grundtvig. Og det er den evige tidehvervsanklage mod Grundtvig, nationens milde bedstefar, at han ikke prædiker loven. Og derfor ikke for alvor ville vide af synden. En fuldstændig uberettiget anklage.
For Grundtvig var hverken venstregrundtvigianer eller antinomist, men for ham var det indlysende, at blot ved at kaste et blik på livet og på sig selv da ved ethvert menneskehjerte, hvad loven og dermed synden er: ”Naar saatidt jeg stod med Sorgen/ Stirred sorgfuldt paa mig selv,” skriver Grundtvig. Sorgen er et udtryk for synden. Sorgen over sig selv, over egen utilstrækkelighed, fejlbarlighed og hvad man ellers har på sig. Sorgen efter Gud.
DERFOR FREMHÆVER GRUNDTVIG, også i forhold til ægteskabet, Guds nåde, kærlighed og velsignelse, som det forhold, mennesket lever sit store lille liv under. Såvel som alle ægtefolk vidste Grundtvig, at man allerede inden, man er ude ad kirkedøren, begynder at fejle, falde eller forfalde til at ville leve et perfekt ægteskab.
For loven kan ikke bære ægteskabet, men derimod kan to mennesker leve sammen på Guds nådes ord. Gud omvender ikke mennesket til at erkende sin lidenhed ved at skræmme det, men ved at elske sit menneske. Jeg kan kun tåle at erkende min synd, når jeg ved, at jeg er under nåden. Det er lutherdom, det er kristendom. Og præget af oplysningstiden og romantikken var Grundtvig lutheraner af kød og blod, for det, der blev os givet ved Luther, lod han ikke forstene i doktriner. Som det nye Tidehverv har gjort. Men han ønskede en tidssvarende læsning og fortsættelse af Reformationen i Luthers egen ånd.
I en mindetale på Luthers fødselsdag i 1842 siger Grundtvig, at vil man stå stille og ikke gå frem, da går man tilbage, ”da livet aldrig kan staa stille. Men jeg vil ikke staa stille ved nogen Grav, ikke selv ved Herrens”. Det er vel ikke Luthers mening, at man skal stå stille ved en grav, heller ikke ved hans.
For livet står ikke stille, samfundsindretning og institutioner forandrer sig. Men kaldet til at stå ved det, vi nu lever i, i den tid, der er vores, forandrer sig ikke. Her lyder talen til det enkelte menneske om det absolutte ansvar i kærligheden – nåde og tilgivelse til støtte for mig, om så det hele er i forfald. For kristendommen har aldrig støttet eller opretholdt en bestemt guldalderlig samfundsorden (der aldrig har været og aldrig kommer) uden for troens relation. Og når man i en desperat kamp for, at noget skal stå fast skaber en kristelig orden, der er lig med en borgerlig moral, bliver kristendommen til en ideologi. Her er ægteskabet ikke bare en sag mellem to ægtefolk, men et middel til at holde sammen på den dekadente verdens forfald.
Træd nu varsomt i kulturkampen, kære højrefløjsidealister, jeres guldalderdrømme får ikke mennesket til tro. Tværtimod.