Prøv avisen

Kristendom i Armenien

Næste år kan Armenien fejre, at landet har været kristent i 1700 år. Men selvom den lille nation har sit historiske udspring i civilisationens vugge, har den betalt en høj pris for retten til at tro på Gud

For den kristne verden vil 2001 ikke kun markere begyndelsen på et nyt årtusind, men også endnu en betydelig dato. Næste år kan Armenien fejre, at landet har været kristent i 1700 år. Landet, der anerkendte kristendommen længe, før den blev en statsreligion i det rumænske rige, er stadig kristent - og stolt af det. Selvom denne lille, gamle nation tilsyneladende har sit historiske udspring i civilisationens vugge, har den betalt en høj pris for retten til at tro på gud. Dette gamle land blev kristnet af Jesu disciple Bartholomæus og Judas, broderen til disciplen Jakob, i det 1. århundrede e.Kr., og kristendommen blev officielt anerkendt som statsreligion i 301 af Gregor Lysbringeren, der grundlagde den armenske kirke. Der vides kun lidt om hans rolle i armensk historie, og hans skæbne kunne nok være temaet i et shakespearesk skuespil. Gregor var den eneste overlevende efterkommer af en fornem adelsmand, der dræbte den armenske konge og derfor blev henrettet sammen med hele sin familie. Gregor forlod Armenien og blev døbt i smug i Cappadocia. Senere tog han tjeneste i Rom hos den myrdede konges søn, prins Trdat, og vendte tilbage til Armenien sammen med prinsen, der fik faderens rige tilbage i 282 e.Kr. Kong Trdat III lod Gregor forfølge for at anerkende kristendommen, og Gregor blev fængslet og smidt i et fangehul, hvor han sad i 14 år. Men senere lykkedes det Gregor at få kong Trdat til at tilslutte sig den nye tro, og Gregor blev indviet som den første biskop af Armenien. To årtier senere havde Gregor fået tilnavnet Lysbringeren, havde trukket sig tilbage og levede som eremit resten af sine dage. Det første kristne land Anerkendelsen af kristendommen betød, at Armenien blev tæt forbundet med Rom og dermed gik imod det mægtige zarathustriske Persien, hvilket resulterede i mange blodige krige. Blot 150 år efter at have anerkendt kristendommen erklærede de armenske gejstlige og lensherrer, at deres land aldrig ville blive omvendt til zarathustrismen, hverken med ild eller sværd, for »kristendommen er armenernes eget kød og blod, ikke et klædningsstykke«. Efter den 20 år lange krig opgav Persien at udbrede sin religion i Armenien. Efter at have afvist at anerkende de beslutninger, som Chalkedon-synoden traf, fik den armenske kirke i det 5. århundrede betegnelsen den gregorianske kirke. Den armenske kristendoms dogmer, der kun anerkender Jesus som en guddommelig, men ikke menneskelig skikkelse, betyder, at den regnes blandt de monofysitiske kirker på linje med den syriske, koptiske, etiopiske kirke samt den syriske kirke i Indien. Armenien har gennem tiderne ført blodige krige mod romerske, arabiske, persiske og tyrkiske erobrere, og i kraft af at landet ofte har mistet sin status som stat, har kirken været den institution, der forenede landet. De middelalderlige templer var ikke blot religionens institutioner, men også centrum for uddannelse, videnskab og kunst. Og for armenerne var det at forsvare kirken det samme som at forsvare staten eller deres eget hjem. Armenerne viste deres religiøsitet ved at missionere, men de armenske biskoppers og omvandrende munkes missionsarbejde bredte sig praktisk talt ikke ud over de armenske grænser. Det skal også nævnes, at armenerne aldrig udbredte deres tro ved hjælp af ild eller sværd. De deltog heller ikke i de vestlige landes korstog og arrangerede heller ikke selv nogen. Næste år vil armenere over hele verden fejre 1700-årsdagen for kristendommens anerkendelse i deres hjemland. Det er åbenbart, at disse 1700 år har været en prøvelsernes tid, men armenerne har ikke skiftet deres forfædres tro ud - med undtagelse af nogle tusinder af armenere, der blev tvunget til at lade sig omvende til islam for at redde livet under det armenske folkemord, der kostede 1,5 million af deres landsmænd livet, under det osmanniske rige i 1915-1923. Det var den største tragedie for armenerne, fordi omkring en million overlevende var tvunget til at forlade deres hjemland og begynde livet som flygtninge. Men trods manglen på en stat begyndte de overlevende straks at etablere kirker og skoler. Troen udvirker bogstaveligt talt mirakler ved at hjælpe dem, der har mistet deres land, til at føle sig som en nation. I dag udfører stærke armenske kirker i hele verden velgørenhedsarbejde og hjælper deres hjemland Armenien, der blev uafhængigt af Sovjetunionen i september 1991. Der er i dag syv millioner armenere i hele verden. De fleste bor i udlandet: USA, Europa, Rusland og Mellemøsten. Det, at armenerne blev spredt over hele verden, har betydet, at de befinder sig i forskellige stift, men det armenske folk under den armenske kirkes øverste leder, der bærer titlen »katholikos over alle armenere«. Den armenske patriarks residens er i Etjmiadzin, et kloster nær hovedstaden Jerevan. Klostret, der har været landets gejstlige hovedstad siden det 4. århundrede, siges at være den ældste klosterstiftelse i den kristne verden. Armenien i dag er kristendommens yderste punkt i Europa og Asien, og denne historiske rolle afspejles i nationens mentalitet. Den armenske kristendom ligger ikke blot tæt på den europæiske, men også den mellemøstlige kristendom, og i modsætning til dets ortodokse naboland Georgien, der samarbejder med muslimerne, står Armenien fast på kristendommen fremfor samarbejde med islam. For det armenske folk er det afgørende at tilhøre kristendommen, fordi landet efter deres opfattelse tilhører den kristne ydergrænse, hvorefter Asien begynder. Det kristne Armenien har dog intet til fælles med fanatisme. Armenierne elsker religionen, i hvis navn utallige har ofret deres liv, men hverdagslivet i Armenien er samtidig mere hedensk end kristent. Den almindelige armenier følger hedenske traditioner, der er mindelser om tiden før kristendommen, og bringer ofre for på denne måde at prise Gud. Han taler altid til Gud, men armenierne går faktisk sjældent i kirke - de fleste går kun i kirke på de helt store helligdage. I troende armenieres hjem er der ingen ikoner eller helgenbilleder. I dag er det kun et trækors, nogle gange et metalkors, på en væg eller om halsen, der vidner om tro. Ordet Gud bruges hyppigt i det armenske sprog, men man kan ofte ikke finde et helligt hjørne i lejligheder eller huse. Det er ikke kutyme at vise en gæst det, og man skal ikke forvente at finde Det Gamle Testamente i bogreolen. For armenierne begynder deres religiøse historie med Jomfru Maria og Jesus og fortsætter som en fortælling om et lille lands kærlighed til Herren, der engang kastede dem på den stenede jord for foden af det bibelske bjerg Ararat. n Oversat af Marielle Nielsen Hansen. journalist, Moscow News