Prøv avisen

Kristendom, islam og biskoppernes Gud

- Gudsbilledet er vi derimod rygende uenige om, for nu at sige det i stikord: Muhammed versus Jesus, Koranen versus Bibelen, lovens Gud versus den treenige Gud, skriver dagens kronikører. - Foto: Wikimedia Commons

To af Danmarks biskopper har inden for det seneste år skrevet bøger, hvor spørgsmålet, om Gud er den samme for kristne og muslimer, bliver taget op. Dagens kronikører er ikke imponeret efter endt læsning

To biskopper, Karsten Nissen fra Viborg og Niels Henrik Arendt fra Haderslev, har haft fri til at tænke over Gud, navnlig om Gud er den samme for kristne og muslimer. Ja eller nej? Men nej, de siger både ja og nej, de helgarderer. Hvad er meningen?

Nu kunne man jo gøre kort proces og sige: Ja, vi har den samme Gud, men nej, vi taler ikke samme sprog om Gud. Denne formel er ikke videre klar. Hvordan kan to, som taler helt forskellige sprog, vide, at de taler om det samme? For klarhedens skyld bruger begge biskopper nu en bestemt skelnen mellem gudsbillede og gudstro. Det svarer nogenlunde, men altså ikke helt, til sondringen mellem gudsbegreb og gudserfaring.

I sin bog "En gammel folkekirke i en ny tid" (2008), stiller Nissen gudsvirkeligheden og gudbilledet op over for hinanden. Det første, gudsvirkeligheden, er kristne og muslimer enige om, for alle tror, at Gud er én, livets skaber og opretholder.

Gudsbilledet er vi derimod rygende uenige om, for nu at sige det i stikord: Muhammed versus Jesus, Koranen versus Bibelen, lovens Gud versus den treenige Gud. Nissen konkluderer lidt gådefuldt: "Derfor betyder den omstændighed, at kristne og muslimer er fælles om gudsvirkeligheden, ikke, at de tror på den samme Gud."

Hvad er meningen? Tager man sætningerne på ordet, står der, at kristne og muslimer ikke har samme tro. Gud er ikke den samme for kristne og muslimer. Men lidt tidligere har Nissen erklæret, at "vi kristne er også fælles med muslimerne om at tro på Gud som verdens skaber og opretholder. Ingen kan mene, at der findes to guder: en muslimsk og en kristen". Nej, selvsagt ikke, men det kunne jo være, at den ene Gud var sand og den anden falsk, altså en afgud. Denne mulighed overvejer Nissen ikke.

Nissen ser ud til at mene, at der findes to former for tro. Den ene tro, vores kristne eller muslimske tro, udtrykker sig i gudsbilleder, og her har vi svært ved at blive enige. Den anden tro er billedløs, for den holder sig til Guds virkelighed bag billedet, Guds ene virkelighed, som er fælles for os alle. Men, må vi spørge: Er Guds virkelighed bag alt ikke også udtrykt i et billede, nemlig af Gud som den ene suveræne skaber? Dette billede ser vi forskelligt på. Det spreder lige så meget, som det samler.

Nissens sondring mellem billede og virkelighed ender blot med at være en forskel mellem troen med sine mange billeder over for troen med det ene billede. Vi spørger: Hvordan kan Nissen udelukke, at vores billeder af Gud svarer til Guds billede af sig selv? Har vi grund til at tvivle på, at Jesus, som er Guds selvportræt, også stemmer overens med vore billeder af Jesus?

Vi standser her, for Nissen er egentlig interesseret i noget andet end gudsbillede og gudsvirkelighed. Han vil, at kirken, Guds kirke, skal drive mission, og den består i dialog og vidnesbyrd selv over for de muslimer, som vi ikke deler Gud med. De skal i det mindste vide, "at det glædelige budskab om Guds kærlighed også gælder dem", som det hedder i en multibiskoppelig kronik i foråret 2006.

Vi må opsummere Karsten Nissens lidt uklare mening sådan: Gud er én, men ikke den samme for kristne og muslimer! Denne kamel har vi svært ved at sluge, men måske er det bare en myg.

Nu til Niels Henrik Arendt og hans bog fra i år "Er det den samme Gud?". Her lover bogtitlen os større klarhed, end Nissen forundte os, men det ser nu ud til, at Nissen flytter med.

Arendt lægger ud med den velkendte sondring mellem billede og virkelighed. Han tiltror ikke billedet en evne til at afbilde virkelighed, i al fald ikke, når det drejer sig om tro. "Men når det drejer sig om sandheden af den enkelte tro," siger Arendt, "må vi helt forlade talen om "billeder". Så kan jeg kun tale om religionerne i lyset af, hvem jeg mener, Gud virkelig er." Stedet lyder som et ekko af evangelisten Johannes (kapitel 16, vers 25): "Sådan har jeg talt til jer i billeder; der kommer en tid, da jeg ikke mere skal tale til jer i billeder, men ligeud forkynde jer om Faderen." Jesu ord bliver repeteret af Arendt på hans rejse mod de sidste tider.

Som Arendt ser problemet, er der tale om to former for tro. Den ene er, hvad vi – billedligt? – udsiger om Gud, og i det stykke "tror vi i de forskellige religioner ikke det samme". Den anden – billedløse? – form for tro går ud fra, at alle uden undtagelse er skabt af Gud, kristne såvel som muslimer, og det bør vi være enige om. Men Arendt ved godt, at der hersker uenighed om, hvordan vi skal forstå Gud som skaber, og derfor skal vi vidne og øve mission også over for muslimer.

Hvordan skal vi forstå forholdet mellem de to former for tro? Den ene, hvor kristne er radikalt uenige med muslimer om, hvem Gud er. Den anden, hvor der må råde enighed i udgangspunktet, nemlig at Gud er alles skaber. Arendt vil allerhelst overlade spørgsmålet til Gud selv. "Måske skulle man undlade at svare på det spørgsmål, som denne bog stiller – så at sige overlade det til Gud at gøre det – og nøjes med at sige: "Vi bekender noget dybt forskelligt om Gud."" Ja, det kunne lige passe.

Måske havde det alligevel været bedre end Arendts halvkvalte forsøg på at redde sig ud af problemet: at vi, kristne og muslimer, både tror og ikke tror det samme om Gud. Arendt prøver at undvige i en erklæring om, at Gud er større end en enkelt åbenbaring. Og så er der ligesom ikke mere at tale om. Ingen kan vide sig sikre. Troens vished er en ønskedrøm.

Men én ting er sikkert, forsikrer Arendt os om: Vi skal bestemt ikke bilde os noget ind og se ned på muslimerne og deres åbenbaringer. Nej, hvem har dog sagt det? I stedet skal vi sætte os ved siden af muslimerne og føre dialog. Arendts eget oplæg til dialog, udredningen af en trinitarisk forståelse af Gud, forekommer os dog at være ret uklar, og hvad så, om vi havde været muslimer? Ja, så ville det ende helt galt med den fælles samtale.

Lad os prøve at skærpe problemstillingen. Arendts sætning: "Vi bekender noget dybt forskelligt om Gud" bør føre til en overvejelse over, hvor grænsen går. Hvornår bliver forskellene så store, at vi ikke mere taler om det samme? Hvornår slår forskel om i modsætning? Tænk blot på den lutherske diskussion om Guds kærlighed. Kan Gud på samme tid hade og elske, slå ihjel og give liv, stå bag kz-lejre og gøre et barn til sit i dåben? Må vi ikke indrømme, at en sådan Gud kan komme i splid med sig selv og dermed gå til grunde? I sådanne tilfælde bør man vælge side i stedet for at føre sig frem med selvmodsigende påstande.

Både Nissen og Arendt spiller billede og virkelighed, gudsbillede og gudsvirkelighed, ud mod hinanden, og forskel er der, ja. Men de synes at hænge fast i en fordom om, at vi ikke kan komme ind på livet af hinanden eller Gud, hvis vi gør os et billede af dem.

De overser, at et billede af den anden giver os en viden om, hvem den anden er, og denne viden kan fint bruges til at komme den anden nærmere, end jeg kunne, hvis jeg ikke anede, hvem den anden var. Billeder fremmer således en forståelse af virkeligheden.

Er det da den samme Gud, vi har – vi kristne og vi muslimer? Med hæderligheden i behold må vi svare: Nej, det er ikke den samme Gud! Lige så lidt som de praktiske konsekvenser af gudstroen er de samme her og der. Hermed har vi ikke sagt, at Gud er to, for der er stadigvæk forskel på Gud og afgud, og en afgud er en gud, som ikke er virkelig.

Vi kan håbe på, at kristnes og muslimers Gud er den samme, men se det kan vi ikke, og forstå det kan vi ikke. Det bør naturligvis ikke afholde os fra at ville forstå det uforståelige – i dybeste respekt for anderledes troende og tænkende. Det kunne jo være, at muslimer kun er kættere.

Svend Bjerg og Palle H Steffensen er begge teologer