Katolsk biskop efter DF-værdikamp: Midlet for at fremme kristendom er ikke at begrænse andre religioner

Der er flere gode ting ved Morten Messerschmidts (DF) initiativ, men det er ikke i sig selv nok til at sikre kristendommens plads i samfundet, ligesom kristendommen ikke skal bruges til at nedgøre eller søge at udelukke andre religioner, skriver katolsk biskop

Czeslaw Kozon skriver i kronikken, at det politiske initiativ ikke er nok, fordi et lands sande kristne identitet kun kan fremmes og sikres ved, at de, der kalder sig kristne, ved noget om deres tro, lever den aktivt og er parate til at bidrage til dens udbredelse. Foto: Leif Tuxen og Kåre Gade.
Czeslaw Kozon skriver i kronikken, at det politiske initiativ ikke er nok, fordi et lands sande kristne identitet kun kan fremmes og sikres ved, at de, der kalder sig kristne, ved noget om deres tro, lever den aktivt og er parate til at bidrage til dens udbredelse. Foto: Leif Tuxen og Kåre Gade.

På det seneste har der været en del debat om Morten Messerschmidts (DF) ønske om ad politisk vej at fremme kristendommens plads i samfundet. Dette må som udgangspunkt hilses velkomment.

Forsøg på at fremme kristne synspunkter via politik er så meget desto mere berettigede, når vi lever i et land, der i hvert fald i et tidligere regeringsgrundlag blev kaldt ”kristent” og tillige har en statsligt forankret folkekirke, ligesom kun de færreste for alvor ønsker en total adskillelse af stat og kirke.

Kristendommen står således formelt set stærkt i Danmark, og derfor burde forsøg på yderligere at underbygge denne status heller ikke forarge eller føre til beskyldninger om at blande religion og politik eller frygte en politiseret kristendom. Det er dog også vigtigt, at kristendommen – især i lande, hvor den er repræsenteret ved store kirker – ikke først og fremmest lever af privilegier, ikke allierer sig for tæt med en bestemt politisk blok, men er sikret gennem sine medlemmers engagement.

Samtidigt med at de kristne markører endnu formelt set er stærke, er der en underlig diskrepans mellem den generelle betegnelse af Danmark som et kristent land og meget af den politik, som føres. Jeg tænker her på mange politikeres ønske om at begrænse religionens, også kristendommens, plads i det offentlige rum, afskaffelsen af blasfemi paragraffen, muligheden for abort og for personer af samme køn til at indgå ægteskab. Nu er jeg fuldt ud klar over, at der også langt inde i kristnes rækker ofte ses anderledes og uproblematisk på disse emner, men det er i hvert fald emner, som også i udlandet tidligere af bevidst kristne politikere blev anset for noget, som ikke skulle fremmes, og som de pågældende landes store kirker også talte imod.

Meningen med dette indlæg er ikke at vade i det ovennævnte paradoks, men at fremhæve to reservationer ved Morten Messerschmidts initiativ.

For det første er det ikke nok til at sikre kristendommens plads i samfundet, og for det andet må berettiget fremme af kristendommen ikke bruges til at nedgøre eller søge at udelukke andre religioner eller for den sags skyld andre kristne trossamfund.

Når jeg siger, at det politiske initiativ ikke er nok, er det, fordi et lands sande kristne identitet kun kan fremmes og sikres ved, at de, der kalder sig kristne, ved noget om deres tro, lever den aktivt og er parate til at bidrage til dens udbredelse. Det nytter ikke noget at sige, at vort land har en lang kristen tradition, og at kristne værdier stadig præger mange af vort samfunds normer. Den tilstand vil smuldre i takt med den alment voksende uvidenhed om kristendommen i befolkningen og politikeres mindskede forståelse for dens betydning.

Et af Morten Messerschmidts forslag går ud på at få styrket kristendomsundervisningen i skolen. Også dette kan man kun støtte. Samtidigt skal det dog siges, at en sådan styrkelse af kristendommen kun vil virke, hvis den supplerer og udbygger en kristendom i familierne. En kristendomsundervisning, som kun er vidensformidling, vil aldrig kunne forankre kristendommen i eleverne.

Det bliver ikke bedre af, at folkeskolens kristendomsundervisning ikke må være forkyndende, men kun vidensformidlende. Også dette vilkår er hæmmende for kristentroens forankring, da en af forudsætningerne for en levende tro er, at den bliver formidlet af folk, der selv tror og kan aflægge et autentisk vidnesbyrd. En sådan anderledes linje inden for kristendomsundervisningen ville naturligvis betyde, at den kun kunne gives til elever, hvis forældre bevidst valgte det for deres børn.

Et af Morten Messerschmidts anliggender, heller ikke helt uberettiget, er, at alle, der bor i Danmark, bør vide noget om kristendommen. Men det måtte så formidles inden for et andet fags rammer, hvor også kristne kunne få noget at vide om andre religioner, hvilket heller ikke ville skade. Som kristen kan man kun ønske, at så mange som muligt får kendskab til Bibelen, ikke mindst Det Nye Testamente og for den sags skyld også gerne den danske salmeskat, men at gøre det nærmest obligatorisk kunne nemt virke kontraproduktivt.

Her er vi så ved den anden af mine reservationer. Så ædelt det er at forsøge, også ad politisk vej, at skabe gode vilkår for kristendommen, lige så betænkeligt er det, at sådanne forsøg meget ofte mere er en markering af, at andre religioner ikke hører hjemme i Danmark. Det er ingen hemmelighed, at det især er islam, man gerne vil begrænse og fremstille som uforenelig med dansk kultur. Nu skal det heller ikke forties, at islam globalt set ikke er uproblematisk, og man skal absolut være opmærksom på dens fremmarch og ikke mindst følgerne af den rundtomkring i verden. Kristne i muslimsk dominerede lande nyder langtfra samme frihed som muslimer i traditionelt kristne lande. Selvom der beklageligvis foregår en hel del mistænkeliggørelse og diskriminering af muslimer, går dette aldrig så vidt som til at forhindre dem i at udøve deres tro, ej heller i at forsøge at hverve tilhængere blandt kristne. Som kristne tager vi også afstand fra forfølgelserne af muslimer i Kina og Myanmar.

Selvom vi som kristne med rette kan være bekymrede for islams fremmarch og optræden i nogle lande, er midlet herimod ikke de lovtiltag, vi herhjemme ofte bruger til at begrænse eller besværliggøre muslimers aktiviteter. De fleste tiltag er symbolpolitik, såsom burkaforbud, forbud mod bønnekald, håndtrykspåbud og imamloven. Fordi mange af disse lovtiltag gøres ad hoc, er det aldrig i bredere kredse eller blandt politikere blevet til en seriøs dialog med islam.

Islam bedømmes og kritiseres ikke på baggrund af sandheden i kristendommen, men ses udelukkende som modsætning til vore såkaldte vestlige, verdslige værdier som demokrati, ligeberettigelse mellem kønnene, skarp adskillelse af religion og politik, modstand mod religiøse argumenter i den politiske debat med mere. Der er absolut grund til at forsvare demokratiet, at være bekymret for mangel på nogle former for ligeberettigelse mellem kønnene, for visse former for fundamentalisme, for manglende integration og radikalisering. Blot er midlerne herimod ikke de ovennævnte lovtiltag, der ofte blot vil være alt for nyttesløse over for dem, de er rettet imod, generende og uretfærdige for dem, de ikke var tiltænkt, samt udgøre en fare for radikalisering af dem, de var tænkt at dæmme op for.

Trods mange og dybt forankrede forskelle mellem kristendom og islam skal man heller ikke helt se bort fra lighederne såsom troen på én Gud, en virkelig respekt for Ham og integration af Ham i ens liv, bøn og sans for, hvad der er helligt. Ligeledes er mange af de ting, som man nu stejler over hos islam, såsom synet på familie og seksualitet, noget, som ikke er helt fremmed for klassisk kristendom og tidligere generelt ikke stod til diskussion blandt kristne.

Min konklusion er ikke, at Morten Messerschmidts forslag totalt skal affejes, men at sige, at en vigtig forudsætning for at fjerne ængstelse for kristendommens tilbagegang og andre religioners fremmarch er, at kristendommen leves autentisk, at den ikke tilpasses tidsånden, og at vi som kristne trossamfund både fælles og hver for sig er med til at gøre kristendommen synlig, ikke mindst gennem mennesker, der lever den. Med det som baggrund kan vi også roligt gøre alt for at fremme gode relationer til islam og andre religioner, føre en god dialog, fordi vi ved, hvad vi selv står for, og dermed også med større autoritet, men stadig på en næstekærlig måde kan påpege det, der måtte være kritisabelt.