Kristendom, kirke og kærlighed

Debatten om, hvad kristendom er, kan både være afklarende og frugtbar. Alligevel er det, som om vores plagsomhed er unødig og udspringer af en vantro eller selvoptagethed

Der foregår hele tiden en debat om, hvad kristendom er. Vi har (igen) oplevet en omfattende debat om dåben, og for nogle måneder siden var der en længere debat om forsoningslæren, og på mange andre områder kommer forskellige synspunkter og opfattelser til udtryk. Det kan være både afklarende og frugtbart, men alligevel er jeg mere og mere kommet til den overbevisning, at vi på mange måder plager os selv helt unødigt. En plagsomhed, der for en stor del må udspringe af vantro eller selvoptagethed. I vel stort set alle andre religioner eller nyreligiøs foretagsomhed, gælder det om for mennesket at gøre en hel masse for at nærme sig det guddommelige i det høje. l kristendommen er det modsat. Her er Gud fra det høje blevet menneske i sin søn, Jesus Kristus, som med sin kærlighed til os har frelst os fra synd og død. l troen på Kristus har vi altså syndernes forladelse og det evige liv. Og hvad så? Ja, så i grunden ikke mere, hvad det angår. Nu er vi ikke mere syndere, men tilgivede syndere, elsket med en grundlæggende kærlighed, som sætter os i frihed til livet. Hvorfor kan vi så ikke bare i tro og i taknemlighed tage imod dette glædelige budskab og lade det være livsfundament for det liv, vi skal leve her på jorden? Tror vi alligevel Ikke på det? Eller hvorfor bliver vi ved med at kredse omkring forskellige problemstillinger i den sammenhæng, og hvorfor bliver vi ved med søndag efter søndag - bl.a. i en masse på forhånd færdigfabrikerede bønner i gudstjenesten - at bekende os som arme elendige syndere. Nok er vi syndere, men vi er jo tiIgivede syndere - det gør en forskel! Jesus siger, at vi skal modtage Guds rige, som børn, ellers kommer vi slet ikke ind i det. Ja, men hvordan modtager børn Guds rige? Hvordan modtager børn kærligheden? Svaret er enkelt: Det gør de uden videre! Selvfølgelig! At modtage kærlighed bør da ikke være kompliceret. Når Gud, vor far i himlen, har tilsagt os sin kærlighed med syndernes forladelse, er det så ikke besynderligt, at vi bliver ved med at kredse om det og vende tilbage til det igen og igen, som om vi slet ikke har fattet eller vil fatte, hvad han har sagt. For nyligt spurgte jeg mine to voksne børn, om de på noget tidspunkt havde tvivlet på, om jeg elskede dem. Det svarede de nej til, og det var jeg selvfølgelig glad for, fordi jeg altid vil bestræbe mig på, at min kærlighed til dem - uden videre - må være et livsfundament for dem hver eneste dag hele livet. Jeg ville være meget ked af det, hvis de gik rundt i det daglige og var i tvivl om min kærlighed. Det ville i hvert fald være unødvendigt, og spild af tid, for den har de - selvfølgelig. De skal heller ikke komme hver søndag eller på nogen anden dag og bekende en hel masse synder for mig eller gøre sig en hel masse andre anstrengelser for igen og igen at opnå min kærlighed. De skal - for at sige det rent ud - ikke gøre noget som helst andet over for mig end at tro på den og forlade sig på den i deres tilværelse - og det gør de så heldigvis også. På samme måde tror jeg, at vi uden videre må have det over for Gud! Derfor vil jeg heller ikke bruge et sekund mere af mit liv på at tvivle på ham eller hans kærlighed, men uden videre tage den for givet og regne med den som mit livsfundament. Og jeg synes, det er tidspilde, vantro eller misforstået selvoptagethed at blive ved med at kredse om sin egen elendighed, og »om Gud nu også kan tilgive sådan en som mig«, som jeg har hørt mange formulere det i årenes løb. Ja, men det er jo det, evangeliet siger! Vi er gudskabte, tilgivede og elskede mennesker, der er sat i frihed til at leve livet helt og fuldt, rettet mod dagen og medmennesket. For mig er forholdet til Gud på baggrund af evangeliet fuldstændig uproblematisk! Vi skal jo bare helt ukompliceret modtage Guds rige som børn modtager! Det kan ikke være mere enkelt og ligetil! Derimod er der et par andre forhold, som jeg synes, vi skal sætte meget mere fokus på og bruge vore kræfter på. Der tales ofte om i dag, at vi i de seneste årtier har været udsat for et meget stort traditionstab, og at børn i dag slet ikke får den kristendomsundervisning, de fik tidligere. De kender for få salmer og bibelfortællinger. De kan ikke Fadervor og er i det hele taget fremmede over for kirke og gudstjeneste. Det er uden tvivl rigtigt, at sådan er situationen mange steder i dag. Men så er mit spørgsmål: Hvorfor gør vi så Ikke meget mere ved det? Det er efter min mening helt ubegribeligt! Hvordan kan det f.eks. være, at den indledende konfirmationsforberedelse, som alle i dag lovpriser, og som nu har været en mulighed i 13 år, stadigvæk ikke er etableret i over halvdelen af sognene i Danmark? Hvem skal fortælle børnene om Guds kærlighed i de kommende år, når skolen ikke gør det, og forældrene ikke har tid? Jeg spørger Igen: Hvem fortæller børnene om Guds kærlighed i fremtiden? Hvem fortæller dem, at de også er af ånd, og hvad det betyder, så de ikke begår den fejltagelse, som mange mennesker har gjort de sidste årtier, nemlig at tro, at materialismens goder også giver svar på livets afgørende spørgsmål. Noget andet, jeg synes, vi skal blive meget bedre til i kirken, er at modtage mennesker - både i gudstjenesten og uden for gudstjenesten. Lad os tage gudstjenesten først. Mange gange, når jeg drøfter gudstjenesten med mennesker, der tit kommer i kirke, så hører jeg ofte sagt: Du må gerne lave alternative gudstjenester, bare du ikke rører ved højmessen! Nu er det ikke, fordi jeg tror, at der pludselig sker en langt større tilstrømning til kirken, hvis højmessen ændres, men hvorfor den skal være så fredet, har jeg lidt svært ved at forstå. Under alle omstændigheder må vi jo konstatere, at ca. 95 procent af befolkningen i alle sogne i Danmark er stort set ligeglad med den. Det er temmelig mange. For mig er det afgørende i en gudstjeneste, at vi døber børnene, modtager nadveren, synger en lovsang, bekender vores tro, beder Fadervor, modtager velsignelsen og så lytter til det ord, der tilsiger os kærlighed og sender os ud i kærlighedens tjeneste. Alt andet er mindre væsentligt eller helt uvæsentligt. Hvad er f.eks. meningen med at bede de samme 6-10 færdigfabrikerede bønner hver søndag? På en måde er det vel direkte ukristeligt! Meget andet kunne efter min mening afskaffes eller ændres i gudstjenesten, så den blev mere troværdig i forhold til kristendom og menneskeliv. Det er, som om højmessen kører i selvsving og mest bliver en oplevelse i sig selv for de få, der stadig har en kirkelig bagage med sig hjemmefra! Når mennesker fortæller mig om gudstjenester, de har deltaget i, så hører jeg meget sjældent om noget, der har ramt dem i den forstand, at det har sendt dem ud i hverdagen til handling i evangeliets tjeneste. Nej, det jeg hører, kan f.eks. være lidt hyggesnak om en præst, der er god til at relatere sin prædiken til film eller litteratur eller dagligdags episoder. Eller en præst, der har humor og tør sige sjove ting fra prædikestolen. Eller en flot motet. Eller et kor, der sang så vidunderligt. Det er jo sikkert rigtigt alt sammen - og hvad så i øvrigt? Kristendom er vel Ikke primært at få en hyggelig eller æstetisk oplevelse. Kolleger fortæller mig undertiden om søndage, hvor de synes »deres« højmesse gik op i en højere enhed! Bønner, og salmer og dåb og nadver og tekster og prædiken og musik og motet. Kort sagt alt. Alt gik op i en højere enhed. Så er det jeg spørger mig selv: Højere enhed til hvad? Var det sådan, at f.eks. mange mennesker i menigheden pludselig tilbød sig selv og deres tid og arbejdskraft og fik øjnene op for en hel masse afgørende opgaver, de kunne tage fat på for at hjælpe mennesker og komme mennesker i møde? Eller betød den højere enhed, at man pludselig i sognet indså, hvor nødvendigt det var at påbegynde indledende konfirmationsforberedelse, og holde gudstjeneste sammen med børnene og fortælle børnene, at de også er af ånd, og at de er døbt, og at de er omgivet af Guds kærlighed? l sogne, hvor den indledende konfirmationsforberedelse er etableret på et klassetrin, er der mulighed for at udbygge på flere klassetrin. Det giver - ud over samværet med børnene - også flere muligheder for at afholde flere »relevante« børne- og familiegudstjenester, som i den sammenhæng kan være et »alibi« for at gå i kirke for ellers kirkefremmede mennesker. Det er meget vigtigt at få kontakt med børnenes forældre, for at de i videst muligt omfang er med i børnenes dåbsoplæring. Der er mange muligheder for at komme mennesker i møde og være sammen med mennesker, så de oplever et fællesskab, både i og uden for gudstjenesten. Og de fleste sogne har i dag masser af plads og lokaler til det. Men vi udnytter det ikke - tværtimod. Kan det være rigtigt, at bortset fra gudstjenesten søndag formiddag, så er kirkerne og alle kirkernes lokaler i stor udstrækning lukkede hele weekenden - oven i købet med tilsat alarm? Kirkens lokaler kunne jo i meget større udstrækning være samlingssted for sognets beboere i alle aldre til mange forskellige samvær og med forskellige formål. Det ville betyde et mere levende og frugtbart menighedsliv. I det hele taget tror jeg, at vi i alle sogne og menigheder i Danmark skal have meget mere mod og vilje til at drøfte kirkens situation og turde sætte en lang række relevante spørgsmål på dagsordenen til menighedsmøder og sogne-aftner med henblik på justeringer, omprioriteringer og handling. Selvfølgelig kan vi påvirke udviklingen, hvis det betyder noget for os, og hvis vi vil! Lad os glemme vantroen, selvoptagetheden, beklagelserne, bekymringerne, mageligheden, alt det stive og forstokkede og meget andet, som kan plage os som kristne i den danske folkekirke, og lad os fylde af den ånd og kærlighed, Gud har givet os, og lad os lade det smitte mere af i vores omgivelser i ord og handling. sognepræst