Kristendom og naturvidenskab

Det er et paradoks, hvis man forlanger håndfaste beviser for at kunne tro. Tro kan netop ikke begrundes rationelt, og derfor kan man heller ikke argumentere sig frem til, at man skal tro. Hvis man som kristen har et problem med påskens opstandelse, så har man da et endnu større problem med Guds eksistens

"Interessant nok er naturvidenskab og kristendom enige om, at der var en skabelse, men ellers giver de svar på forskellige spørgsmål og udelukker således ikke hinanden," skriver dagens kronikør om forholdet mellem tro og viden.
"Interessant nok er naturvidenskab og kristendom enige om, at der var en skabelse, men ellers giver de svar på forskellige spørgsmål og udelukker således ikke hinanden," skriver dagens kronikør om forholdet mellem tro og viden. Foto: Mads Jensen.

Nogle præster vakte i juledagene sidste år opstandelse ved deres udtalelser om, hvad der skete i en grav i Jerusalem for 2000 år siden, og det ser ud til, at debatten vil vare mindst frem til påske, hvor vi netop fejrer Jesu opstandelse.

Debatten har især kredset omkring det problem, at flere af Bibelens centrale fortællinger hverken kan bevises eller er i overensstemmelse med naturvidenskaben.

Det kan godt undre, at nogle kristne ser det som et problem, for så har de da et langt større problem med, at naturvidenskaben heller ikke kan bevise Guds eksistens.

Det er også et paradoks, hvis man forlanger håndfaste beviser for at kunne tro. Tro kan netop ikke begrundes rationelt, og derfor kan man heller ikke argumentere sig frem til, at man skal tro.

Desværre er det en udbredt misforståelse, at man er nødt til at vælge mellem tro eller naturvidenskab. Det kan have sin forklaring i, at forholdet mellem kristendom og naturvidenskab som regel bliver fremstillet som en lang konflikt, hvor slagene bølgede frem og tilbage, indtil naturvidenskaben til sidst løb af med sejren.

Der har da også været konflikter i forholdet, og de to største kan dateres ret præcist til to årstal, nemlig udgivelsen af Nicolaus Kopernikus' store værk ”Om de himmelske sfærers omdrejninger” i 1543 og Charles Darwins afhandling ”Om arternes oprindelse” i 1859.

Begge begivenheder rykkede afgørende ved opfattelsen af vores position i verden. Med Kopernikus mistede Jorden sin status som universets centrum, og med Darwin mistede mennesket sin status som slutmålet for livets udvikling.

Siden har naturvidenskaben endda gjort os endnu mere ubetydelige ved at henvise os til at kredse omkring en forholdsvis uanselig stjerne langt væk fra midten af vores galakse, Mælkevejen, der endda kun er en enkelt galakse blandt milliarder af andre.

Kopernikus døde, før hans bog udkom, og den var i øvrigt så matematisk, at den aldrig blev nogen bestseller, så det blev hans efterfølgere, der måtte promovere det nye verdenssyn.

Især Galileo Galilei er blevet kendt for den indsats, som i øvrigt førte til, at Kopernikus' bog blev forbudt efter inkvisitionens første retssag mod Galilei i 1616. Efter den anden retssag i 1633 blev han idømt husarrest, men kunne dog fortsætte sin forskning indtil sin død i 1642. Forbuddet mod bøger om heliocentrisme (Solen i centrum) blev ophævet igen i 1757, men Galilei måtte dog vente helt til 1992, før han fik en officiel undskyldning fra paven.

I modsætning til striden om universets centrum var debatten om evolution efter udgivelsen af Darwins bog stort set slut allerede efter et par årtier, måske fordi samtiden var vant til mange omvæltninger som følge af de naturvidenskabelige gennembrud.

Hvis man imidlertid på Galileis tid havde stillet kristendom og naturvidenskab op som to modsætninger, ville det næppe have givet mening for Galilei eller andre forskere, der ikke så deres forskning som i modstrid med kristendommen, men måske nok i modstrid med en bestemt fortolkning af Bibelen.

Det er i øvrigt også svært at finde argumenter i Bibelen for, at det er Solen, der bevæger sig rundt om Jorden og ikke omvendt.

STORT SET ALLE FORSKERE i middelalderen var troende, og når de gik i gang med at udvikle naturvidenskaben, var det derfor ikke som et modsvar til kristendommen. Tværtimod var deres kristne tro befordrende for videnskaben, fordi der var en orden, man kunne afkode, og det var nærmest en kristen pligt at studere skaberværket.

Tycho Brahe betragtede astronomien som et redskab til at udforske Guds love for himmelrummet, og da han fandt sin nye stjerne i 1572, konkluderede han ikke, at der var noget galt med skabelsesberetningen, men noterede begejstret, at Gud stadig var i gang med sit skaberværk.

Isaac Newton fandt også både plads til og behov for Gud i universet, selvom han måske også lidt for bekvemt valgte at bruge Gud som forklaring på det, han ikke umiddelbart selv kunne forklare.

På trods af de to store sammenstød kan forholdet mellem kristendom og naturvidenskab derfor mere betegnes som et langt samspil end en lang konflikt, og det er også kendetegnende, at selvom flere store kulturer som Kina, Indien og de arabisk-muslimske riger har haft potentiale til at udvikle naturvidenskab, er udviklingen kun sket i det kristne Europa.

Naturvidenskab er nemlig ikke blot et spørgsmål om at mestre ingeniørmæssige teknikker eller udvikle instrumenter, men en metode til at tænke og handle på i studiet af naturen.

Naturvidenskab består af to vigtige komponenter, hvor man dels skal udføre eksperimenter og systematiske observationer og dels skal finde gode teorier, der kan redegøre for alle fænomenerne.

Aristoteles betegnes ofte som videnskabernes fader med sin filosofi om, at det observerede danner forudsætningen for meningsfulde sandhedskriterier, men kristendommen har ydet et afgørende bidrag ved at udvikle en tradition for at bruge fornuft og rationalitet til at forstå og fortolke den kristne tro.

Blandt nogle af pionererne er Augustin, der var åben for at fortolke Bibelen og konkluderede, at hvis Bibelen var i modstrid med viden, så var problemet ikke Guds ord, men en manglende forståelse hos den tjener, der havde nedskrevet Guds ord. En anden pioner var Thomas Aquinas, der argumenterede for sammenhæng mellem Guds væsen og menneskelig fornuft.

Udviklingen af naturvidenskab har således haft gavn af, at kristendommen har udviklet en tradition for at bruge fornuft og rationalitet til at forstå kristen tro. I modsætning hertil gik den videnskabelige udvikling i den muslimske verden i stå i 1300-1400-tallet blandt andet på grund af religiøs modstand. Selve formuleringen af naturlove kunne være blasfemisk, fordi de begrænsede Allahs frihed til at handle, som han ville, og det er meget symbolsk, at samtidig med at Tycho Brahes Uranienborg-observatorium stod færdigt i 1580, blev Taqi ad-Din-observatoriet i Istanbul ødelagt, fordi den daværende sultan mente, at udforskningen af himmelens hemmeligheder var gudsbespottende.

Den naturvidenskabelige metode har været ekstremt succesfuld, og det er takket være naturvidenskaben, at vi nu kan lande på en komet en halv milliard kilometer ude i rummet.

Det har desværre også ført til, at mange forskere har glemt, at anvendelsen er begrænset til naturvidenskabens eget domæne, så når forskere for eksempel i forbindelse med kometlandingen udtaler, at de nu er ved at finde selve meningen med livet, så er de på vildspor.

Det kan naturvidenskaben ikke fortælle os noget som helst om, og derfor skal man ikke lede på en fjern komet for at få at vide, hvorfor vi er til her på Jorden.

Naturvidenskaben kan typisk besvare spørgsmål, som hvad universet består af, og hvordan det fungerer, og så bør forskerne endda optræde med en vis ydmyghed, fordi mange af de svar, naturvidenskaben giver i dag, med stor sandsynlighed vil ændre sig i fremtiden, hvor man vil smile overbærende ad det, vi lige nu betragter som sikker viden. Derimod kan kristendommen belyse, hvorfor vi er her, og hvad meningen er med livet.

Interessant nok er naturvidenskab og kristendom enige om, at der var en skabelse, men ellers giver de svar på forskellige spørgsmål og udelukker således ikke hinanden.

Derfor er det heller ikke er et spørgsmål om at vælge mellem tro eller videnskab. Der er mange begivenheder i Bibelen, som naturvidenskaben hverken kan bevise eller modbevise, og det er netop derfor, at der er brug for tro.

Jens Olaf Pepke Pedersen er seniorforsker ved Institut for rumforskning og -teknologi, DTU