Kristendom og politik har alle dage hængt sammen

Det er utroligt, hvordan det er lykkedes nogle få tidehvervske meningsmagere at fremstille et budskab om uforeneligheden af kristendom og politik, skriver professor

Kristendom og politik har alle dage hængt sammen
Foto: Foto/medie afdelingen MoesgŒrd.

En kvartet af kvindelige præster suppleret af et par enkelte mandlige prælater ser det som et væsentligt opdrag at agere politisk i dagspresse, glitterblade og pamfletter. Ingen nævnt, ingen glemt.

Her fortæller de vidt og bredt, at ingen kan optræde på vegne af den danske folkekirke, ligesom de forkynder, at kristendom og politik er uforenelige størrelser. Det er sjældent, argumentationen intellektuelt stikker dybere end polemisk fraseteologi og vanetænkning.

Man har ladet en epokes teologiske tænkning forstene og vulgariseret den til ukendelighed. Lige så meningsfuldt, det var i 1920'ernes og 1930'ernes normsættende evangelisk-lutherske tænkning at gøre op med en vammel, moraliserende form for kristendomsforkyndelse fra vækkelses- og ungdomsbevægelser, lige så intellektuelt anløbent fremstår det i dag at gentage udvalgte klichéer i denne teologi.

Ikke desto mindre er det i høj grad, hvad der sker i den populære formidling af kirke og kristendom. Det er sørgeligt og åndeligt nedslående. Det er utroligt, hvordan det er lykkedes nogle få tidehvervske meningsmagere at fremstille et budskab om uforeneligheden af kristendom og politik, alt imens de samme markskrigere, sikkert uerkendt, politiserer en særlig type kristendom under dække af, at kristendom og politik intet har med hinanden at gøre. Man merkt die Absicht und ist verstimmt!

Jeg har hos ingen af disse præster bare tilnærmelsesvis set forsøg på at forklare forståelsen i lyset af de skrifter, som udgør den evangelisk-lutherske kirkes grundlag og dermed folkekirkens, nemlig bibel og bekendelsesskrifter. Det kunne ellers være interessant. Så meget desto mere, fordi det indgår som et centralt led i det præsteløfte, som enhver præst har aflagt i forbindelse med sin ordination, at man skal beflitte sig på at forkynde Guds ord rent og purt, således som det findes i de profetiske og apostoliske skrifter og i den danske evangelisk-lutherske folkekirkes symbolske bøger.

I stedet har man i åndelig dovenskab barrikaderet sig i altmodisch teologi, som idealiserer puslingelandet og lader hånt om, at verden brænder om dets vugge. Den aktuelle flygtningesituation taler sit eget tydelige sprog. Men frem for at lade den være omdrejningspunkt for mine overvejelser vil jeg stille et mere principielt spørgsmål om kristendom og politik i de tidligste kristne tekster, Paulus' breve. Giver det mening at hævde, at kristendom og politik ikke har noget med hinanden at gøre?

Jeg bruger Paulus' breve, men kunne lige så godt, med de forskellige betoninger og nuanceringer, som det må indebære, anvende evangelielitteratur eller senere dele af Det Nye Testamente.

Den tidligste Kristus-bevægelse var i sine første hundreder af år en uomgængelig del af jødedommen. Det var først gennem en langsommelig proces, der strakte sig frem til slutningen af det 5. århundrede, at kristendommen blev en i forhold til jødedommen selvstændig og uafhængig religion.

Den tilhørte imidlertid den del af jødedommen, som man religionshistorisk betegner aksial religion, og hvis begyndelse går tilbage til en række religiøse nybrud i Kina, Indien, Israel og Grækenland i det 6. århundrede før vor tidsregning.

Her finder man kimen til den senere adskillelse mellem religion og politik. Kongen er ikke længere gudens repræsentant i verden. Det politiske system kan derfor kritiseres fra et religiøst perspektiv.

Det forudsætter en markant spaltning mellem denne og den anden verden, hvor begivenheder i denne verden måles og vejes på den himmelske verdens vægt. Platon er et iøjnefaldende eksempel på denne religionshistoriske nytænkning, som også kendetegnes af en reduktion i antallet af guder. Det, vi kender som bevægelsen mod mono- og henoteisme, altså én gud frem for mange.

Tilsvarende øges bevidstheden om at tilhøre en bestemt kultur markant: ”Mit verdenssyn kan kun være sandt under forudsætning af, at de andre tager fejl, hvorfor deres må tilintetgøres.”

Den tidlige Kristus-bevægelse repræsenterer religionshistorisk en, om man vil, demokratisering eller vulgarisering af den aksiale religionsform i den forstand, at man her udbreder, hvad der tidligere havde været en elite beskåret, til stadig større befolkningsgrupper: mission. Derfor kunne Nietzsche foragteligt, men dog sanddrueligt betegne kristendom som folkeplatonisme.

Men hvad har det med kristendom og politik at gøre? Meget. Paulus' breve er en aksereligiøs hudfletning af datidens politiske systemer, ikke mindst det romersk-imperiale og dermed også kejseren. De indeholder også en sønderlemmende kritik af rivaliserende former for religion, interne som eksterne.

Det sker under påberåbelse af en himmelsk målestok, som Paulus i egen forståelse har fået i opdrag at forkynde. Den radikale kritik er den negative side. Positivt udfoldes forståelsen gennem forsøget på at etablere en ny samfundsform, som ifølge Paulus repræsenterer det sande Israel, og som af Gud er gjort duelig til at virkeliggøre Guds lov.

Det er faktisk, hvad teksterne siger, alle sammenligninger med andre former for jødedom og tidlig islam ufortalt! Paulus' breve repræsenterer, hvad vi må kalde en samfundsmæssig, politisk utopi.

Det er en radikal forestilling om, at gudsriget allerede her og nu lader sig manifestere på jord, om end i den foreløbige skikkelse, som hører denne verden til. Fuldkommenhed opnås først i den himmelske verden ved tidernes ende - vel at mærke for dem, som gennem gerninger har gjort sig fortjent dertil. Og ja, de gerninger har faktisk karakter af næstekærlighed omsat i social-moralske belæringer. Man skal ikke læse meget i Paulus for at fatte det.

Vi kan ikke uden videre gentage Paulus i dag, så lidt som vi kan repetere en særlig lokalprotestantisk teologi fra 1920'erne og 1930'erne, men en afvisning af en forbindelse mellem kristendom og politik dengang som i dag skal man vist være mere end historisk forstokket for at forfægte.

Hvilke konsekvenser man i forhold til aktuel kristen forkyndelse skal drage af overvejelserne, må enhver gøre op med sig selv. Jeg vil dog godt for egen regning tilføje, at jeg finder det svært at forstå, hvordan man i ramme alvor som præst og teolog kan udbrede et budskab, som ud fra alt, hvad vi historisk ved om kristendommens betydningssystem, står i grel modsætning til dette. Og spar mig så venligst for den indvending, at jeg gennem argumentationen for en sammenhæng mellem politik og kristendom skulle politisere mere end dem, jeg opponerer imod.

For det første vil jeg gerne på baggrund af solid og historisk forankret tekstlæsning se mine modstandere dokumentere, at de nytestamentlige tekster er uden sammenhæng mellem kristendom og politik.

For det andet vil jeg godt understrege, at det i min optik er at foretrække, at man spiller med åbne kort. Ustandselig i debatindlæg at propagandere for en afvisning af forbindelsen mellem kristendom og politik er ikke udtryk for mindre sammenblanding af de to. Det er blot at camouflere sit politiske ærinde under dække af ikke-politisk optræden.

Jeg synes, det er på tide, at vi får gjort op med denne position, som beklageligvis har fået alt for megen opmærksomhed og derfor i offentligheden er kommet til at fremstå som et legitimt folkekirkeligt og kristent synspunkt. Eller måske skal man netop bare indse karakteren af synspunktet. Det er en mening, men ved Gud heller ikke mere, for det ville da være en teologisk og åndelig tristesse, hvis vi skulle til at kalde det en sammenhængende teologi eller blot en konsistent argumentation.

Anders Klostergaard Petersen er professor MSO ved institut for kultur og samfund - afdeling for religionsvidenskab på Aarhus Universitet