Det er, som om bevidstheden om, at vi engang skal dø, er stærkere i dag end tidligere. Ikke at bevidstheden sådan giver sig direkte og utilsløret tilkende. Det gør den ikke. Men indirekte og iklædende sig nogle af vores nutidige kulturs mest iøjnefaldende og støjende træk.
En stærkere bevidsthed om, at vi skal dø giver sig først og fremmest tilkende igennem en massiv investering i på næsten alle leder og kanter at holde sig denne bevidsthed på afstand. Har bevidstheden om og angsten for at skulle dø én gang meldt sig hos et menneske, vil den have slået sig ned for at blive. Man kan godt fortrænge den, men så er det, den iklæder sig andre skikkelser og bliver dæmonisk - trækker os rundt i manegen og giver os kræfter i vold, som vi ikke selv er herre over.
For lige præcis denne angst og denne bevidsthed har vores temmelig udanske landsmand Søren Kierkegaard et usædvanligt skarpt blik. Hvad Kierkegaard skrev om i allerede 1844 i "Begrebet Angest", dét gør sig stadig gældende og passer forbløffende godt som en karakteristik af vores tid og vores kultur.
For Kierkegaard havde nemlig indset, at en åndløshedens kultur kræver ikke så lidt ånd. Åndløshed forudsætter ånd. Ligesom fornægtelsen af kristendommen forudsætter, at kristendom allerede én gang er blevet forkyndt. Man skal have været gjort opmærksom på sig selv, før man kan forsøge eller ville forsøge at undgå og undslippe sig selv. For man kan som bekendt ikke flygte fra sin egen skygge. Er man i bevidstheden kommet på afstand af sig selv og ligesom kan se på sig selv som på en anden, så er der ingen vej tilbage. Så kan man ikke længere skjule sig for sig selv – ligesom man aldrig har kunnet skjule sig for Gud.
Kierkegaard beskriver det på sin egen tankevækkende måde: Han beskriver denne proces som dét, at Gud slipper mennesket ud af sin hånd, for at give det friheden i forhold til sig selv og i forhold til ham. For at bringe sig i position i forhold til Gud, kræver det afstand fra Gud. Ligesom det kræver afstand fra sig selv, at kunne blive sig selv igen. Og i tilslutning til den navnkundige kirkefader Augustin skriver Kierkegaard også, at mennesket først finder hvile og ro, når det atter hviler i dén Guds hånd, som slap det fri. Først når Gud atter bliver alt i alle og således tager os tilbage i hans hånd, befries vi fra angsten og uroen, fra tvivlen og fortvivlelsen.
Blandt nogle af det forrige århundredes fremmeste tænkere er denne angst og fortvivlelse – ikke mindst i lyset af de to verdenskrige – radikalt blevet udlagt som udtryk for menneskets kolossale ensomhed – frit, hvileløst og navnlig vilkårligt svævende rundt i orienteringsløsheden, hvor mennesket hverken kan finde sig selv eller finde Gud. Mennesket blev så at
sige prisgivet friheden. Gud blev afskaffet som den instans, der dog i sidste ende gennem troen sikrede et fast orienteringspunkt i tilværelsen. Mennesket blev overladt til sig selv og sin uundgåelige skæbne: døden.
Nu er der imidlertid ingen, der siger, at hvad nogle filosoffer og teologer tænkte om menneskelivet i forrige århundrede, nu også er, hvad helt almindelige mennesker tænker i dag. På ingen måde. Det hænder ikke så sjældent – og ikke mindst i vores tid, at intellektuelle og eksperter gør sig kloge på, hvad almindelige mennesker tænker og føler. Blandt vores forbilledligt ansvarlige politikere er det ligefrem blevet en hel besættelse. Derfor indgår de for tiden uhellige alliancer med såkaldte "spindoctors", der skal tage temperaturen på folket, så politikerne bedre kan snakke folket efter munden. Sådan kan demokratiet efterhånden erstatte gudsfrygten med menneskefrygten.
Men af og til kan samvittighedsfulde filosoffer og teologer godt ramme plet i deres diagnose af vores tid. I en erfaringstynget oplevelse af, at livet udfolder sig under en permanent trussel om at blive udslettet, praktiserer vi en kynisme, hvis alvorlighedsgrad ikke mindst ligger i, at den er blevet kultur – er blevet gjort almindelig.
Det er, som om vi tænker: "Ok, hvis jeg skal dø og mit liv bliver kort, så føler jeg mig også berettiget til kun at tænke på mig selv. Mens jeg lever, gælder det i lyset af døden om at suge livet ud af livet, rage umådeholdent til mig og uden tanke på kommende generationers fremtid eller andre mennesker at forskanse mig bag mit eget private befæstningsværk."
Når det ikke længere er noget selvfølgeligt i vores kultur, at idet jeg tænker på mig selv, så skal jeg også altid medtænke den anden, så er det et urovækkende symptom på, at døden og hvad den betyder får lov til at trække sine dybe spor igennem vores tilværelse.
På denne facon får nemlig døden lov til at bestemme indholdet i vores liv, selvom vi ikke forholder os direkte til den. Vi lever i fornærmelse på livet og måske på Gud, fordi udsigten til døden ligesom diskvalificerer enhver meningsfuld forståelse af og omgang med livet og andre mennesker. Ja, vi trækker resten af verden med ned i vores eget fald. Et "commune naufragium"!
I en sådan indstilling eller i en sådan kultur har fællesskabet mellem mennesker temmelig vanskelige kår. Fællesskabet kan ikke trives med, at vi kun forbeholdent og vagtsomt kaster os selv ind på det og alene ser på det som det spejl, jeg kan spejle mig selv i.
Fællesskabet går til grunde sammen med den kærlighed, som, når den individualiseres og fikseres alene hos den enkelte, uvilkårligt forvandles til selvkærlighed. Og strammest er de tøjler, hvori vi binder os selv. På den måde er mange moderne underholdningsprogrammer i tv måske udmærkede billeder på en ny generations værdigrundlag, hvor individet går grassat og kun bruger andre til at bringe sig selv frem. Og i sidste ende bliver belønnet for det!
De mennesker, der har opfundet disse programmer, har virkelig været dygtige. De har ramt en trend i tiden. Det at blive kendt og tjene en stor pose penge er åbenbart blevet kolossalt vigtigt for realiseringen af individets private livsprojekt. Så er man ikke så nøjeregnende med, hvad man bliver kendt for eller hvilke ofre, man må skræve hen over. Bare jeg bliver kendt og kommer til at tjene mange penge.
Det er ikke noget nyt, at mennesker opfører sig egoistisk og umådeholdent markedsfører sig selv. Men det er noget nyt, at man uden skyggen af anfægtelser for åben skærm kan vedgå det offentligt og ligefrem propagandere for egoisme og kynisme. Tidligere lagde kulturen dog en vist dæmper på sådanne tilbøjeligheder. Nu synes kulturen ligefrem at fremme dem.
De unge mennesker – på min egen alder i øvrigt – kommer tydeligvis for lidt i kirke. Ligesom deres forældre tydeligvis. De har i hvert fald glemt at fortælle deres børn om den kristendom, de er blevet døbt til. Nu er der ganske vist ingen garanti indbygget i, at man bliver et bedre menneske af at gå i kirke. Men man har da altid lov at håbe. I hvert fald kan man i kirken hver eneste søndag få forkyndt et budskab, der efterhånden forholder sig nogenlunde direkte modsat den kultur, vi lever i.
Kristendommen er blevet en mod-kultur i vores samfund i dag. Og hvor ville det hjælpe på mange af kirkens problemer, hvis den erkendte dét.
Hvis kristendommen igen skal blive kulturbærende i det danske folk, så må den trænge igennem til det enkelte menneske. Og vi må bryde en gammel dansk tradition for ikke at vise vores tro udadtil. Vis troen! Giv den ansigt og krop! En tro, der ikke får udtryk i det ydre, går til.
Henrik Bang-Møller er sognepræst i Skagen