DER ER ET STIGENDE ANTAL fattige børn i Danmark. I H.C. Andersens digtning er der mange børn, også fattige børn, der lever under kummerlige kår. Der går ingen lige vej fra digtning til politik, og der er ingen ”løftede pegefingre” i H.C. Andersens forfatterskab. Men poesien kan udfordre os, få os til at se dybere, forene følelse, fantasi og fornuft. Poesien er for H.C. Andersen ”guddomstanker”, der kan kaste lys over menneskelivet, åbne en verden af betydning for os.
For H.C. Andersen hører gudstro og menneskesyn sammen. Han forkynder Guds kærlighed som Guds nådige gave til os og vil med sin digtning kalde sine læsere til at leve Guds kærlighed ud i hverdagslivet. Det kan også gælde vort syn på og forhold til de fattige og svage og ikke mindst til børnene. I sin store selvbiografi, ”Mit livs eventyr” (1855), har H.C. Andersen et lille ”forord”:
”Mit Liv er et smukt Eventyr, saa rigt og lyksaligt (…). Mit Livs Historie vil sige Verden, hvad den siger mig: der er en kjærlig Gud, der fører Alt til det Bedste.”
Troen på den kærlige Gud formidler digteren H.C. Andersen så i sin digtning på mangfoldige måder. Han forkynder Gud som skaber og nådigt forsyn i digte, skuespil, romaner, fortællinger og eventyr. Han tilskynder os til at møde mennesker uden fordomme og til næstekærlighed.
Et af de mest hjertegribende eventyr er ”Den lille pige med svovlstikkerne”. Eventyret blev trykt i Dansk Folkekalender for 1846, som kom i december året før. H.C. Andersen optog det i ”Nye eventyr” i 1848. Eventyret begynder med et genrebillede:
”Det var grueligt koldt; det sneede og det begyndte at blive mørk Aften; det var ogsaa den sidste Aften i Aaret, Nyt-aarsaften. I denne Kulde og i dette Mørke gik paa Gaden en lille Pige med bart Hoved og nøgne Fødder.”
Sammenhængen mellem tid og rum spiller en afgørende rolle i H.C. Andersens digtning. Det er aften, nytårsaften, og det foregår i denne kolde gade.
H.C. Andersen har en utrolig evne til kort at fortælle meget og til at sætte det vigtigste i en sætning først. Skildringen af den lille pige er ganske realistisk. Vi kan se hende for os: Den lille pige med de nøgne små fødder, der er røde og blå af kulde. Hun sidder i en krog mellem to huse og kryber sammen. Hun holder et gammelt forklæde med et bundt svovlstikker i hånden. Der er ingen den hele dag, der har købt af hende. Hun er bange for at gå hjem, hendes far vil slå hende, og det er så koldt derhjemme. Et tidsbillede, men små, fattige piger findes stadigvæk. Folk, der fryser på gaden, kan vi også se i dag. At leve som fattigt barn og som barn i et asylcenter er også at fryse.
Fortællingen er som mange af H.C. Andersens fortællinger en kontrastfortælling. Den lille pige sidder i kulden udenfor. Folk sidder indenfor i lys og varme og spiser gåsesteg. Den lille piges hænder er næsten ganske døde af kulde. Hun vil varme sig og stryger en svovlstik, og i lyset fra den ser hun en kakkelovn, hvor ilden brænder så velsignet. Men da hun strækker fødderne ud for at varme sig, slukkes flammen, og kakkelovnen forsvinder. Hun stryger en svovlstik igen, og hun ser i lyset lige ind i stuen, hvor der er dækket op med den dejligste mad, men da svovlstikken går ud, ser pigen blot den kolde mur. Hun tænder endnu en svovlstik, og i lyset fra den ser hun et dejligt juletræ med tusinde lys. Da svovlstikken slukker, ser hun et stjerneskud. Stjerneskuddet er et tegn på, at en sjæl går op til Gud. Det har gamle mormor, som var den eneste, der havde været god mod hende, fortalt.
Den lille pige så i lyset af de tændte svovlstikker et hastigt glimt af en virkelighed, der er modsat hendes egen. Men da svovlstikkerne går ud, er hun tilbage i mørket og kulden. H.C. Andersen kan om nogen skildre den virkelighed, der er bestemt af lidelse, savn, ensomhed, tilintetgørelse, død. Alle dårlige gange tre.
Her kunne fortællingen slutte. Og her slutter genrebilledet da også. Der er tale om tre illusioner, skabt af den lille piges behov, hendes mangler. Alle dårlige gange tre. For illusioner gælder det, at de som regel har en ganske kort levetid. De er billeder skabt af ønsketænkning. Sådan ender genrebilledet. Håbløst.
Men fortællingen slutter ikke her. For nu begynder eventyret. Eventyret er for H.C. Andersen ikke blot en genre, men en forkyndelse af det underfulde. Livet, når det er skænket af Gud. Den lille pige stryger de sidste svovlstikker, og i glansen fra dem ser hun gamle mormor, så klar, så skinnende, så mild og velsignet. ”’Mormoer!’ raabte den Lille, ’O tag mig med! Jeg veed, Du er borte, naar Svovlstikken gaaer ud (…)’.” Og så slutter eventyret: Mormor ”løftede den lille Pige op paa sin Arm, og de fløi i Glands og Glæde, saa høit, saa høit; og der var ingen Kulde, ingen Hunger, ingen Angst, – de vare hos Gud!”.
Her er der ikke tale om en illusion, som de tre første. Tretallet brydes. Det slutter ikke med det trøstesløse genrebillede. Det slutter ikke med den virkelighed. Den overskrides af en anden virkelighed. Den lille pige er virkelig fløjet i glans og glæde op til Gud. Hun er sammen med gamle mormor hos Gud. Det er en gudskabt vision. En åbenbaring af Guds virkelighed.
Der er sikkert en allusion til Johannes’ Åbenbaring, kapitel 21, vers 4-5:
”Han (Gud, red.) vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det, der var før, er nu forsvundet. Og han, der sidder på tronen, sagde: ’Se, jeg gør alting nyt!’.”
For den lille pige er fortællingen slut. Og den slutter med den bedste begyndelse for hende: at blive løftet op til Gud, at blive båret ind i den evige guddommelige kærlighed. For de mennesker, der ser den lille pige, er fortællingen ikke slut.
For da de ser hende med røde kinder, med smil om munden – død, frosset ihjel den sidste aften i det gamle år, siger de: ”Hun har villet varme sig”. Det er ”man”, der siger det. Og så slutter eventyret: ”Ingen vidste, hvad smukt hun havde seet, i hvilken Glands hun med gamle Mormoer var gaaet ind til Nyaars Glæde”. ”Man” har ikke sans for den guddommelige virkelighed. ”Man” forholder sig kun til overfladen. Men ”man” behøver ikke at blive stående der. Man kan lade sig gribe af fortællingen, så man ser dybere. Poesien kan bringe os tættere på både den jordiske og den himmelske virkelighed end noget andet sprog.
Hvad er så eventyrets udfordring til os læsere? At tro på, at der er en anden virkelighed, Guds virkelighed, hvor Gud gør alting nyt. At vi i døden ”løftes op til Gud”. At vi kan skelne mellem illusion og vision. Der er forskel på ”det gamle år” og ”nytårsglæde”. Der kan også stilfærdigt lyde en etisk udfordring fra fortællingen: Næste gang, du ser den lille pige med svovlstikkerne (eller nogen, der ligner, for eksempel en, der sælger Hus Forbi), så stands op og køb svovlstikker, eller hvad det nu kan være. Og samfundsmæssigt: Kan den lille fortælling være en udfordring til os som samfund i forhold til de fattige børn og til børnene på asylcentret? Kan den gribe os og tale til fantasi, fornuft og følelse?
Den røde tråd i H.C. Andersens forfatterskab er det kristne evangelium. H.C. Andersen vil med sin digtning forkynde Guds kærlighed. Hans digtning er poetisk kristen prædiken. Forfatterskabet er som kristendommens forkyndelse til glæde, trøst og oprejsning og til afsløring og dom over alt, hvad der sårer mennesker og ødelægger troen, håbet og kærligheden. Det vil føre os ud af ”det gamle år” til nytårsglæde både her og hisset.
Glædeligt nytår.