Der florerer for tiden en bemærkelsesværdig video på nettet. Den kunne være taget ud af en roman af den amerikanske forfatter Don Delillo, hvis fiktionsunivers ofte kredser om populærkulturens drift mod vold og længsel mod ødelæggelse. Videoen er lavet af gruppen Anonyme Billedkunstnere, og den viser en symbolsk voldshandling: Jacques Salys buste af Frederik V føres bort fra sin sokkel i Det Kongelige Danske Kunstakademis festsal og kastes i havnen bagved Charlottenborg.
Kunstner og institutleder Katrine Dirckinck-Holmfeld har taget ansvaret for at have smidt busten i havnen, men vil ikke oplyse, hvem de øvrige gerningsmænd er. Videoen er optaget af gerningsmændene selv og undervejs redegøres der i billedtekster for motivationen: Charlottenborg Slot blev i 1670’erne opført af U.F. Gyldenløve, som ifølge videoens bagmænd tjente sin formue på slavehandel.
Mange år senere, i 1754, skænkede kong Frederik V Charlottenborg til Det Kongelige Danske Kunstakademi og blev ved den lejlighed dets stifter. Allerede i det betydelige spring i tid fra 1670’erne til 1754 og fra Gyldenløve til Frederik V vil nogle måske identificere en vis vaklen i gerningsmændenes argumentation.
Men skal man gå ind på præmissen, kan den vel gengives sådan, at Kunstakademiet er tilvejebragt for beskidte penge, og at kunstverdenen slæber en blodig arv med sig, idet den, ifølge videoens sidste billedtekst, stadig ”usynliggør” kolonitiden og endnu reproducerer kolonialismen. En væsentlig pointe i videoen er, at busten af Frederik V kastes i kanalen over for en statue af kunsteren Bright Pimpong, skabt som et minde over slavernes – eller med det identitetspolitiske vokabular ”de slavegjortes” – oprør mod kolonimagten, der siden medførte, at de måtte erklæres for frie.
Gruppens gerning viser sig hermed som et helt banalt forsøg på fortrængning: I gerningsmændenes øjne kan busten af Frederik V og Pimpongs hyldest af slavernes opgør ikke eksistere i samme univers. Den ene fortælling må gå under på bekostning af den anden. Psykoanalysens negative vurdering af sådanne fortrængninger kan enhver gymnasiast redegøre for: Det undertrykte kommer før eller siden tilbage, blot i dæmonisk skikkelse.
Spørgsmålet er, hvad ikke psykologien, men teologien har at sige. Ikke så lidt, for kristendommen rummer på én gang historisk talrige paralleller til identitetspolitikkens voldsdyrkelse og systematisk-teologisk et definitivt opgør med den. Det, der umiddelbart faldt mig ind, da jeg så videoen lavet af de anonyme billedkunstnere anført af institutlederen, var de tyske bogbrændinger i april 1933. Man kan måske finde sammenligningen proportionsløs, men den går på, at der også dengang var tale om en handling med stor symbolsk betydning, en happening, et værk, et statement og en trussel.
De tyske bogbrændinger blev arrangeret af studenterbevægelsen Deutsche Studentenschaft (DSt). Der var ikke tale om uoverlagte vandaliseringer, men om intellektuelt bevidste handlinger. DSt beskrev selv bogbrændingerne som en renselse (”Säubering”), og motivationen for bogbrændingerne blev videre beskrevet i et flyveblad med 12 teser, som behændigt kunne bankes op på vægge og døre på de tyske universiteter.
Både i og med, at DSt arbejdede med netop teser og i den måde, man ønskede teserne mangfoldiggjort, lå et forsøg på at efterabe de historiske (og i nogen grad mytologiske) omstændigheder omkring Martin Luthers offentliggørelse af sine 95 teser i 1517. Og ved selve afbrændingen refererede man selvfølgelig til Luthers afbrænding af pave Leo X’s bulle i 1520. Den parallel kunne enhver dannet tysker se dengang. Ingen bogbrænding er en ø.
Dette er blot ét eksempel på, at kristendommen historisk rummer paralleller til nutidens destruktive identitetspolitik, herunder dens symbolske brug af vold. Men samtidig indebærer kristendommen som sagt et opgør med den.
Vil man have et svar på, hvordan begge på én gang kan være tilfældet, må man i første omgang gå til Det Nye Testamente. Det indeholder, som jeg læser det, i modsætning til hvad mange tror, ikke en principiel voldsafvisning.
Et eksempel er, at da Johannes Døberen kort inden Jesu dåb bliver opsøgt af nogle soldater, kræver han ikke, som situationen ellers giver ham mulighed for, at de skal lægge våbnene, men i stedet, at de ikke skal mishandle eller plyndre nogen, men lade sig nøje med deres soldaterløn (Luk, 3, 14).
Heller ikke i Jesu egen forkyndelse afvises volden slet og ret. Ét eksempel blandt flere er beskrivelsen af den straf, som Jesus finder passende for dem, der bringer de små, der tror på ham, til fald: at få hængt en møllesten om halsen og blive sænket i havets dyb (Matt. 18, 6).
Men samtidig med, at der ikke kan udledes en direkte principiel voldsafvisning af Jesu forkyndelse eller Det Nye Testamentes Kristus-forkyndelse i det hele taget, er det en indlysende del af samme, at voldens altomfattende magt er brudt. Dette er måske mest prægnant udtrykt i Bjergprædikenens kendte ord: ”I har hørt, at der er sagt: ’Øje for øje og tand for tand.’ Men jeg siger jer, at I ikke må sætte jer til modværge mod den, der vil jer noget ondt. Men slår nogen dig på din højre kind, så vend også den anden til.” (Matt. 5, 38-39). Her delegitimeres noget så urmenneskeligt som hævnvolden!
Konsekvensen af den tanke, der kommer til udtryk her, findes paradoksalt nok også hos den førnævnte bogbrænder Martin Luther. Han fastholder i et skrift om, hvorvidt kristne kan deltage i krig, at vold aldrig ”fører til noget”, aldrig rummer erkendelser, aldrig må ses som et opbyggeligt forehavende. Voldens eneste legitimitet ligger i, at den under meget særlige omstændigheder kan forhindre yderligere voldsudøvelse. Hermed er det anerkendt, at volden findes, er en del af virkeligheden, men samtidig, at dens magt er stækket.
Den tanke grunder i to ting. Den første er erkendelsen af, at voldens ultimative trussel er døden. Enhver, som har prøvet at blive overfaldet, ved, at det i den situation er livet, man i sidste ende frygter for. Det Nye Testamente forkynder, at døden ved Kristi opstandelse er overvundet. Og eftersom voldens yderste trussel er døden, kan Paulus’ retoriske spørgsmål ”død, hvor er din brod” (1. Kor. 15, 55) uden videre omformuleres ”vold, hvor er din magt?”.
Det andet er, at den voldsdrift, der løber som en blodrød tråd i menneskehedens historie, genkommende kommer til udtryk i vores tendens til at udråbe syndebukke og ofre dem, sådan som man kan sige, at de anonyme billedkunstnere anført af institutlederen symbolsk gør med busten af Frederik V.
Men ifølge den franske tænker René Girard virker denne syndebukmekanisme kun, hvis alle er overbeviste om, at offeret faktisk bærer skylden for det onde i samfundet. Hvis ikke man tror på det, kan man heller ikke overbevise sig selv eller andre om, at det onde vil forsvinde, uanset hvor mange syndebukke man slår ihjel. Den ultimative syndebuk, Kristus, er i Det Nye Testamente netop skyldfri, og selve begrebet ”rensende vold” afsløres dermed som en tom gestus.
Selvom der som sagt historisk kan findes paralleller mellem kristendommen og de kunststuderendes symbolske voldsmanifestation, hersker der i bund og grund et modsætningsforhold mellem dem. Kristeligt ses mennesket som en af fødsel og død begrænset størrelse. Vi er blevet født, og en dag skal vi dø, sådan som vilkåret er for alt levende. Sådan skal det også gå erindringen om os.
Hvis vi er heldige, vil nogen huske os, men også de skal forgå. Men samtidig forkynder kristendommen, at det levede liv i al evighed vil være nærværende for den levende Guds ansigt. De kunststuderendes symbolske voldshappening handler om fortrængning og destruktion, mens kristendommen handler om fastholdelse og forsoning.