Det har givet genlyd, at en imam har foreslået, at der som led i konfliktløsningssystemet mellem herboende muslimer kunne indgå betaling af en bod.
Det strider mod danske forestillinger om ret og retfærdighed, at straffen i alvorlige forbrydelser kan aftales mellem parternes slægtninge uden om dom-stolsapparatet. Og det strider også mod danske retsforestillinger, at slægtninge, som ikke har noget med den kon-krete sag at gøre, skal involveres. Straffen for en forbrydelse er individuel, og det er domstolenes gebet. Sådan er det i 2005, og sådan har det været længe.
Engang kendte man også i Danmark til slægtsfejder og bod som kompensation og middel til at afværge fejder. En forordning af 12. december 1200 udstedt af den danske kong Knud på et møde i Lund søgte at bringe orden i bodsbetalingen. Baggrunden for forordningen var, at slægtsfejder var en plage i Skåne, og at bodssystemet bidrog til at skærpe problemer.
I forordningens indledning får vi således at vide, at den drabsmand, som samler penge ind til boden hos sine slægtninge kunne berige sig ved at stikke af med pengene i stedet for at betale til den dræbtes slægtninge, som meningen var for at afværge hævn. Derfor gik kongen nu i kraft af sin myndighed som konge ind i sagen og foreskrev regler for den måde, som boden skulle betales på. Ingen skulle betale til drabsmanden, men der skulle betales direkte til de forurettede slægtninge. Ingen måtte tage sig selv til rette, men nægtede nogen at betale deres del af boden, så skulle de andre slægtninge påkalde sig kongens hjælp. Og det blev bestemt, at den, som tog hævn efter at have modtaget bod, skulle være fredløs.
Forordningen var et udtryk for kollektiv hæftelse. Slægtninge hæftede for familiens sorte får, som begik drab. Tidligere havde man også kendt kollektiv hæftelse for andre voldshandlinger, men nu begrænsedes den kollektive hæftelse til den alvorligste af dem, drab.
Der er ingen tvivl om, at der står kirkelig indflydelse bag forordningen fra år 1200. Vi kan læse det allerede af dateringen. Forordningen er dateret den 28. december, og i den katolske helgenkalender er det dagen, hvor man mindes de uskyldige børn, som blev dræbt i Bethlehem under Herodes' forgæves razzia efter det nyfødte Jesusbarn, som var blevet spået en for ham truende karriere af de hellige tre konger. De uskyldiges dag må helt bevidst være valgt som den dag, man daterede en lov, som netop ville drab på uskyldige til livs.
Kirken og dermed kristendommen var også nærværende på anden vis i loven. Sigtet var at begrænse den kollektive hæftelse til drab. I kristendommen handler det om den enkeltes individuelle ansvar, og den tankegang var på vej frem og vandt snart efter over den overleverede forestilling om slægtshæftelse.
Vi står her over for et af kristendommens allervæsentligste bidrag til retsopfattelsen. Enhver hæfter selv, og det er ikke ved selvtægt, men ved myndigheders mellemkomst, at konflikter afgøres. "Øvrigheden bærer ikke sværdet forgæves", skrev Paulus til romerne, og i brevet til Timotheus forklares, at loven ikke er sat for de retfærdige, men for de uretfærdige, og den sætning citeres netop i loven fra 1200.
Det kirkelige retssystem, som var med til at give dansk ret en helt ny retning omkring 1200, kalder vi kanonisk ret. Det var ikke et religiøst retssystem på samme måde, som vi i dag opfatter islamisk ret og begrebet sharia. Karakteristisk for den katolske kirkes ret var, at den byggede på samme metoder og tankesæt som den helt verdslige romerret. Nogle af de dygtigste paver i middelalderen var ikke kendte som teologer, men som jurister. "Juristpaver" kalder vi dem.
Ægteskabsretten var et område, som interesserede kirken, og her udvikledes sofistikerede regler om ægteskabets indgåelse, ugyldighed, skilsmisse og meget andet. Vigtige var de to grundprincipper, at det var parterne selv, der afgjorde, om en kvinde eller mand ville sige ja til en foreslået partner – og, som modstykke til denne frihed, at ægteskabet herefter var uopløseligt. For at forstå den kirkelige rets – og dermed indirekte kristendommens – fingeraftryk på retten er det som sagt vigtigt at gøre sig klart, at den kirkelige ret var rationel ligesom de verdslige. Men selvfølgelig var et forbud mod skilsmisse religiøst begrundet. På samme måde kunne kirken stille sig afvisende over for rentetagning. Også det kunne man støtte på Bibelen og på en bredere forestilling om tiden som tilhørende Gud og ikke mennesker. Derfor kunne den heller ikke faktureres. Ved reformationen styrkedes en overgang sammenhængen mellem ret og religion. Bibelen blev oversat til dansk og allemandseje, og netop forestillinger om straf fra den mosaiske ret i Det gamle Testamente kom til at spille en vigtig rolle for dansk strafferet i årene efter 1536, hvor det nu blev et almindeligt princip at straffe "liv for liv". Fejder, aftaler og bodsbetaling blev nu retshistorie, og i stedet blev det kongens ansvar at sørge for straffuldbyrdelsen for dermed at undgå Guds vrede over ustraffede forbrydelser.
Sådan var tidens ideologi. De ti bud var normen, og kongen opfattedes som vogteren af lovens tavler, der skulle sikre straf for overtrædelse af forbudene mod at krænke Gud eller den enkelte. Da man i 1683 samlede strafferetten i en lovbog, Danske Lov, byggedes strafferets-systematikken op efter Danske Lov. Inden for ægteskabsretten tillod man skilsmisse i visse tilfælde, men det skyldtes ikke, at man havde forladt sammenhængen mellem ret og religion, men Luthers afvigende tolkning af Det Nye Testamente.
Helt op i det 18. århundrede følte man sig bundet af Bibelens bud om "liv for liv", når det gjaldt manddrab, og kun i meget få tilfælde turde man benåde en drabsmand.
Et vendepunkt indtrådte mod slutningen af det 18. århundrede. Nye ideer om straf førte til forkastelse af tanken om, at dødsstraf var en nødvendig følge. Det førte til begrænsninger i anvendelsen af dødsstraf, til udbredt benådning, men selve afskaffelsen af dødsstraffen kom først i 1930. Et retssystem som det danske er dybt forankret i forestillinger, som kan føres tilbage til vores kristne arv. Det gælder de allermest centrale områder af livet som ægteskab og samliv, og det gælder forbrydelse og straf og nok også i en videre forstand vor opfattelse af, at der skal tages hensyn til den svagere part. Vores sociale system har også kristne elementer, som kan spores langt tilbage i en pligt til omsorg for næsten. Når det er sagt, er det imidlertid vigtigt at understrege, at retssystemet lever sit eget liv, og der nok en gang har været spændinger mellem kirkelige og verdslige opfattelser, men at de er løst på rationel måde. Der har i tidens løb været dem, som mente, at Bibelen kunne opfattes som en lovbog, der skulle følges, men den opfattelse er til stadighed blevet bekæmpet. Den kirkelige ret er ret og fortolkes som anden ret, og i et samfund som vort accepteres Bibelen ikke som en alternativ rettesnor for, hvad der er rigtigt. Det betyder ikke, at en kristen opfattelse ikke kan føre til konflikt. Tag som eksempel abort og spørgsmålet om grænserne for liv og død. I tidens løb er sket, hvad vi kalder en sekularisering af retten. Retten indrettes ikke med udgangspunkt i Bibelens bud, men ud fra andre overvejelser af det bedste for samfundet. Det betyder ikke, at vi har gjort op med rettens kirkelige grundlag. Det finurlige er, at sammenhængen mellem kristendom og ret er langt snævrere, end vi umiddelbart forestiller os.
Kristendommen bragte en helt ny verden af forestillinger til Norden. Gamle retsforestillinger blev helt omkalfatrede og konturerne af det, vi kender i dag, hvor respekten for det enkelte menneske står i højsædet, blev lagt dengang. Forordningen år 1200 om manddrab og bod tog udgangspunkt i gamle forestillinger, men den anlagde et helt nyt syn på forholdet mellem den enkelte og samfundet. Ret og religion i Vesten er ikke blot et trosspørgsmål. Det handler i lige så høj grad om kultur.
Ditlev Tamm er professor i jura
ved Københavns Universitet