Tidligere udenrigs- og kirkeminister Per Stig Møller (K) udtalte engang:
”Hvis man siger, at kristendommen ikke må spille nogen rolle for ens politik, har man misforstået det. Politik kommer ikke af ingenting, men kommer af den enkeltes grundopfattelse, der er baseret på ens etik, moral eller religion, hvad enten man er kristen, muslim eller buddhist.”
Her peger Per Stig Møller på vigtigheden af at forstå, hvordan det før-politiske former det politiske – også selvom vi lever i et moderne sekulariseret samfund og ikke i et førmoderne teokrati. Uden dette vigtige før-politiske degenerer politik kun alt for let til en teknokratisk og instrumental styring efter interesser, hvor værdi kun opgøres i profit, og mennesker reduceres til deres økonomiske værdi.
Der er med andre ord til stadighed brug for en besindelse på, hvordan etik, moral og religion påvirker vores fælles og sekulære politik.
For der er antagelser, som er før-politiske, men som har store konsekvenser for vores respektive tilgang til menneskelige fællesskaber, og som har betydning, når vi drøfter vores fælles samfund, dets udfordringer og det fælles bedste.
Selvom folkekirken indtager institutionel særstilling i vores samfund, er det netop karakteriseret ved, at forskellige livsanskuelser og livsformer lever ligeberettigede ved siden af hinanden.
Grundlovens sikring af den enkeltes religionsfrihed og de fælles borgerlige rettigheder er grundlaget for dette. Ud over de demokratiske frihedsrettigheder er statens og retsordenens sekulære karakter et afgørende kendetegn på moderne liberale samfund: verdensanskuelsesmæssig neutralitet er et grundvilkår.
Det medfører frihed for såvel kirken som den enkelte kristne, men det medfører også en risiko for, at kristendommens perspektiver på verden og mennesker bliver fraværende i den offentlige samtale, og for, at tro og religion henvises til en privat og marginaliseret position, hvor enten trosmæssig ensomhed eller social segmentering truer.
Det er blandt andet overvejelser som disse, der har afstedkommet et arbejde med emnet offentlighedsteologi det seneste år i regi af Folkekirkens mellemkirkelige Råd og Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter.
En samtalegruppe har været nedsat, og en lille gruppe herfra har forfattet et debathæfte, ”Politik kommer ikke af ingenting. Hvordan indgår kristendom i samtalen om det fælles bedste”, som lanceres i dag i forbindelse med en Christiansborghøring, og som frit kan rekvireres.
Offentlighedsteologi har til opgave at overveje, hvad kristendommen har at sige om at være samfund – også et pluralistisk et af slagsen. Derfor skal offentlighedsteologi adressere aktuelle samfundsspørgsmål, som den på baggrund af kristendommen kan tilføre nogle afgørende perspektiver.
Aktuelt kunne det for eksempel være identitetspolitik, perfektionskultur, integration, klimakrise, ulighed, marginalisering. Fortsæt selv listen.
Offentlighedsteologi er et nyt begreb, men ikke en ny sag. Spørgsmålene om forholdet mellem kristendommen og det fælles samfund har været omdiskuterede og udfordrede, så længe kristendommen har været til, og kristendommen har præget vores samfund dybt.
Historisk bærer vores danske samfund grundlæggende præg af en retfærdigheds-, friheds- og barmhjertighedskultur, som er dybt forankret i vores jødisk-kristne tradition, og som vi ser som en nøgle til det fælles bedste.
Vores lutherske arv har desuden medført en insisteren på, at både det åndelige og det verdslige regimente er sat i verden for at tjene Guds vilje.
Men i et åbent, pluralistisk og demokratisk samfund har ingen patent på ”det rigtige” og ”det sande”. Hverken kirker, trossamfund, klasser, partier, enkeltpersoner eller staten kan gøre sig til herre over rigtigt og sandt. Alle er derfor tvunget til at mødes og tales ved om sagen. Diskussionen er altid på vej, og friheden for alle er forudsætningen – det er essensen af den fælles demokratiske samtale.
Uden denne fortsatte samfundsmæssige samtale ville vi aldrig kunne arbejde frem mod det fælles bedste, men kun konstatere, hvem der er stærkest.
Folkekirken og dens medlemmers fornemste opgave er derfor dobbelt: aktivt at sikre den fortsatte folkelige, frie og myndiggørende samtale, samtidig med at kristendommens perspektiver og orienteringer til samtalen om det fælles samfund tydeligt får stemme.
SELVE BEGREBET ”politisk teologi” er stærkt omdiskuteret og problematisk. Med rødder i katolsk teologi i det 19. århundrede forbindes begrebet med den tyske retsfilosof Carl Schmitt, som i 1922 i skriftet af samme navn bruger betegnelsen ”politisk teologi” som term for den teologisk organiserede loyalitet mod staten.
I 1960’erne argumenterede protestantiske teologer som Jürgen Moltmann og Dorothea Sölle for en radikal politisk teologi i tæt dialog med marxistisk samfundskritik.
I modsætning til politisk teologi er offentlighedsteologi ikke et teologisk argument for eller en legitimering af en bestemt politisk, fordelingsøkonomisk eller samfundsmæssig forståelse.
Der går ikke en lige vej fra kristen tro til et bestemt politisk parti. Kristne finder partipolitisk ståsted i hele det politiske spektrum.
Derimod er offentlighedsteologi en både kritisk og konstruktiv teologi, som fokuserer på samfundsmæssige og sociale spørgsmål uden præference for bestemte økonomiske eller politiske teorier, og som sigter på at udvikle nye orienteringspunkter i den offentlige samtale.
I vores danske tradition er det offentlighedsteologiske anliggende kommet til udtryk på forskellige måder: I overgangen fra enevælde til folkestyre udmøntede N.F.S. Grundtvigs (1783-1872) kristne menneskesyn sig i en vision for en myndiggørelse af folket på højskoler og i forsamlingshuse.
Teologen Hal Koch (1904-1963) insisteren på åndsfrihed og den fælles sandhedssøgen på tværs af politiske ideologier satte sit præg på den fornyede danske demokratiforståelse i efterkrigstiden.
K.E. Løgstrups (1905-1981) advarsel mod at reducere kristendommen til en stivnet ideologi og etik, hvor der kun er én løsning på et politisk eller etisk problem, udstillede den farlige koldkrigsillusion bestående i at have en absolut ideologisk og samfundsmæssig sandhed at vise hen til. I modsætning til stivnede ideologier viser Løgstrup os hen til mødet med det andet menneske, hvor vi i alle vores valg – også samfundsmæssige valg – selv står til ansvar over for den anden.
I forlængelse af denne værdifulde danske tradition argumenterer vi derfor for et fortsat arbejde med en offentlighedsteologi, som er konkret og historisk, og som gør sig selv forståelig i forskellige offentligheder – fra forældrebestyrelsen til Christiansborg – med henblik på at give kristendommen stemme til gavn for samfundet og det fælles bedste.