I slutningen af Oktober var det 50 år siden, at skrivelsen ”Nostra Aetate” (I vores tid - om kirkens forhold til de ikke-kristne religioner) blev vedtaget af Andet Vatikankoncil (1962-1965).
Skrivelsen var revolutionerende for kirkens måde at betragte andre trossamfund på, ikke mindst muslimerne (men også jøderne), da den gjorde op med kirkens blanke afvisning af, at der kunne findes noget godt i andre religioner.
Sidste efterår drog en delegation fra Danmission til Rom for at tage pulsen på den interreligiøse dialog og religionsteologien i den katolske kirke, men der blev også tid til et besøg i Roms store moské, der tidsmæssigt ligger lagt før vores danske stormoské på Nørrebro.
Gruppen bestod af en teologiprofessor, en professor i islam, en imam, en biskop, en sognepræst samt repræsentanter fra Danmission og Danske Kirkers Råd.
Med de aktuelle begivenheder i Mellemøsten var det naturligt at have et fokus på netop den verdensdel, men diskussionen er også relevant for Danmark og i forhold til dialogen med andre religioner end islam.
Samtidig er Danmission nødt til at forholde sig til Danidas krav om kvantificering af dialogarbejdet, og netop i det formelle projektarbejde er der en vis fare for en sammenblanding af interreligiøs dialog og dialogen for fred og forsoning - omend begge har et fælles værdigrundlag i religionsteologien.
Vi valgte at tage til Rom for at tale med universiteter og kirkens repræsentanter, da en del forskning netop på dette område traditionelt har fundet sted i Rom, og samtidig var det en fordel at have en anden kristen kirke at spille mur op ad i forhold til de erfaringer, som vi gør os i Danmission.
Med Pave Frans bevæger den katolske kirke sig i retning af større åbenhed for at forstå og indgå i dialog med andre religioner i bestræbelsen på at skabe en bedre verden.
Den inspiration er ikke teoretisk teologisk, men funderet i det praktisk levede liv, hvor målet med dialogen er venskab. Der tales om broderskab og om at intensivere dialogen med islam.
Paven opfordrer til at se på den (religiøst) anden som en søster og bror i respekt for livet og menneskets værdighed. Religionerne ses som komplementære. Vi er betroet hinanden og tvunget til at finde værdier hos hinanden for at kunne være venner. At søge den anden for hinandens skyld.
Der skal være en søgning efter det hellige. Kærlighed, sandhed og ærlighed skal søges. Samtidig blev det understreget, at i det interreligiøse arbejde er vi nødt til at blive ved med at tale om Gud, ellers bliver den interreligiøse samtale blot et sted (mere) for social interaktion.
Hvad angår religionsteologien er det stadig dokumentet ”Nostra Aetate”, som er referencepunktet. Her understreges det, at den katolske kirke ikke forkaster noget af det, som er sandt og helligt i andre religioner, og selvom andre handlemåder, levemåder og læresætninger afviger fra det, den selv fastholder og fremlægger, så erkender man, at disse ikke så sjældent reflekterer en stråle af den sandhed, som oplyser alle mennesker.
Samtidig afviser dokumentet klart enhver diskriminering eller mishandling på grund af afstamning, hudfarve, social stilling eller religion. Den holdning, som i øvrigt kommer til udtryk i ”Nostra Aetate”, er, at man må glemme historien og se fremad.
Siden koncilet har der været flere fremtrædende teologer som Jacques Dupuis, Raimon Panikkar, Gavin d'Costa og Paul Knitter, men på en vis måde havde teologiseringen ledt teologerne på afveje, og en modreaktion var sat ind med skrivelsen ”Dominus Iesus” fra 1990, der beskrev den religiøse pluralisme som en fare for den kristne tro.
Spændingen mellem dialog og mission kan næppe undgås og blev også berørt. Kirken i sig selv er missionerende, men det glade budskab er et forslag. Der er forskel mellem en eksplicit mission og den generelle mission!
Det samlende punkt i missionen er ikke tro, men Kristus. Dialogen er til for at afklare, ikke for at overbevise. Alle skal have ret til at udtrykke deres mening. Målet med dialogen er ikke at konvertere. Der er ingen spørgsmål, der kan komme op i dialogen, som bør gøre os forlegne. Dialog skal altid behandle mennesker som mål i sig selv, og dialog er betinget af klarhed om forudsætninger og klarhed om struktur.
Spændingen mellem religion og politik kom op i samtlige møder. Hvad sker der, når religion bliver blandet sammen med politik? Folk uden for religionen bliver marginaliseret!
En jordansk præst i kommissionen for interreligiøs dialog forklarede, at det arabiske forår havde været en mulighed for at aflede religionen fra politikken, men chancen gik tabt. Tunesien er dog et eksempel på, at folk nu i højere grad stemmer på de sekulære partier.
Faren i dag er ikke et sammenstød mellem civilisation og religion, men et sammenstød mellem ideologi i en religiøs form (for eksempel ”lacité” eller verdslighed i Frankrig) og religion, der er gjort til ideologi (for eksempel Islamisk Stat).
Politikere kan sætte rammerne for dialog, men de bør ikke være del af den, da det kan medføre, at dialogen bliver et politisk instrument.
Forholdet mellem kristne og muslimer blev naturlig taget op og især i mødet med det pavelige institut for arabiske og islamiske studier (PISAI). Studier viser, at langt den overvejende del af, hvad muslimer og kristne har læst om hinanden, er polemisk.
Det sætter et stærkt præg på begge sider. Forståelsen af den kristen-muslimske dialog er historisk, hvilket indebærer, at det er naivt at gå i dialog med en sans for historie som et udgangspunkt for relationerne.
PISAI mener at kunne spore en træthed i dialogen og en politisk baseret forværring af relationerne. For at imødegå dette foreslår PISAI, at der er brug for mere og bedre religionsteologi på begge sider.
Islam har en iboende fejl, der deles med kristendommen. Det er ikke den smukkeste del af religionen, men det er en del alligevel, nemlig en strømning mod fundamentalisme.
Denne strømning skal imødegås, men det skal ske inde fra religionen selv. I den forbindelse ville det fremover være godt at støtte initiativer, der sigter på at styrke de islamiske ressourcer for fred og konfliktløsning.
På det politiske område har muslimer arbejdet med forståelse for andre religioner, specielt jødedommen og kristendommen, de seneste 40 år, og en forståelse af Koranen, der indgår i en hermeneutisk tradition er også blevet udviklet. Men forståelsen af andre religioner som udtryk for Guds åbenbaring forekommer sjældent i muslimsk religionsteologi.
Vi oplevede ikke ny og dristig religionsteologi. Dels er de store teologer som Jacques Dupuis, hvis tanker Vatikanet forsøgte at undertrykke, væk, dels er Rom måske ikke det center for nytænkning inden for religionsteologi, som det givet har været i tiden efter koncilet.
En konklusion er, at den dybere tænkning er flyttet til andre universiteter som Georgetown i Washington DC, hvor der også er flere ressourcer og andre religiøse traditioner til stede - for eksempel de muslimske. Dertil kommer, at der både i pinsekirken og i den protestantiske kirke sker meget omkring religionsteologi, som nok er lige så langt fremme som romerkirken.
Diskussionen i Vatikanet synes dels at handle om overhovedet at ”redde” enhver tale om tro og religion fra at miskreditere sig selv, dels at støtte moderate kristne menigheder og muslimske ditto i at kunne fungere og overleve - hver for sig og i samme samfund. Det er dog også en stor og vigtig opgave i sig selv.
Hvad angår den interreligiøse dialog, tyder meget på, at den nye inspiration skal hentes i for eksempel Storbritannien, hvor det store muslimske mindretal har mange flere års praktisk erfaring i dialog med det omgivende samfund.
Nik Bredholt er ansat i Danmission og er regionsleder for Zanzibar og Madagaskar