Prøv avisen
Kronik

Politikere, som bruger middelalderligt som fyord, er ikke til at stole på

I forbindelse med arrangementet ´Islam Expo ´ viser imam Fatih Alev rundt i moskéen på Dortheavej, Nørrebro, onsdag d. 21 juni 2006. Efterfølgede var der mulighed for at stille spørgsmål

Uden den ”middelalderlige muslimske kultur” ville vi i Vesteuropa have været meget fattigere med hensyn til matematik, filosofi og teologi. Den store europæiske middelalder er fundamentet for stort set alt, som vi er i dag, og derfor er politikere, som bruger ”middelalderligt” som et fyord ikke til at stole på

I vor tids debat om kristendommens værdi i forhold til andre religioner mærker jeg en dyb uvidenhed angående, hvad kristendommen er og har været igennem historien. Et veritabelt historisk hukommelsestab. Der argumenteres, som om kristendommen er en entydig størrelse. I Pia Kjærsgaards (DF) optik er den ”ikke en ideologi, og man kan ikke bygge politik på baggrund af kristendommen” (Kristeligt Dagblad den 11. april).

Den engelske premierminister, David Cameron, udtalte for nyligt, at Storbritannien bygges på et kristent grundlag, noget som han mener er fundamentet for hans partis politik. Dermed bliver Pia Kjærsgaards apolitiske kristendom temmelig isoleret og provinsiel. Men i det hele taget er debatten om kristendommen præget af en historieløshed, der afslører en dyb og foruroligende uvidenhed.

Denne uvidenhed afsløres, når politikere som Brian Mikkelsen (K) tordner mod ”en middelalderlig muslimsk kultur”. Disse politikere bruger ordet ”middelalderligt” for at betegne alt, som er tilbagestående og i modsætning til vores moderne kultur. Dermed viser Mikkelsen, at han enten har sovet i historietimerne eller har haft et pensum, som har sprunget middelalderen over.

Uden den ”middelalderlige muslimske kultur” ville vi i Vesteuropa have været meget fattigere med hensyn til matematik, filosofi og teologi. De store teologer i den kristne middelalder var afhængige af muslimske lærde, og så sent som i 1200-tallet tog ærgerrige kristne unge mænd til det muslimske Spanien for at komme videre i deres studier. I disse århundreder foregik der en kulturudveksling, der er fundamentet for vores moderne europæiske kultur, noget som er glemt i dag i polemikker og historieløse debatter.

Den store europæiske middelalder er fundamentet for stort set alt, som vi er i dag, og derfor er politikere, som bruger ”middelalderligt” som et fyord, ikke til at stole på. De ved ikke, hvad de taler om, men de er ikke alene. Selv de specialister, der burde vide bedre i vores samfund, er tilbøjelige til at bruge floskler, som viser, at de også godtager gamle myter, som for længst har været afsløret som falske.

Forleden gik jeg slukøret fra en fernisering på et af vore provinsmuseer. Udstillingen fejrede danske korstog og var i sig selv udtryk for den meget danske dyrkning af korstog, som finder sted i disse år. Det kan godt være, at et museum er nødt til at finde vinkler, som kan tiltrække gæster, og derfor bør jeg være forstående. Men da jeg stod over for et afsnit, der omtalte kalkmalerier, blev jeg klar over, at jeg måtte forlade stedet.

Her stod der sort på hvidt, at under Reformationen blev kalkmalerierne fjernet eller dækket over. Arrangørerne havde ikke ulejliget sig til at kontrollere denne oplysning, fordi det er velkendt i dag, at de færreste kalkmalerier blev fjernet i reformationstiden. Det blev først senere, i 1600- eller 1700-tallene, at kalkmalerier blev hvidtet over. Dette var normalt af æstetiske og ikke af religiøse grunde.

Sådan en forklaring sælger måske ikke billetter. Det er mere dramatisk at forestille sig, at middelalderen endte brat, og alt blev anderledes. Men sådan var det ikke, og det kommende reformationsjubilæum vil sikkert gentage denne floskel, som når sognepræster fortæller deres konfirmationsbørn, at i middelalderkirken ”talte præsten latin, og ingen forstod, hvad han sagde”. Hvor mange gange har jeg holdt foredrag ude omkring i det danske sognelandskab og sagt, at middelalderpræsten prædikede på dansk og ikke på latin? Mine tilhørere har ofte set på mig, som om jeg kom fra en anden planet. ”Nej, det kan ikke passe,” siger de. ”Vi har altid hørt, at præsten prædikede på latin.”

Folkelige misforståelser af middelalderarven er givetvis udtryk for et almindeligt behov for at føle, at det, som vi er i dag, er bedre, mere oplyst, mere begavet, end hvad vi finder hos vore forfædre og formødre. Som det amerikanske udsagn, jeg voksede op med: Every day in every way, I'm getting better and better (Hver dag og på enhver måde bliver jeg bedre og bedre). Den moderne verden skal i sagens natur fremhæves i forhold til middelalderen. Dette betyder, at vi distancerer os fra oldtid og middelalder og dermed glemmer, hvem vi er, og hvor vi kommer fra.

Bag de folkelige myter er der en faglig udvidenhed om vore rødder i middelalderens kristne verden. Som på Nationalmuseets fornemme middelalderudstilling, hvor der opbevares et alterbillede fra Esrum Kloster, skænket i 1490'erne af dens abbed. Her findes blandt andre Cistercienserordenens største skikkelse, Bernard af Clairvaux. Han er på knæ foran krucifikset, og vi ser, hvordan Jesus bøjer sig ned til Bernard. Dette motiv er velkendt i europæisk kunst og viser, at Esrum var med i den sanselige åndelighed eller spiritualitet, der prægede det sidste middelalderårhundrede. Temaet kaldes amplexus eller omfavnelse, fordi Jesus omfavner Bernard.

Talrige kunsthistorikere har belyst dette tema, men her på Nationalmuseet forklares billedet med, at Bernard tager Kristus ned fra korset. Dette er en grov vildledning af enhver besøgende, der bruger tid på at læse forklaringen. Jeg har venligst gjort opmærksom på misforståelsen og fået at vide, at næste gang Nationalmuseet genskaber middelalderudstillingen vil denne omtale måske blive rettet. Men de næste år vil besøgende fortsat blive vildledt.

Samme middelalderudstilling indeholder en vidunderlig fremstilling af de tre Maria'er og deres familier, i overensstemmelse med en ikke-bibelsk fortælling om, at Marias mor Anna var gift tre gange og fik tre døtre med tre forskellige mænd. Pigerne blev alle kaldt Maria. Dette tema er også velkendt i kunsthistorie og kaldes ”Den hellige slægt” (Die heilige Sippe), for netop at skelne denne frodige scene fra de mere traditionelle afbildninger af ”Den hellige Familie”, det vil sige Maria, Josef og Jesus alene. Der er en verden til forskel mellem Jesu kernefamilie og hans udvidede slægt. Men på Nationalmuseets forklaring omtales scenen kun som ”Den hellige Familie”, en alvorlig misforståelse.

Det kan godt være, at læseren undrer sig over, at jeg går op i detaljer om korrekte udtryk eller tolkninger af kunst, men middelalderens religiøse kunst er en del af vor kulturs grundlag. Ved at misfortolke, hvad middelalderen har givet os, misforstår vi vores identitet.

Dermed tilbage til politikerne. De polemiserer mod muslimer og taler om vores værdifulde kristne kultur. Men samtidig giver de udtryk for et generelt hukommelsestab. De ved simpelthen ikke, hvad de taler om. Ved at fremhæve alt det fortrinlige i kristendommen og alt det betænkelige i islam, forvrænger de en lang og kompliceret historie. På samme måde som de museumsfolk, der mistolker de genstande, de udstiller.

Som historiker er jeg selvfølgelig interesseret i, at nutidens debatter tager hensyn til historiens reelle indhold. Dette kan være ønsketænkning i en kultur, hvor alt skal gå hurtigt, og hvor billedmedierne kun har plads til overskrifter. Men når Pia Kjærsgaard hævder, at ”imens kristendommen sætter mennesket fri, så slavebinder islam mennesket”, giver hun udtryk for, hvad der kun kan kaldes reduktionisme. Hun reducerer islam såvel som kristendommen til floskler, og hendes udtalelse viser en afgørende mangel på historisk viden.

Kristendommen kan sætte mennesker fri og har gjort det i løbet af dens historie. Men den har også i perioder slavebundet mennesker, hvis vi tænker på 1500-tallets spanske inkvisition eller 1600-tallets hekseforfølgelser. Historikere er uenige om kristendommens absolutte værdi, men ingen kan afvise, at vores kultur er efterkommer af middelalderens kristne verden. Ved at genopdage denne verden, finder vi os selv.

Brian Patrick McGuire er forhenværende professor i middelalderhistorie ved Roskilde Universitet