Når man taler blasfemisk, betyder det, at man taler sløvt og dumt om tingene. Det er det, ordet blasfemi betyder på græsk: dorsk tale. Det betyder, at talen, man fører om tingene, er en dårskab, og forstås derfor som nedsættende tale om de højeste ting. Det højeste, et menneske kan tale om, er Gud, og derfor er det særlig i forbindelse med Gud, at blasfemien opstår.
Gudsbespottelse er allerede i Det Gamle Testamente en central størrelse. Gud spottes, når man ikke tror hans gerninger. (for eksempel Es.52,5). Jesus dømmes til døden, på grund af blasfemi. Da Jesus føres for Rådet og forhøres om sin status, spørger ypperstepræsten ham om, hvorvidt han er Kristus, den Velsignedes søn. Jesus svarer: "Det er jeg," og fortsætter med en profeti om Menneskesønnens komme. Denne tale kaldes bespottelig, og på grund af den dømmes han endeligt til døden.
For Jesus bruger formel for Guds navn. Han siger i den græske tekst "Jeg er" og identificerer sig dermed med Gud selv fra Det Gamle Testamente. Det er denne identifikation med Gud i et menneske på jord, der kaldes for bespottelse, og som i forlængelse af tTredje Mosebog fører til døden. For Gud er her blevet talt ned på jord, og Jesus repræsenterer hans navn. Derfor ville den korrekte straf mod Jesus også være stening og ikke korsfæstelse, som det således lyder i en diskussion mellem Jesus og jøderne i Johannesevangeliet (Johs. 10,32-33) Det afgørende er, at hvis man ikke anerkender Jesus som Guds søn, så er kristendommen i sandhed gudsbespottelse. Derfor er anklagen om blasfemi mod Jesus for så vidt korrekt, fordi anklagerne har forstået sandheden i Jesu forkyndelse; men de tror blot ikke forkyndelsens sandhed. Derfor kan man sige, at kristendommen fødes ud af blasfemi.
I alle andre trosforestillinger (for eksempel islam) drejer det om at bevare Gudens ophøjethed. I islam er Allah så ophøjet, at han end ikke kan åbenbare sig, men må formidles gennem dels Gabriel og dels Muhammed og tolkes gennem en formidlet åbenbaring, som hele tiden taler et ophøjet sprog om Gud: Koranen.
Kristendommen forkynder, at Gud er den korsfæstede Jesus Kristus, og derved taler den lavt om det høje. Ved den blasfemiske tale er kristendommens første tid også martyrernes tid. Forkyndelsen af den korsfæstede Gud vakte forargelse og modstand. Allerede Jesus Kristus selv blev hængt på korset, dømt for bespottelse. Kristendommen begynder i blasfemien. Dette videreføres af de første kristne. En af dem var Stefanus, som med kristendommens sprog talte Gud ned på jorden. Stefanus forkyndte ifølge Apostlenes Gerninger om Jesus Kristus, og han forkynder friheden i Kristus, således at mennesket er befriet fra lovens trældom. Mennesket frelses ved Jesus og ikke ved at opfylde loven. Det var selvfølgelig en trussel mod den herskende religion, som netop handlede om at opfylde loven og derved hæve sig op til den ophøjede Gud.
Det får anklager frem mod Stefanus, hvor han beskyldes for at tale "spottende (på græsk står: blasfemisk) om Moses og Gud" (Ap.G. 6,11). Den kristne forkyndelse beskyldes for blasfemi, fordi den netop er en ophævelse af troens forestillinger og institutioner (konkret templet i Jerusalem). Så egentlig har anklagerne forstået sandheden i Stefanus' forkyndelse; men de tror ikke forkyndelsens sandhed.
Stefanus' forsvarstale er i virkeligheden et frontalt angreb på de mennesker, som anklager ham. Det er Stefanus, der anklages for blasfemi; men det er anklagerne, der for Stefanus repræsenterer den egentlige blasfemi: de tror ikke Guds gerninger. Forsvarstalen ender med, at han stenes efter en ikke helt ordentlig rettergang; men i princippet efter bogen, hvor blasfemi straffes med stening.
Der er i kristendommen tale om to former for blasfemi: dels over for gudsbilledet, der formidles gennem den forhånede og fornedrede Jesus, dels gennem kristendommens forkyndelse af retfærdiggørelse af tro alene, der nedbryder religiøse institutioner og skikke.
Forkyndelse af Jesus Kristus som Gud er kun en tilsyneladende blasfemi, for det som verden kalder dårskab, er i virkeligheden visdom. Det skal blot åbenbares, at Jesus er Gud. Men kristendommens forkyndelse af retfærdiggørelse ved tro og ikke ved gerninger (Rom. 10, 30-32) er faktisk en reel blasfemi, fordi den ophæver religionen og den religiøse praksis som frelsesvej. Kristendommen er i sit væsen en nedbrydning af templet (jf. Joh. 4, 20-21), som anklagen lyder mod både Jesus og Stefanus, for templet som vej til Gud er efter Jesu Kristi stedfortrædende lidelse og død ophørt. Templet var den ydre religiøse praksis, hvor man ved ceremonier og ophøjet tale om Gud søgte at komme Gud nær. Men når Gud omvendt er kommet os nær og har opfyldt lovens krav på egen krop, er templets funktion ophørt og har ingen mening, hvis mennesket frelses gennem troen og ikke gennem loven.
Når Jesus hænger på korset, er det i kristendommen udtryk for, at alle gudebilleder og gudsforestillinger er falske. Derved står kristendommen altid i fare for at blive anklaget for blasfemi, hvis man tager blasfemilovgivningen og kristendommen alvorligt.
For lovgivningen er indrettet således, at talen om Gud skal være høvisk og forbliver i det høje. Hvis kristne anlægger sag efter blasfemiloven, fordi de føler deres tro krænket, er det fordi de ønsker, at det skal gå dem bedre end Jesus Kristus selv. For vel bliver kristendommen hånet og spottet, men disciplen står vel ikke over sin mester? Den kristne må midt i hånen og spotten tage til orde og forkynde Kristus, som kirkens første vidner gjorde.
At gribe til lovgivning i den forbindelse vil være at svigte kernen i forkyndelsen. For at kristendommen forhånes kan ikke komme bag på nogen, men at det i virkeligheden er kristendommen, der opfører sig blasfemisk over for verden, det viser både Jesu og Stefanus' skæbne. For kristendommens frihedsbudskab, som nedbryder autoriteter og institutioner og sætter mennesket frit i ansvar over for Gud, vil altid være en torn i øjet på verden. Der er dog en spot, der ikke tilgives, og det er spot mod Helligånden (jf. Matt. 12, 31). Sagen vedrører evangeliets kerne. Helligånden skal åbenbare og forklare Jesus Kristus. Det er et lærdomsspørgsmål at kende sand kristendom og forstå dens konsekvenser, som de, der anklagede Stefanus, gjorde; men de var ikke overbevist om kristendommens sandhed, for det er et trosspørgsmål. Spot mod Helligånden er derfor at være overbevist om kristendommens sandhed, således at man tror budskabet om Jesus Kristus og da alligevel vender det ryggen. Kun djævelen som løgnens fader kan bevidst vende sandheden ryggen, og derfor skal han ikke få tilgivelse, hverken i denne verden eller i den kommende. Det er det, udsagnet om bespottelse mod Helligånden er udtryk for, og derved er det udtryk for evangeliets sejr. Det er kun Guds modstander, der bevidst kan spotte Gud i Jesus Kristus, og for ham er der vitterlig ingen tilgivelse. Det er jo det, hele kampen står om: at den onde skal tilintetgøres helt og aldeles.
Kristendommen repræsenterer to former for blasfemi, hvor den ene er tilsyneladende og den anden er reel. Den tilsyneladende blasfemi består i, at Gud mødes i den fornedrede og forhånede Jesus, hvilket trækker Gud ned i menneskelige ord og nedbryder den ophøjede Gud. Derfor kan man ikke acceptere, at Jesus anvender Guds navn om sig selv, fordi Gud trækkes ned i sølet. Men blasfemien er kun tilsyneladende, fordi det, som verden anser for dårskab, er visdom. Den indsigt bibringes ved troen på kristendommens sandhed.
Men forståelse af sand kristendom bringer en reel blasfemi. For talen om retfærdiggørelse af tro ophæver alle religiøse forestillinger og taler imod religiøse gerninger og lovopfyldelse som vej til Gud. Denne reelle blasfemi er det kristne evangeliums kerne, og den kan i kristen forstand aldrig fraviges, hvis evangeliet skal forblive evangelium om Jesus Kristus.
Thomas Reinholdt Rasmussen er sognepræst